Harry_Potter_DH_Top

De filmatiserede udgaver af Harry Potter synger efterhånden på sidste vers, og med den seneste film følger den sædvanlige spiludgivelse, der skal mætte de hungrende fans før og efter biografoplevelsen. Samtlige af de foregående iterationer har fundet sted på Hogwarts, men denne gang er omgivelserne ændrede, da vores helte tvinges til at efterlade alt hvad de kender, og i skjul drage ud for at finde de sidste Horcruxes og vælte den fæle Lord Voldemort.


Hvis man skal knytte en fælles betegnelse til de tidligere udgivelser i rækken, er det vist ikke for meget at kalde dem middelmådige. Med kun et halvt til et helt år mellem filmatiseringerne, er der ikke efterladt meget plads som Ea’s Bright Light Studios kan presse spilmagien ind på, og det lider Deadly Hallows desværre under. Handlingen bliver nærmest gennet væk, som en irriterende flue, i de pludselige skift mellem scenerne, og det gør historien usammenhængende og lidt ligegyldig. De 3 hovedpersoners motivation bliver sjældent uddybet, så man springer fra den ene enkeltstående scene til den næste, uden at forstå hvorfor, og det er en skam. Det havde gjort en kæmpe forskel, hvis bare loadskærmen havde vist lidt tekst om handlingen, i stedet for ligegyldige tips om gameplayet.

Harry_Potter_DH001

Spillet åbner ellers udmærket, med en flot og actionfyldt flyvetur gennem skyerne over London med dødsgardisterne i hælene, men det bliver hurtigt klart at førstegangsindtrykket ikke er skabt til at holde. Du vil se de samme karaktermodeller igen og igen, og opleve at skulle løbe tilbage gennem de samme miljøer, for uden det magiske slot som baggrund, har udviklerne måtte grave lidt dybere i banedesigns-posen. Desværre har armene været for korte, og derfor er der heller ingen småkager.

Harry_Potter_DH002

Stemmeskuespillet er ikke leveret med den største begejstring, men musikken fra filmene er brugt flittigt og det klæder helhedsindtrykket. Grafikken har fået et lille løft, men personernes ansigter er stadig rigide og livløse når de taler, og animationerne virker stive når man løber rundt. Effekterne som de forskellige spells afgiver får dig ikke ligefrem til, at føle dig som en mægtig troldmand, og oftest er der heller ingen grund til at skifte imellem dem, da der næsten ingen forskel er på deres effekt på fjenderne.

Harry_Potter_DH003

Gameplay består hovedsageligt af, at gå fra dække til dække og bombardere fjenderne med spells og potions, beskytte nogen fra tilfangetagelse, eller snige sig uset gennem et område under usynlighedskappen. Man har et skjold og et targeting system, som kompenserer en smule for det flyvske sigtekorn, men det er stadig upræcist og til tider frustrerende, at ramme horderne af fjender som konstant dukker op. Den lineære tilgang til banerne er forsøgt skjult ved, at lade spilleren bestemme rækkefølgen man vil tage visse missioner i. Men da stort set alle missioner går ud på at kanøfle en masse fjender, eller slippe uset forbi, er forskellen kun i omgivelserne man gør dette i.

Harry_Potter_DH004

Med i pakken får man almindelige og Kinect-challenges, i single og multiplayer, som går ud på at overleve, dræbe fjender på tid, beskytte nogen eller tilsvarende. Det giver noget ekstra spilletid, selvom det foregår på de kedelige baner fra eventyrdelen, og er en udmærket tilføjelse hvis man kan lide gameplayet. I Kinect udfordringerne bevæger Harry sig rundt af sig selv, mens man svinger armene for at kaste magi og forhåbentligt slå vennernes rekord på leaderboards. Det er desværre hverken særlig magisk eller intuitivt og man bliver hurtigt lam i armen af, at skulle lave den samme bevægelse igen og igen, så hurtigt som muligt.

Harry_Potter_DH005

Harry Potter: Deadly Hallows er desværre ikke udgivelsen der skulle trække serien ud af middelmådighedens grå skær. Der mangler polering af grafikken, fin tuning af spilmekanikerne, og mere opmærksomhed til kildematerialet, som jo er hovedsagen til at folk køber disse spil. Der er et par underholdende øjeblikke, godt gemt under fejlene, og masser af spilletid hvis du er til challenges, men trænger du til en ordentlig dosis Potter, får du nok mere ud af endnu en tur i biografen.

Masser af spilletid med challenges

Små glimt af underholdning

Historien er dårligt behandlet

Bliver hurtigt ensformigt

Kedelig magi