Mikkel om spilåret der gik – og det, der venter

En følelsesladet favorit i 2025 og store forventninger til Remedys næste kapitel

Favoritten i 2025 – Clair Obscur: Expedition 33

I 2024 pegede jeg på Clair Obscur: Expedition 33 som det spil, jeg så allermest frem til. Allerede dengang var der noget ved spillets æstetik og præmis, der signalerede, at det ikke blot ville blive endnu en udgivelse i mængden, men en oplevelse med noget på hjerte.

Da jeg endelig sad med controlleren i hånden og trådte ind i Lumière, blev det hurtigt klart, at forventningerne ikke bare blev indfriet – de blev overgået. Clair Obscur, har malet en verden, der balancerer det smukke og det uundgåelige, og hvor kampen mod tiden og skæbnen gennemsyrer både fortælling, karakterer og gameplay.

Det viste sig også hurtigt, at jeg ikke var alene om den oplevelse. Clair Obscur: Expedition 33 gik hen og blev et af årets mest prisbelønnede spil ved The Game Awards, og den brede anerkendelse understregede det, spillet hele tiden havde signaleret: at der var tale om noget ganske særligt.

Kampene og de mere stille øjeblikke mellem dem fungerer som to sider af samme fortælling. De taktiske valg, timingen og konsekvenserne i kamp står i kontrast til de nære relationer og samtaler, som giver indsatsen mening. Det er i netop den balance, at Clair Obscur for alvor skiller sig ud.

For mig blev Clair Obscur: Expedition 33 derfor ikke bare et spil, jeg havde set frem til siden 2024, men et spil, der både bekræftede min mavefornemmelse og kom til at definere mit spilår i 2025.

Årets mest ventede spil i 2026 – Control: Resonant

Når blikket rettes mod 2026, er det med en sjælden fornemmelse af overflod. Der er usædvanligt mange spændende titler på horisonten, og for første gang i lang tid har jeg haft svært ved at pege på ét entydigt “mest ventede” spil. Crimson Desert, Tides of Annihilation og Saros er blot nogle af de titler, der hver især lover store verdener, stærke fortællinger og ambitiøse idéer – og som alle kunne have løbet med titlen.

Alligevel er der ét spil, der langsomt, men insisterende, har plantet sig øverst i bevidstheden. Ikke nødvendigvis fordi det råber højest, men fordi det taler direkte til den type fortællinger, jeg vender tilbage til igen og igen.

Når jeg ser frem mod CONTROL Resonant, er det ikke kun forventningen til en ny oplevelse i Control-universet, der gør det spændende. Mit kærlighedsforhold til Remedy, der for alvor kom af Control (2019), som jeg gav 5/5, og min begejstring for Alan Wake 1 og 2, gør hypen endnu mere personlig. Begge franchises demonstrerer, hvordan Remedy mestrer psyko­logisk intensitet, surrealistisk verdens opbygning og fortælling, der tør tage spillet til uventede steder.

CONTROL Resonant udvider det univers, vi lærte at kende i originalen, og binder samtidig tråde til det større Connected Universe, hvor Alan Wake, FBC-mysterier og paranormale hændelser væves sammen. Den forvredne Manhattan, Dylan Fadens kamp for overlevelse og spillets paranormale action lover ikke blot mere af det, jeg elskede ved Control – det lover en større, dybere og mere kompleks fortælling, der hæver forventningerne yderligere og forhåbentlig går mere i dybden med The Board, The Hiss, den omvendte pyramide, The Oldest House, The Former… og meget mere!

Kombinationen af Remedys dygtighed til tæt, atmosfærisk storytelling, deres sans for action og kampen mod det uforstående, og ikke mindst deres evne til at skabe spil, der efterlader et varigt indtryk, gør CONTROL Resonant til det spil, jeg ser mest frem til i 2026.

Alan om spilåret der gik – og det, der venter

Et uventet GOTY og en dyb kærlighed til mystisk historiefortælling

Favoritten i 2025 – Clair Obscur: Expedition 33

Hvor 2024 for mig føltes som et slags mellemår – et år der først til sidst blev reddet af nogle sene udgivelser, heriblandt mit eget GOTY – så blæste 2025 til kamp nærmest fra første dag. Året har været spækket med uforglemmelige oplevelser, og titler som Blue Prince, Citizen Sleeper 2, Death Stranding 2 og Ghost of Yōtei har alle tryllebundet mig på hver deres måde.

Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl om, at Clair Obscur: Expedition 33 var mit GOTY – og det vidste jeg allerede, mens jeg sad og spillede det. På papiret burde det ikke være et spil for mig. Et turbaseret system med tydelige JRPG-inspirationer er en genre, jeg har forsøgt at holde af adskillige gange, men som jeg ofte er faldet fra igen, enten på grund af repetitivt gameplay eller fortællinger, der aldrig rigtig fæstnede sig.

Men Clair Obscur havde mig fra første sekund. Dets prolog går kompromisløst all-in på det emotionelle – et greb, der kan være et tveægget sværd – men her rammer det fuldstændig rent. Vekslingen mellem den stille, næsten højtidelige afsked med ekspeditionen på kajen og den efterfølgende fuldstændig vanvittige sekvens på stranden sætter øjeblikkeligt følelsen af, at alt er på spil. Ikke bare narrativt, men eksistentielt: Hvad vil det egentlig sige at fortsætte, når udfaldet synes forudbestemt?

Spillet viste sig også at være bemærkelsesværdigt dygtigt til at lære mig sine systemer. Jeg er nok en anelse ensidig som spiller – jeg kører gerne ét build, gentager de samme bevægelsesmønstre og finder tryghed i det velkendte. Det er sådan, jeg har overlevet både Bloodborne og Elden Ring. Parry har eksempelvis aldrig været en disciplin, jeg har gjort mig i, fordi det kræver tålmodighed, timing og villighed til at fejle igen og igen.

Samtidig har jeg dog ekstremt svært ved at lade noget stå uopdaget. I Clair Obscur støder man på et tidspunkt på en Mime – en modstander, der nægter dig retten til at handle. Den eneste måde at vinde på er gennem perfekte parries. Ingen genveje. Ingen alternativer. Jeg kæmpede mig igennem den kamp, ren stædighed mere end kunnen – og et par timer senere var parry pludselig blevet en naturlig del af mit repertoire. Det føltes næsten som en lille filosofisk lektion forklædt som spildesign: Nogle gange er den eneste vej frem at acceptere sine begrænsninger og langsomt arbejde sig igennem dem, i stedet for at forsøge at omgå dem.

Kampsystemet er fremragende, pacingen næsten perfekt. Og selvom jeg personligt var helt afsindigt overpowered inden sidste akt, så nød jeg hvert sekund af rejsen derhen. Det var mit valg, mit tempo, min måde at spille på. Spillet straffede mig ikke for det – tværtimod lod det mig eje konsekvenserne.

Historien er ligeledes eminent. En moden, filosofisk fortælling, der ikke serverer sine pointer færdigtygget, men kræver, at man selv bruger tid på at forstå dens budskab. Jeg er efterhånden så eksponeret for populærkultur, at jeg ofte kan forudsige både mellemspil og slutspil relativt tidligt. Clair Obscur formåede alligevel at føles frisk hele vejen igennem – som om det hele tiden var et skridt foran mine forventninger. Måske fordi det ikke handler om at overraske konstant, men om at stille spørgsmål, man ikke kan besvare med det samme.
Jeg havde ikke regnet med det. Men spillet slog fuldstændig benene væk under mig. Uden tvivl årets – og måske flere års – største spiloplevelse.

Årets mest ventede spil i 2026 – Control: Resonant

Jeg er en sucker for god historiefortælling – især når den lige får et drys metafysik og mystik hen over sig. Jeg er jo et barn af X-Files, og den slags fortællinger, hvor verden langsomt sprækker i kanterne, har altid haft et helt særligt greb i mig.

Remedy har i årevis været mestre i netop denne disciplin. Med Sam Lake som det kreative og fortællemæssige omdrejningspunkt er det lykkedes dem at skabe en sammenhængende lore, der løber som en understrøm gennem deres spiluniverser. Det er nærmest uhørt i en branche, hvor kontinuitet ofte ofres for tilgængelighed. For mig betyder det, at hver ny Remedy-udgivelse automatisk får en ekstra portion opmærksomhed – ikke bare som spil, men som endnu et kapitel i et større narrativ.

Derfor var det også en kæmpe fornøjelse at se traileren til Control: Resonant ved dette års – i øvrigt helt forrygende – The Game Awards. Tillad mig lige at dvæle et øjeblik ved det show: Det var ganske enkelt et højdepunkt i et allerede fantastisk spilår. Det siger noget, at hele husstanden – to voksne på 49, en pige på 16 og en dreng på 13 – endte samlet foran skærmen. Der blev råbt på favoritter i priskategorierne, jublet over afsløringer og udbrudt spontane reaktioner, når nye trailere ramte genrer eller serier, vi hver især elsker. Det var varmt, fælles og ægte. Gaming er endelig ved at være reelt mainstream – og noget, man uden forbehold kan være stolt af at være en del af.

