I juledagene legede én i min nære bekendtskabskreds (vi kunne kalde ham Ib) og jeg med idéer om hvordan man kunne udnytte Internettet til at tjene penge. Vi har rundt om forskellige emner bl.a. gamification altså princippet om at anvende virtuelle belønninger eller konkurrencer som det ses fra Achievements/Trophies til at simulerer aktivitet og tjene på reklamer. Vi endte med noget meget basalt nemlig porno. Efter nogle korte overvejelser var modellen helt på plads.
Planen var så enkelt at Egon fra Olsen Banden ville have været stolt. Sitet skulle være enkelt at anvende uden nogen restriktioner. Gode kategorier så special ønsker let kunne findes og i hver kategori skulle være mindst ét fuldt eksempel i høj kvalitet – gratis. Kunder skulle lokkes til at betale for medlemskab med det gratis indhold i høj kvalitet . Alt med største diskretion. Når der så er betalt for adgang vil kunderne opdage at kvaliteten kun er facade og hovedparten af indholdet bedst kunne betegnes som middelmådigt. På det tidspunkt er det lige meget da der er betalt. Og der kommer jo hele tiden nye kunder og hvem vil advarer venner og bekendte om dårlig kvalitet porno på Facebook? Det er genialt.
Ved nærmere eftertanke så kan jeg se mange paralleller til hvordan den etablerede spilindustri sælger deres produkter. Det bliver ofret flere penge på reklamer og CGI trailere end på udvikling. Succes måles ikke i kvaliteten af produktet, men i mængden af forudbestilling. Det er kort sagt blevet billige at markedsfører et produkt som høj kvalitet i forhold til faktisk at leverer produktet i den markedsførte kvalitet. Det markerer en kedeligt trend hvor forretningsmodellen er afhængig af kundernes kollektiv hukommelsestab og mediers manglende mod, evne eller vilje til at adressere problemet.
Når jeg ser tilbage på 2013 så er Electronic Arts (EA) blevet eksponent for nøjagtigt denne model. Det kan være et sammenfald af uheldige omstændigheder eller en bevist strategi, jeg ved ikke hvilket. Set i bagspejlets klare lys så er SimCity, NBA Live 14 og Battlefield 4 udgivelser der på alle måder er markedsført som bedre end varmt vand og brød i skriver. Fakta har vist, at det mest er kold vand og tørt muggent brød.
Problemerne med Battlefield 4 er mange og store. Frostbite spilmotoren har på konsoller stadig en dårligere kvalitet end konkurrenternes med pop-ins og lag. BF4 sletter save games og crasher. Server infrastrukturen til multiplayer er underdimensioneret og kan ikke trække de lovede 64 spillere. Forud betalt ”Premium” indhold bliver ikke leveret. Ja listen er lang. Det står i skærende kontrast til de flot polerede CGI trailere der er vist frem på messer og de stærkt styrede anmelder sessioner som flere medier har valgt at basere deres skamrosende BF4 anmeldelser på. Den manglende kritiske stillingtagen bidrager til at legaliserer denne forretningsmodel.
Klynk er forsvaret. Der bliver klynket en del i branchen om at det er for dyrt at udvikle og man er nødt til at betale mere for spil fordi de nye konsoller er dyrere at udvikle til. Fælles for disse argumenter er at det er forkert. Det er lige så meget løgn, som da EA påstod at årsagen til at SimCity altid skulle være forbundet til Internettet var, at der blev udført komplicerede beregninger som en PC ikke kunne håndterer. Udviklingen til PC har gennem de seneste år været kendetegnet af en meget højere grafisk kvalitet, et meget bredere udbud at titler til en meget lavere pris. Specielt har EA’s aktionærer på ingen måde grund til at klynke. I en pressemeddelelse 29. oktober 2013 kunne EA annoncerer at Earning Per Share (EPS) steg fra $1,20 til $1,25.
Jeg ville give min chef et stort kram hvis min løn på bare 6 måneder steg 4% som udbyttet til EA aktionærer. Det er ikke penge der mangler – det er viljen til at bruge de penge jeg betaler for et produkt på ny udvikling. Aktionærer skal måske vænne sig til et afkast der matcher den økonomiske situation. Der er ikke meget journalistik i at være forstærker for branchens klynk. Derfor er min opfordring: Tør øjnene og ta’ en tudekiks. Eller til vores engelsksprogende venner: Would you like Cheese and Crackers with your ‘Whine’. Der er masser af penge i den etablerede spilindustri.
