Ubisoft har delt nye finansielle oplysninger, og selvom tallene igen viser en presset forretning, forsøger publisheren nu at vende skuden med nogle af sine største brands.

I det seneste regnskab fremgår det, at Ubisoft har haft et rekordstort driftsunderskud på 1,3 milliarder euro for 2025-2026. På trods af de økonomiske problemer ser selskabet dog frem mod en fremtid, hvor især Assassin’s Creed, Far Cry og Ghost Recon skal spille hovedroller i genrejsningen.

Ifølge Reuters forventer Ubisoft, at nye spil i de tre serier vil udkomme i enten 2027-28 eller 2028-29 regnskabsåret.

Det mest konkrete navn i planen er angiveligt Assassin’s Creed Hexe, som længe har været under udvikling. Herudover er både Far Cry og Ghost Recon på vej tilbage efter længere pauser, hvor de seneste udgivelser i serierne kom i henholdsvis 2021 og 2019.

Særligt Ghost Recon ser ud til at tage en ny retning, da det nye spil ifølge rapporterne bliver en first-person shooter.

Ubisoft har samtidig meldt ud, at der også er “targeted premium games based on established Ubisoft brands” på vej i regnskabsåret 2026-2027, uden dog at nævne konkrete titler.

På den mere kortsigtede front er det største kommende Ubisoft-spil Assassin’s Creed: Black Flag Resynced, som udkommer den 9. juli til PC, PS5 og Xbox Series X|S. Ifølge selskabet er interessen for spillet allerede stærk, især i Kina, hvor forudbestillingerne har fået et solidt momentum.

Samtidig har Ubisoft også været nødt til at justere sin portefølje. Et tidligere annonceret Animal Crossing-lignende projekt er blevet aflyst, mens virksomheden forsikrer, at The Division-serien stadig har en fremtid, trods ændringer i ledelsen.

For Ubisoft er det tydeligt, at fremtiden i høj grad afhænger af, om de store navne stadig kan levere varen. Og nu har vi i hvert fald et groft billede af, hvornår de næste kapitler lander.