Men tilbage til Control: Resonant. Jeg knuselskede det første Control. Jeg har altid haft en særlig forkærlighed for Metroid Prime-serien, og Control formåede på elegant vis at tage den strukturelle DNA og forfine den – samtidig med at spillet introducerede en langt mere karismatisk og menneskelig hovedperson. Jesse Faden var ikke bare en avatar, men en karakter, man voksede sammen med.
Udviklingen fra forsigtig nyankommen, der famler sig frem med pistol og tvivl, til nærmest mytisk superhelt er udført med en sikker hånd. Det føles fortjent. Progressionen er ikke bare mekanisk, men tematisk: Jo mere kontrol du får over verden, desto mere afslører den også sin grundlæggende uforståelighed. Alt sammen indhyllet i en tyk, tung og næsten kvælende stemning, som Remedy er uden sidestykke til at skabe.

Derfor står jeg nu klar igen – som et lille barn – og venter med tilbageholdt åndedræt. Klar til endnu en rejse ind i en slags interaktiv Twilight Zone, hvor reglerne er flydende, virkeligheden porøs, og hvor svarene aldrig er entydige. Det er et sted, kun Remedy rigtig forstår at tage mig hen. Og jeg glæder mig ubeskriveligt.

Jonas om spilåret der gik – og det, der venter

Når historier rammer følelsen fra post-apokalyptiske eventyr til nostalgiske øjeblikke

Favoritten i 2025 – Death Stranding 2: On the Beach

Når jeg ser tilbage på 2025, er det Death Stranding 2: On the Beach, der sidder allermest fast i hukommelsen. At vende tilbage til Kojimas univers var lige så fascinerende, som jeg havde håbet – den post-apokalyptiske verden føles stadig mærkelig og poetisk, og samtidig er den mere ambitiøs end nogensinde. Spillets tematik om forbindelse, tab og menneskelig interaktion er udfoldet med en sjælden følsomhed, hvor hver handling, hver beslutning og hvert skridt gennem landskabet virker betydningsfuldt.

Navigeringen gennem det enorme åbne landskab, kampen mod både naturens barske udfordringer og menneskets fjender samt opbygningen af den sociale infrastruktur for at binde verden sammen, giver en oplevelse, der er både kompleks og tilfredsstillende. Social Connect-mekanikken, hvor dine handlinger påvirker andre spilleres univers og omvendt, giver en sjælden følelse af fællesskab, selv når man står alene på øde vidder. Det er i denne balance mellem isolation og samhørighed, at Death Stranding 2 virkelig skinner.

Norman Reedus’ tilbagevenden som Sam, stærke stemmeskuespil og en lang række genkendelige karakterer gør spillet både velkendt og overraskende på samme tid. Samtidig leverer soundtracket, med musik fra blandt andre Woodkid og Ludvig Forssell, øjeblikke, der løfter de mange timers vandring til noget dybere. De stille, stormfulde øjeblikke mellem ekspeditioner føles lige så betydningsfulde som de større narrative spring, og det er netop denne rytme, der gør oplevelsen mindeværdig.

Ved siden af Death Stranding 2 var Indiana Jones and the Great Circle et efterlængt eventyr, der endelig landede på PS5. Troy Bakers fortolkning af Indy og spillets evne til at fange filmens charme og humor gjorde det til et ægte nostalgisk kick. Samtidig stod METAL GEAR SOLID Δ: SNAKE EATER som et nostalgisk højdepunkt, hvor det klassiske Snake Eater-eventyr blev genoplevet i moderne indpakning, uden at miste seriens identitet. For mig bekræftede det, hvorfor Metal Gear stadig er blandt mine absolutte favoritserier, og hvordan Kojimas og Konamis universer fortsat kan fascinere, selv efter så mange år.

Årets mest ventede spil i 2026 – 007 First Light

Når jeg ser frem mod 2026, er der mange spændende titler på radaren, men ét spil skiller sig klart ud for mig: 007 First Light. Jeg har altid haft en svaghed for James Bond-universet, og derfor er det svært ikke at blive oprigtigt spændt, når et nyt Bond-spil melder sin ankomst. Især når ambitionen denne gang er at fortælle en mere fokuseret og moderne Bond-historie, der både respekterer figuren og tør give den sit eget udtryk . . . . og nåh ja, når det nu er Danske IO Interactive som står bag, så er det da et must have!

