Anmeldelse: Dragon Age 2

I den mystiske verden Thedas, har krig og elendighed drevet flygtninge fra byen Ferelden over de forræderiske have, for at søge tilflugt i storbyen Kirkwall. Vores hovedperson Hawke er, sammen med sin søster og mor, blandt flygtningene som nu fortvivlet hamrer deres næver mod byens porte, i håbet om at blive lukket ind så de kan starte et nyt liv langt væk fra død og ødelæggelse. De kunne ikke have valgt et værre sted.

Historien i Dragon Age 2 bliver fortalt i flashbacks af Hawke’s kompagnon Varric, som var med på sidelinien mens begivenhederne fandt sted. Historien indeholder mange af de samme elementer og problemstillinger som i den foregående udgivelse, hvilket er godt for genkendeligheden så man ”føler sig hjemme”. Til gengæld giver det ikke anledning til lige så mange overraskelser. Man kan importere sit savegame fra Dragon Age: Origins så handlingen er formet af ens tidligere beslutninger, eller alternativt kan man vælge blandt flere forskellige scenarier at tage udgangspunkt fra. Som helhed er historien fremragende fortalt og sat op, i et modent fantasy univers af de gode folk fra Bioware, som ved lige nøjagtigt hvordan den slags skal skrues sammen.

Efter spil som Mass Effect, som også er fra BioWare, og Sega’s Alpha Protocol, er vi efterhånden velbevandrede i spil hvor de beslutninger man tager har konsekvenser. Dragon Age 2 gør det lige efter bogen, så man virkelig overvejer grundigt hvad man gør og siger til spillets mange NPC. Dette giver også lyst til at gøre tingene anderledes senere, for at se hvad der sker. Under en samtale kan du typisk vælge blandt 3-6 forskellige svarmuligheder i tydeligt markerede kategorier som for eksempel hjælpsom, humoristisk, aggressiv, charmerende eller du kan spørge teammates til råds, starte slåskampe etc. I persongalleriet er figurerne med hver deres holdninger og personlighed tydeligt opdelt, så når ens beslutninger påvirker for eksempel en bestemt race eller politik, falder og stiger deres respektive mening om dig, hvilket også kommer til udtryk i enkelte af deres evner. Det er svært at gøre alle tilfredse og det er ganske underholdende taktisk gameplay at skulle beslutte hvem man bør tage med på hvilken mission. Vil opgaverne ende med at styrke deres fordomme, eller sætte dem i relief?

Blandt ens følgeskab, hvoraf man kan have tre med ad gangen, findes warriors, rogues og mages, som alle føles forskellige at spille med – selv de samme klasser, da man kan specialisere sig med bestemte våbentyper eller evner. Kampsystemet har fået en mindre overhaling, så tingene går hurtigere og det har gavnet spillets flow og gjort det sjovere at slås. Selvom nogle af de forskellige klassers skilltrees går igen, er der også nogle karakterspecifikke iblandt som supplerer de andres evner og er sjove at eksperimentere med. Du kan frit styre hvilket som helst holdmedlem og pause når som helst for at uddele specifikke kommandoer til enhver, eller lave detaljerede taktikker for hver enkelt person i menuen og lade dem klare ærterne selv. En knap til ren button-mashing og seks du kan tildele dine skills og så er du klar til at opleve hvad Kirkwall og det omkringliggende landskab har at tilbyde af seværdigheder.

På de lave sværhedsgrader er det muligt at spille, mere eller mindre, som var det rent Hack & Slash og kun tænke over hvor man sætter sine point og udstyr, men på hard og insane pauser man konstant for ikke at spilde et øjeblik, da det ofte betyder den visse død. Af samme årsag er den højere sværhedsgrad sjovere, for her kommer gameplayet virkelig til sin ret og gør enhver sejr tilfredsstillende, hvorimod spillet som ren hack & slash kun lige består.

På den tekniske side er spillet bestemt ikke noget grafisk mesterværk og på konsolversionen vil man flere gange løbe ind i, at det hakker en smule når der sker mange ting på skærmen samtidigt. Mange af teksturerne er halvtriste og flere af miljøerne, som grotter og arealer uden for byerne, er de samme skabeloner som man ser gentagende gange, med lidt forskellige steder tilgængelige, for at pynte lidt på det. Personerne og de forskellige fjender man møder er det flotteste ved spillet og det vil glæde mange, at der igen er rigtige drager at slås med denne gang. Det er ellers ikke fordi der er sparet på det voldsomme indhold, hvor blodet som en lækker detalje bliver hængende på personernes ansigter selv i cutscenes, med nogle makabre resultater til følge. Præsentationen har fået et godt hak op siden forgængeren, men der er uden tvivl stadig plads til forbedring. Det vil også være de færreste som når igennem uden at løbe ind i både større og mindre bugs, som for eksempel quest-markere der forsvinder, cutscenes der bliver gentaget, at side fast i ens teammates, ikke kunne samle en vigtig ting op og meget andet. Det er belastende og det trækker ned!

Det glæder mig derfor at lyden trækker gevaldigt op, for det er vist her de ekstra kræfter er blevet brugt. Stemningen i spillet er et af dets stærkeste sider og det skyldes i høj grad et velsammensat soundtrack og generelt solidt stemmeskuespil, der gør at man gider engagere sig i personerne og deres problemer. Når dine gode argumenter ikke længere er nok og samtalen tager en skidt drejning, skaber lyden af sværd, magi og dødsskrig det spektakel der skal til, for at man føler sig dejligt tilfredsstillet når man står tilbage og ikke længere har brug for de førnævnte ellers gode argumenter.

Dragon Age 2’s største styrke er et troværdigt og dybt univers som fundament, med interessante personer der danner rammerne for en god historie. Kampsystemet er dybt og underholdende at rode med og de mange valg man træffer giver masser af genspilningsværdi til de i forvejen 30 timer spillet varer. Der er desværre ikke meget nyt under solen og helhedsindtrykket kan godt være en smule skuffende, forgængerens skala taget i betragtning, men når spillet er på sit bedste, er det vanvittigt underholdende og kræs for rpg-fans.