Hvad er så alternativet?
Så er jeg tilbage til svaret i overskriften Fri-6-nu! Free-to-play, free2play, f2p, freemium eller hvad du nu ønsker at kalde det, er én model. Der er utroligt meget uberettiget kritik af free2play og der er også enten enkelt spil eller udviklere der ikke helt har forstået konceptet. Der er heldigvis mange flere der har forstået både free2play og hvordan det laves til en forretningsmodel. Intet er gratis for regninger skal trods alt betales – også for spiludviklere.
Free2play kommer i masser af varianter og den jeg foretrækker er den ægte med vaniljesmag. I alt sin enkelthed så er spillet gratis at hente og det er gratis at spille lige så meget og lige så ofte du har lyst. Spillet sætter ingen kunstige grænser for dine aktiviteter. Uanset om du spiller PlayStation eller PC så er der masser af rigtigt gode eksempler. Jeg kan nævne Warframe (en personlig favorit), League Of Legends, Dust 514, Might & Magic (også en farvorit), Team Fortress 2, DC Universe Online, Planet Side 2, War Thunder, RuneScape og World of Tanks.
Motivationen for at fortsætte med at spille er nøjagtigt den samme som ved spil du køber til 500 kr. Det skal være sjovt og du skal belønnes med nye ting jævnligt (gamification princippet). Føler du dig underholdt så er du mere tilbøjeligt til at bruge rigtige penge i spillet. Modellerne er generelt meget ens på lige det punkt. Der er in-game valuta du optjener som du spiller og valuta som repræsenterer rigtige penge. Du får typiske et mindre beløb i den valuta som normalt koster rigtige penge som start, så du kan prøve forskelige ting. Det du kan købe falder typisk i to kategorier: Permanente anskaffelser eller forbrugsvarer (consumables). Permanente anskaffelser er f.eks. udstyr eller dekorationer, mens forbrugsvarer kan være XP boost i et antal timer, ekstra liv eller noget tilsvarende. Alt efter modellen så kræver nogle ting rigtige penge eller in-game valuta mens andre ting kun kan købes for rigtige penge. Der skal være noget der driver indkøb.
RuneScape har, efter min mening, et af de mest balancerede systemer hvor du faktisk kan bytte virtuel valuta til ting der koster rigtige penge. Dermed undgår RuneScape et f2p problem der kaldes Gold Farming, hvor spillere der har rigtigt meget tid kan få samlet urimeligt mange penge. Der er eksempler på at spillere har hyret en billig arbejder i østen til at spille for sig. Det er ødelæggende for modellen. Noget der også er ødelæggende for modellen er pay2win, hvor du for rigtige penge kan købe dig til udstyr så du meget let kan vinde. Der skal, som i RuneScape, være en balance og nogle free2play vælger alene at have kosmetiske ting til salg, som f.eks. Team Fortress 2. Dette er også kendt i traditionelle spil som f.eks. Halo serien, hvor du har låst op for alle våben og effekter fra starten. Det eneste du får som du stiger i niveau er flere kosmetiske ændringer.
Den f2p model jeg dernæst synes bedst om er der hvor spillet finansieres af reklamer. Det er ok at bruge 15 sekunder på en video eller en reklame i bunden af skærmen for at have adgang til et spil på min mobilen jeg bruger til at stå ventetid ihjel. Nogle vælger også det som i gamle dage blev kaldt shareware modellen. Her er en del af spillet gratis, men vil du have adgang til det hele skal du betale. Det ses bl.a. ved de mange nye mobil spil udgivet som episoder som f.eks. The Walking Dead eller Republique. Det giver lidt mindre indhold lidt oftere og hjælper mindre udviklere til at få finansieret udviklingen. Hvis spillet egner sig er det en fin måde at sikre du får ny indhold samtidig med at udviklere får penge til at betale regninger.
