Historien om tilblivelsen af Metal Gear Rising: Revengeance er en lidt krøllet affære. Efter Metal Gear Solid 4 besluttede man at fortælle en sidehistorie om Raiden i stedet for at fortsætte hovedserien. Kojima spillede bolden til hans nysamlede team af unge protegéer, som lagde ud med en fin koncept trailer og fulgte den op med at myrde vandmeloner i bedste Fruit Ninja stil. Forsinkelserne begyndte at rulle ind, og da det blev klart at teamet ikke havde den fornødne ekspertise til at gå fra koncept til spilbar virkelighed, skete der noget, i vestlige sammenhænge, meget besynderligt. Kojima Productions udsendte en selvproduceret video hvori det unge team nærmest begik kollektivt, professionelt selvmord og undskyldte deres uduelighed til seriens ventende fans. Sværdskæftet blev der efter drejet mod Platinum Games og det skulle man helt sikkert have gjort fra starten.
Metal Gear Rising: Revengeance foregår i 2018, hvor private militære enheder styrer showet. Raiden arbejder for Maverick Enterprises hvor han træner soldater og beskytter VIP’s, for at forsørge sin familie. På den anden side står Desperado Enterprises – det rivaliserende private militær, som er involveret i terrorangreb og kidnapninger. De napper Raiden’s VIP og han går straks i gang med at snitte sig vej frem til hans redning. Revengeance er milevidt fra de sædvanlige Metal Gear spil, men der er ingen identitetskrise her. Der er fokus på lynhurtig, overdrevet cyborg-katana action og det er fedt at se et Metal Gear spil leveret med Platinum Games’ meget japanske og komplet vanvittige tilgang til historiefortælling. Man er ikke i tvivl om holdningen til amerikansk udenrigspolitik og den sidste bossfight især, er et spektakel jeg sjældent har oplevet lignende. De slipper afsted med det fra start til slut, fordi Platinum aldrig rigtig tager sig selv for seriøst.
Slåskampe er der nok af. Fra menneskelignende cyborgs til mechs på størrelse med et mindre hus og med adræthed som en kat. Når man har tæsket tilstrækkeligt på den samme fjende, får man mulighed for at snitte denne til atomer med Zandatsu, hvor man til sidst hiver rygraden ud og ”absorberer” den. Det er en sindssygt fed gimmick, men havde spillet varet meget længere, var det alligevel blevet for ensformigt. Kampsystemet går ikke så dybt som i for eksempel DmC, men det er altid underholdende og får en til at føle sig som en rigtig bad motherfucker. Man kan præcisions snitte lemmerne af sine fjender i slow-motion, midt i en glidende takling, mens man parerer kuglerne fra de kæmpe mechs der danser rundt om ørene på én. Jo bedre man bliver, desto mere elegant ser det hele ud og det i sig selv er fantastisk motivation til at blive ved. 
Det er kun småting med styringen der ikke er så gennemtænkt, som for eksempel et lille ophold når man går fra almindelig løb til det hurtigere ninjaløb og vice versa. Det varer 4-5 timer uden cutscenes og er ikke særligt svært på den normale sværhedsgrad. Det er passende i forhold til idéerne og tempoet i handlingen og det har helt sikkert skabt ro omkring finpudsningen af detaljerne.
Ekstra spilletid kommer på de højere sværhedsgrader, ved at forbedre sin rang på tidligere missioner eller i de VR-missions man låser op som man finder dem. Opgraderingerne er interessante og man når ikke dem alle i en enkelt gennemspilning. Desværre kan man ikke opgradere eller tage VR-missions uden at genstarte fra sidste checkpoint, og det kan være lidt irriterende, indtil man lærer at tage højde for det. Bosserne er vanvittigt underholdende modstandere, og det som enkelte af dem ikke leverer i nytænkende gameplay, har de i replikken i stedet. Man får tilmed deres lige så skøre våben når de er tæsket færdige. Det er fuldstændigt over the top, og jeg elsker det!
Det visuelle kører bund solidt og medfølger piskende turborock, der lige kniber det sidste ud af adrenalin kirtlerne. En fed detalje ved musikken er, at der pludselig kommer sang på, når actionen er på sit højeste. Skuespillerne leger godt med deres roller og replikker, men Raiden (Quinton Flynn) fremstår ret kikset gennem hele rejsen. Hans forsøg på at lyde sej har desværre den stik modsatte effekt på mig. Rising har et horribelt kamera at trække rundt med. Det er slet ikke godt nok til at følge med alle fjenderne på skærmen, og det er frustrerende når de fejl man laver, er et direkte resultat af det. Det virker håbløst umoderne i forhold til resten af spillet.
Metal Gear Rising: Revengeance er et sprødt, lynhurtigt og adrenalinfremkaldende stykke underholdning, med lækker grafik, komplet sindssyge karakterer og høj produktionsværdi. Det er kort men bedre for det, fordi man ikke unødigt forsøger at tør-malke de gode idéer og fordi der hele tiden sker noget nyt og friskt. Kameraet laver numre, men når turborocken pumper og tingene går efter planen, så er det sjældent set bedre.
[box_info]Spillet er anmeldt på PlayStation 3 og leveret af Nordic Game Supply.[/box_info]