Virtua Tennis har været på banen i mange år. Siden Sega Dreamcast har vi kunnet spille Virtua Tennis. Grafikken siden dengang har ændret sig, men det er trods alt også kun det eneste, i grove træk. Hvis du er en casual gamer, så er jeg ikke i tvivl om at det her er et lækkert tennis spil, hvis du interesserer dig for dem. Og det er da helt sikkert et fedt spil, hvis man har nogle venner på besøg. Det enkle gameplay gør, at enhver kan være med.
Single Player-delen består af det samme system, som i tidligere versioner. Du starter som ny tennis-spiller. Rangeret som nr. 100 på amatør-ranglisten, den skal du så kæmpe dig op ad. Derefter venter der 100 pladser mere op af Pro-ranglisten. Efter mange timers spil opgav jeg fuldstændig at nå førstepladsen på pro-ranglisten. Et utal af vundne turneringer (mindst 40) og jeg var stadig kun rykket op som nr. 70 på amatør ranglisten.
Den AI de har lagt i spillet blev jeg utroligt overrasket over. Da jeg startede med at spille Virtua Tennis 2009 valgte jeg at starte på det nemmeste niveau, lige for at komme ind i tingene. Efter 2 kampe, rykkede jeg direkte op på det sværeste nivau. Jeg valgte at spille med Nadal og fik verdensstjernen Andy Roddick som modstander. Jeg vandt! Jeg kunne altså – efter få kampe, tæske en af sportens stjerner i to partier – uden problemer. Det undrede mig, men det skal så siges, at deres AI, senere er vendt godt tilbage og gav mig lidt klø. Generelt er AI’en meget svingende og man kan savne den stabilitet, som Topspin har.
Når du starter på karrieren laver du din spiller, som du “by the way” kan få til at se ret sjov ud, på trods af at dine valgmuligheder er små. Dine modstandere ligner absolut ikke nogen af den nationalitet, som de repræsenterer. F.eks. ligner Lee Ho Sun fra Korea, tvillingen til Jarrod, der kommer fra Makedonien. Jeg tror ikke der er mange der hedder Jarrod i Makedonien, men der må vel være en.
Det er tydeligt at karrieren starter på easy, du taber ikke en eneste kamp, før du når til mindst rang 70 på amatør-ranglisten. Du kan simpelthen vinde kampene ved, at fyre tværbolde over nettet. Når computeren server: Ja, så skal du bare skyde hårdt i modsatte side, af hvor han står. Utroligt enkelt. Derfor bliver de første timer af karrieren også utroligt triviel. Der er nogle forskellige træningsmuligheder og du får flere igennem spillet, men de ligner altså mere spil, der hører til, på en Wii.
Heldigvis har dette spil online-muligheder. Du kan virkelig få nogle gode dueller online og der stiger sværhedsgraden. Der finder man ud af, at man faktisk kan have lidt skills, men skills er en ting. Jeg kan alligevel godt følge med folk der har spillet flere hundrede kampe, hvilket også fortæller at det er et spil, der ikke tager så lang tid at mestre. De er 6 knapper på du kan bruge på din controller med 4 forskellige funktioner. Du kan guide din AI-partner i double og så er der 3 forskellige måder at fyre bolden over på den anden side på. Det er en sjov måde, at sige det på, men sådan har jeg det, når jeg spiller spillet.
Generelt er det her spil fanget i fortiden. Vi er lang fra Dreamcastens tid, men det har Sega tilsyneladende ikke lagt mærke til. Jeg er ikke i tvivl om at fans af Virtua Tennis-serien, vil elske det her spil og selv en casual gamer, vil kunne have glæde af det her spil. Men når jeg ser på hvad 2K Sports kan levere med Topspin, så er hack’n’smash-tennis, som jeg vil kalde Virtua Tennis, et ret dyrt køb. Der skal mere til. 2 ting som jeg er glad for, ved det her spil er, at jeg kan invitere vennerne over til en aften, hvor vi kan spille et spil, som alle kan vinde i. Og at man har muligheden for at spille online, også i karrieren, hvor du på den måde kan udvikle din spiller.
Jeg har været utrolig meget i tvivl om hvad jeg skulle give det her spil af karakater. Det vil jeg nok fortsat blive ved med. Fans af Virtua Tennis 3. vil helt sikkert klappe i deres små hænder, men der er altså ikke sket så meget.
2/5