Der er spil hvor kæden for mig hopper af. Noget af det værste jeg har oplevet var et mobil spil til børn hvor poden skulle opfostre et kæledyr, lidt som tamagotchi. Det var lige så sikkert som ammen i kirken, at dyret på et tidspunkt blev sygt og den eneste måde at redde det var at betale rigtige penge hos en dyrlæge. Lad gå med at narre lidt for naive voksne men lige der trækker jeg grænsen for usmagelighed.
Skal vi bevæge og lidt op af skalaen så er der mange spil som sætter en kunstig grænse for hvor længe du kan spille. Ønsker du at spille mere den dag skal du betale. Her vælger du trods alt selv, selvom der i nogle spil er indbygget en model der får ting til at forsvinde hvis du ikke spiller videre. Generelt så er mange af de dårligste modeller at finde på mobil spil. Disney Mobile valgte efter pres fra kunderne at fjerne den kunstige grænse de havde sat for antallet af gange du kunne prøve en bane i Where’s My Water 2. Disney Mobile gør også opmærksom på hvis det er muligt at købe ting i spillet, hvilket jeg synes er god service. Specielt Disney anvender også gratis spil som reklame for deres film, lidt som Doritos, der laver snacks, gjorde med bl.a. med Doritos Crash Course.
Hvis du ikke er til at sætte dig ind i de forskellige modeller så skal du vælge den helt traditionelle model, nemlig at købe dine spil. Eller hvad?
Det er så her du rigtigt kan blive snydt. Traditionelle udviklere er nemlig blevet misundelige på at free2play og har dermed lavet modeller der giver dem i både pose og i sæk. Det to store bilspil fra efteråret er glimrende eksemplet på det. Forza Motorsport 5 og Gran Turismo 6 har begge lavet en gigantisk selvmål ved ikke at beslutte om det ville være traditionel titel der betales fra starten eller free2play hvor ting koster penge under vejs.
Fans i begge lejre har i kraftige vendinger kritiseret begge spil for at ville tvinge spillere til at købe biler for at kunne komme videre. Begge har haft en så dårlig balance mellem in-game valuta og rigtige penge, at det har krævet timer bag rattet i en latterlig micro bil for at kunne købe noget der bare mindede om en rigtig racer. Det er et udtryk for grådighed når det f.eks. koster mere end kr. 1.000,- i rigtige penge at købe én bil i Gran Turismo 6. Selv ikke free2play er arrogante nok til at komme op med sådan en idé.
Talemåden: Du kan ikke blæse og have mel i munden, repræsenterer det valg udviklere står over for. Skal det være en helt traditionel titel med helt traditionelle gameplay elementer som danske Full Control er repræsentant for, eller skal det være free2play med et element af balance mellem køb og grind? ”Grind” eller ”at grinde” er betegnelsen for at du foretager det samme i et spil for at opnået et eller andet. Det kan være at køre det samme løb igen og igen for at samle penge til næste konkurrencedygtige bil. Det er ikke kun free2play er har et element af grinding, du ser det faktisk i alle spil der har et eller andet form for spiller niveau eller level system. Hemmeligheden ved at få mig som spiller til at grinde er finde balancen mellem at det stadig er sjovt og følelsen af fremdrift. Der er bare én ting som står helt fast. Jeg vil ikke betale kr. 500,- for et spil hvis primære gameplay element er grinding med grådige in-game køb som alternativ. Så kan jeg ligeså godt vælge at grinde et free2play, så sparer jeg da de 500 kr.
Dermed er jeg tilbage til anden del af overskriften Fri-6-Nu. Det er dig som forbruger der vælger, selvom det er blevet et marked der er mere og mere vanskeligt at gennemskue. Du kan ikke vurdere kvalitet på virksomhedens størrelse eller evne til at markedføre et spil, free2play er ikke altid gratis og et betalt spil til kr. 500,- er ikke altid betalt. Kvalitet måles hos mig som underholdningsværdi. Jeg oplever meget mere underholdning ved jævning at benytte in-game køb eller mikro-transaktioner i et free2play end ved et spil markedsført som en AAA udgivelse. 2014 er året hvor moden skifter – Free2play er det nye sort.
Velkommen til et nyt spændende år med spil. Godt Nytår.