Anmeldelse: Kinect Adventures

Den første store titel til Microsoft’s Kinect følger med ved køb af udstyret, og er sandsynligvis det første spil de fleste vil sætte i maskinen, så den er vigtig. Lad os kaste noget træningstøj på vores avatar for at drage på eventyr med Kinect Adventures, og se om det var pengene værd.

Efter en hurtig kalibrering er du klar til at gå på skattejagt i Adventure, slå rekorder i free-play eller give den gas i time trial, med muligheder for at spille multiplayer online, uploade billeder eller kigge på trofæer du samler i Adventure. Der er tilstrækkeligt med indhold til at holde festen kørende i et godt stykke tid, men uden online, var gæsterne ikke blevet hele natten. Bedst som du er midt i en bane, kan en anden person hoppe ind (eller ud) ved siden af dig og vupti, så spiller i to og hvis kameraet tilmed genkender personen, logges denne automatisk ind og bruger sin avatar. Det virker pletfrit og jeg kan ikke understrege hvor nyttigt det er i festlige sammenhænge, hvor folk har opmærksomhed i max 3 minutter ad gangen, og man er mange om at skiftes.

Du vil opleve en smule forsinkelse fra du laver en bevægelse, til din avatar følger efter, men det er så lidt, at man hurtigt lærer at kompensere for det. Spillet byder på 5 forskellige discipliner med sparsomme 9 udfordringer i hver, nogle sjovere end andre. Alle kræver at du bruger hele kroppen og giver hurtigt sved på panden. Space Pop er en smule trægt og charmen ved 20.000 Leaks varer ikke så længe, så jeg holder mig til de andre, sjovere discipliner.  

I Reflex Ridge står du på en firkantet flade, som kører langs et spor, mod diverse forhindringer som skal undgås med kroppen for at få point, alt imens du indtager fjollede stillinger for bedst at kunne nå flere point med lemmerne. Det kan godt beskrives som Wipeout, bare uden at løbe, og er helt klart den sjoveste disciplin samtidigt med, at det er noget alle kan forholde sig til.

I River Rush står man i en gummibåd og kan styre retningen ved hjælp af sit balancepunkt, og hoppe ind på genveje gennem grotter, og skyer, som er svære at ramme men giver flere point til gengæld. Når man er to kommer samarbejdet virkelig på prøve når man skal enes om retningen, men så bliver billederne, kameraet tager i mellemtiden, også det sjovere at se bagefter. Det føles ikke som om der er særligt mange forskellige baner at se på, da hver disciplin foregår i hvert sit ensartede miljø, men det betyder ikke så meget, da de er gode på hver deres måde.

Den sidste disciplin er Rallyball, som minder lidt om Aquanoid fra gamle dage, hvor man skal holde en bold i spil med sin krop, for at smadre kasser for enden af banen. Rammer man et af ikonerne som kasserne gemmer på, har man pludselig flere bolde på én gang og så er der godt nok action på drengen. Fælles for alle spillene er, at de kræver en del plads hvis man er flere, og selvom det kan være fysisk krævende, er de ikke særligt svære, selv i de sidste baner, så man rammer hurtigt et niveau hvor man scorer platin-medalje uden større problemer.

Kinect Adventures er endt som en gedigen start på løjerne og et garanteret hit til festen, uanset om der er børn eller voksne. Man lægger hurtigt selvbevidstheden på hylden og griner med når ens avatar ser trættere ud, i takt med at man selv er ved at gå til, og så er det hamrende morsomt både at spille og se på.