Har du altid tænkt, at du kunne gøre det væsentligt bedre end de Marines der fik et voldsomt endeligt i Aliens, så har du nu endelig muligheden for at gøre noget ved det. Tag på udflugt i en fremmed verden, hvor alt kun er ude på at bruge dig som føde til deres afkom.
Det kan godt være at Alien efterhånden har ramt lidt af en kreativ krise når det drejer sig om filmene. Det i hvert fald hvis du låner et øre til såvel kritikere, som elskere af især de to oprindelige film. Hvor Alien var en krybende, hvor filmens antagonist kun sjældent lod sig se, så var Aliens et action tour de force. James Cameron var manden bag kameraet, som forstod at tage originalens koncept og løfte det op til noget endnu større og vildere. De mange efterfølgere har ingenlunde forstået at komme ud af disse tos skygge, men nu sker der endelig noget på spilfronten, som kan tilfredsstille lidt af den søde kløe.
Tindalos er udvikleren, som har fået stillet dette ganske spændende koncept i hænderne. De er en ung, mindre udvikler – hvilket på den ene side smitter lidt negativt af på produktionsværdierne, men som samtidig virker til at have den positive sideeffekt af, at de er 100 procent fokuserede på opgaven. Hvis du som udgangspunkt forestiller dig X-COM, men i et Aliens univers, så er du allerede langt hen ad vejen til at forstå hvad det her er for et spil.
Det hele tager sit udgangspunkt i en interaktiv træningsmission, som både sætter præmissen for din videre færd, introducerer vores primære hovedperson og sørger for at de vigtigste elementer af styringen hurtigt kommer ind under huden på dig. Det hele føles helt ærligt en anelse tungt og kluntet fra starten af, men snart møder du første gang spillets egentlige fjende: De navnkyndige Aliens – eller Xenomorphs, og du får sørme også styringen af din første gruppe Marines. Herfra føjes der løbende flere interessante lag, og snart befinder du dig på en fremmes planets overflade i et nedstyrtet rumskibs skrøbelige indre. Herfra skal forbedringer af basen foretages og missioner sendes ud i til baser og andet stads med det endegyldige formål at slippe væk hurtigst muligt.
Historien træder hurtigt i baggrunden, og den er dybest set ikke videre vel fortalt. Hvad værre er, når du bliver trukket igennem diverse mellemsekvenser, hvor du skal opleve diverse ansigtsanimationer som er væsentlige mere skræmmende end de Aliens du bekæmper. Den manglende kvalitet af disse kan ikke overdrives, og man ledes i niveau tilbage til PS1 tiden. Det er ganske enkelt uacceptabelt, og fjerner noget af den illusion, som en skarpere grafisk præsentation ville give. Man kan eksempelvis sige hvad man vil om eksempelvis Diablo4, som vi for nylig havde glæden af at spille, men forskellen på mellemsekvenserne her er vitterligt som nat og dag.
Heldigvis er grafikken væsentlig mere funktionel når du er på missioner. Her køres der med det for genren klassiske issometriske perspektiv, som giver både en god dybdevirkning samt et fornuftigt overblik over omgivelserne. Du styrer et hold af soldater, der på XCOM maner bliver bedre, hvis det ellers lykkedes dig at få dem med tilbage til basen. Det giver en stærk naturlig tilknytning til dine tropper, som du ønsker skal komme godt igennem begivenhederne. Især udnyttelsen af lyskilder fungerer helt ekstremt godt, og er klart med til både at lægge stemning men også til at give et taktisk lag til begivenhederne. Du har eksempelvis en lygte, som du ofte får brug for til at oplyse omgivelserne, og det er virkeligt med til at give det hele et ekstra lag. Hvem ved hvad der ligger der og venter på dig?
Der er nemlig mange modstandere der kun ønsker at tage livet af dig, og selv om dine soldater selv tager affære og åbner ild når modstanderne kommer i nærheden – naturligvis har du en radar, som lystigt bipper når de kommer for nær – så kræver det også en del fra dig, hvis det hele skal falde i hak. Der er et pænt element af mikro-management, hvor du aktivt skal kaste granater, bruge shotguns og lægge dækningsild på de rigtige tidspunkter. Brugen af disse ting er begrænsede, og skal naturligvis times. Dertil er du helt fint udstyret til at nedkæmpe en enkelt fjende, men skulle du få nedkæmpet for mange, så kommer du til at alamere horden – og så er gode råd dyre. Så fremfærd bliver et spørgsmål om at snige sig det meste af tiden, og ellers give den fuld gas når der ingen anden udvej er.
Aliens: Dark Descent er ikke det mest komplekse spil, og det når eksempelvis slet ikke samme niveau som XCOM her har. Det både når det gælder mulighed for at udvinde teknik, våben og ikke mindst i forskellen på fjenderne. Her er vi naturligvis noget mere begrænsede grundet kildeophavet. Til gengæld har spillet masser af hjerte og ikke mindst stemning. Du vil føle dig presset imens du styrer din lille gruppe igennem områder som bliver mere og mere fjendlige, og din puls vil stige når radaren endnu engang har fanget en Alien der er på vej til at finde dig. Nogle gange så er det bare rart at sætte sig ned med en fokuseret oplevelse, og det her fanger essensen af Aliens – så kan man da egentlig ikke bede om meget mere.
Tak til MI5 Communication for at gøre denne anmeldelse mulig.