Mafia: The Old Country inviterer os til Sicilien i begyndelsen af 1900-tallet – et univers af magt, ære og blod. Spørgsmålet er dog, om spillets klassiske charme kan opveje dets mere gammeldags greb.
Når man ser tilbage, er det faktisk overraskende: På trods af en lang række spil om mafiafamilier har ingen af dem taget os til selve mafiaens hjemland. De tre første Mafia-kapitler udspillede sig alle i et fiktivt USA, og det samme gjaldt The Godfather-spillene. Derfor bærer undertitlen The Old Country mere vægt, end man umiddelbart skulle tro. Det markerer et kærkomment brud med den gennemgående amerikanisering af genren. Italien i begyndelsen af det 20. århundrede er en både fascinerende og rig setting – fuld af intriger, kultur og dramatik – og dermed et oplagt afsæt for en mere autentisk mafiafortælling.
Du træder straks i skoene på den unge og karismatiske Enzo Favara, der sammen med en kammerat bevæger sig gennem de mørke svovlminer i Sicilien. Her introduceres du til den enkle og intuitive styring, mens spillet langsomt – men uundgåeligt – skubber brikkerne på plads for at sætte gang i fortællingen. Det hele kulminerer bogstaveligt talt med et brag: inden da har du både listet dig af sted for at stjæle føde og været kastet ud i en brutal knivkamp, et element der sidenhen kommer til at definere store dele af spillets identitet.
Denne begyndelse fungerer glimrende som en introduktion til spillets mekanikker – styringen er let at forstå, og pacing’en giver en følelse af, at intet sker tilfældigt. Samtidig viser den tidlige knivkamp et klart eksempel på spillets tilgang til action: rå, intens og personligt farvet. Men allerede her fornemmes også et af spillets gennemgående paradokser. På den ene side lykkes det at skabe stærke øjeblikke, der sætter tonen for Enzos rejse. På den anden side føles mekanikkerne velkendte og til tider lettere forældede – stealth med mønter til at distrahere fjender og en knivkamp der gentages, kan hurtigt give fornemmelsen af déjà vu.
Forsædet indtages dog af spillets fortælling, hvor Enzo Favara fungerer som et solidt ankerpunkt, der holder os engagerede, mens konstante intriger og forræderier forsøger at trække tæppet væk under ham. Indledningen følger ganske vist mafiafortællingernes ABC: en ung mand introduceres til en magtfuld familie med beskidte hænder og trækkes langsomt, men sikkert, dybere ind i kriminalitetens maskineri. Undervejs knyttes stærke bånd af ære og loyalitet, men også farlige fristelser, der udfordrer hans rolle i familien – ikke mindst i form af en forbudt kærlighed.
Her viser Mafia: The Old Country både sin styrke og sin svaghed. På den ene side er Enzo en vellykket hovedperson, der tilfører tyngde til en klassisk fortælling og gør den følelsesmæssigt nærværende. På den anden side læner historien sig tungt op ad genkendelige troper, og selv dramatiske vendepunkter kan til tider føles forudsigelige. Alligevel formår spillet at fastholde interessen – ikke mindst på grund af den stærke præsentation og den stemningsfulde lokation. Siciliens bjergtagende kulisser fungerer som en konstant drivkraft, og spillets stramme pacing betyder, at selv velkendte sekvenser aldrig når at slide på tålmodigheden, før næste narrative højpunkt folder sig ud.
Spillet veksler markant mellem forskellige genreelementer. Det ene øjeblik nærmer det sig en walking simulator, hvor man bevæger sig fra punkt til punkt, mens historien drives frem gennem dialog og interaktive sekvenser. Det næste øjeblik sidder man midt i et racerløb – til hest eller i de tidlige automobiler, der netop begynder at sætte deres præg på perioden. Hertil kommer klassiske stealth-missioner og skydesekvenser, der skifter tempoet op og leverer det hårde action-kick.
Stealth-delen er dog næppe udfordrende. Fjenderne telegraferer konstant deres bevægelser, og de vender næsten altid belejligt ryggen til, når du har brug for det. Mere frustrerende er det, at selv hvis du gennemfører en mission perfekt uden at blive opdaget, så ender den altid i en obligatorisk actionsekvens bagefter. På den måde undergraver spillet sin egen idé om valgfrihed og skaber en følelse af gentagelse. Skydesekvenserne er til gengæld mere umiddelbart tilfredsstillende, men også her mangler der dybde. Det meste af tiden reduceres de til coverbaserede skydetelte, hvor man blot skal nedlægge en fast mængde fjender for at komme videre. Det fungerer fint til at hæve pulsen og holde tempoet oppe, men det er sjældent mere engagerende end et rutinepræget stop på vejen mod næste historiesekvens.
Samlet giver variationerne spillet en dynamisk rytme, som forhindrer, at historien stivner i ensformighed. Men de afslører også en tendens: hvor racerløbene primært fungerer som nostalgiske nik til seriens fortid, fremstår stealth og skydesekvenser ofte forældede og forudsigelige. Spillet balancerer derfor konstant mellem genkendelig charme og en vis mangel på fornyelse.
Det er egentlig pudsigt: Når man beskriver spillets enkelte elementer isoleret, er der ingen, der for alvor hæver sig op over middelmådigheden. Alligevel endte jeg med at have en rigtig god oplevelse gennem de små 12 timer, spillet tog at gennemføre. Det skyldes, at helheden på forunderlig vis formår at være mere end summen af sine dele.
Den æstetiske indpakning spiller en væsentlig rolle. Italiens smukke vidder er gengivet med stor kærlighed, og det er svært ikke at lade sig rive med af stemningen. Lydsiden er ligeledes vellykket: italienske accenter og små sproglige gloser – som et velplaceret “U capiste?” – tilfører autenticitet og charme.
Mafia: The Old Country er et spil, man med fordel nyder i små portioner, et par timer ad gangen, hvor man kan fordybe sig i atmosfæren uden at lade sig irritere af de mere forældede mekanikker. Resultatet er en oplevelse, der, trods en forudsigelig fortælling, ender med at være både medrivende og tilfredsstillende.
Spillet er på mange måder et paradoks. Når man dykker ned i de enkelte elementer – hvad enten det er stealth, skydesekvenser eller racerløb – er der få ting, der for alvor imponerer. Tværtimod hviler spillet ofte på velkendte mekanikker, der føles forudsigelige og til tider forældede. Alligevel formår helheden at hæve sig, ikke mindst takket være en stærk æstetisk indpakning og en stemningsfuld skildring af Italien i begyndelsen af det 20. århundrede.
Fortællingen er klassisk og sjældent overraskende, men den leveres med tilpas energi og charme til, at man som spiller bliver hængende. Atmosfæren, omgivelserne og lydsiden fungerer som det lim, der binder oplevelsen sammen og gør den medrivende – selv når spillets mekanikker ikke kan følge trop.
Det er ikke et spil, der revolutionerer genren eller serien, men det er et spil, man nyder at være i. I sidste ende er det netop følelsen af at være til stede i denne verden, der gør The Old Country værd at spille.