007 First Light lover en mere filmisk og historiedrevet oplevelse, hvor gadgets, snigende infiltration og klassisk Bond-elegance går hånd i hånd med mere moderne actiondesign. Det er netop balancen mellem det sofistikerede og det eksplosive, der altid har gjort Bond interessant for mig, og forhåbentlig formår spillet at ramme den samme nerve. Hvis udviklerne lykkes med at give os følelsen af at være verdens mest velklædte hemmelige agent, uden at det ender i ren skydegalleri-action, kan det meget vel blive noget helt særligt.

Derudover holder jeg også et vågent øje med Crimson Desert, som ser ud til at kombinere en massiv åben verden med mere håndgribelige kampsystemer og en tungere narrativ kerne, end vi normalt ser i genren. Og så er der naturligvis Marvel’s Wolverine, som har potentiale til at blive et mere råt og karakterdrevet superheltespil, end vi ellers er vant til fra Marvel-universet. Hvis Insomniac tør gå hele vejen med Wolverines brutalitet og personlighed, kan det blive en markant oplevelse.

Og ja… jeg ser selvfølgelig også frem til GTA 6. Altså, i teorien. Om det rent faktisk udkommer i 2026, eller om det fortsætter med at eksistere som en slags mytisk fabel blandt gamere, er stadig et åbent spørgsmål. Men håbet lever.

Alt i alt tegner 2026 til at blive et år, hvor både store franchises og mere ambitiøse satsninger kæmper om opmærksomheden. Hvis bare halvdelen af spillene lever op til deres potentiale, går vi et ekstremt stærkt spilår i møde.

Jan om spilåret der gik – og det, der venter

Rendyrket action, gamle favoritter og et 2026 fyldt med tunge titler

Favoritten i 2025 – Doom: The Dark Ages

Puha, så runder vi endnu engang året af! Sammen med resten af det fantastiske team har jeg siddet og kigget tilbage på et vildt år, men helt ærligt? Jeg kigger mest af alt fremad mod alt det sindssyge, der venter os! Inden jeg fortaber mig helt i fremtidsdrømmene, skal der lyde en kæmpe tak til Alan, David, Jonas og Mikkel for deres legendariske formidling af spil i alle tænkelige genrer. I gør det sgu godt!

Alle, der kender min spilsmag, ved, at mit hjerte banker (hurtigt!) for de mest action-pumpede titler. Derfor er det absolut ingen overraskelse, at årets absolutte konge for mig er Doom: The Dark Ages. id Software har gjort det igen! De formår at genopfinde sig selv uden at røre ved det knivskarpe gameplay, jeg blev forelsket i helt tilbage på Gamescom i 2016. Dengang sad jeg mutters alene i mørket og kæmpede for livet, før styringen overhovedet sad i fingrene. Jeg var bare en passager i et inferno af dæmoner, projektiler og motorsave!

Her i 2025 føles The Dark Ages stadig som en frisk mavepumper. Vi er i middelalderen – men glem alt om kedelige riddere og jomfruer i nød. Det her er middelalder på parabolske asteroider! Du kan styre den gigantiske Atlan-mech, mens dit gatling-maskingevær pulveriserer de djævelske horder. Og hvis det ikke er nok, kan du give dem “guldringe” i ren Stewart Stardust-stil, før du tager flugten på ryggen af din egen kybernetiske drage. De nye områder, som den svævende Holy City of Aratum, er visuelt festfyrværkeri og giver kampene en helt ny vertikal dimension. Men husk: Man vinder ikke krigen fra luften – der skal boots on the ground til for at uddele guddommelig retfærdighed!

De eneste tidspunkter, hvor du lige kan få pulsen ned, er når du går på jagt i de mange hemmelige krummelurer på mappet, som gemmer opgraderinger og fede collectibles. Jeg er praktisk talt opvokset med Doom, lige siden portene til Helvede slog op for første gang i 1993, og for mig er det stadig den ultimative definition på topunderholdning. Det er oldschool sjæl i en topmoderne indpakning!

Årets mest ventede spil i 2026 – LEGO Batman: Legacy of The Dark Knight

Det bliver svært at vælge, men min umiddelbare topfavorit er LEGO Batman: Legacy of The Dark Knight (forventet release maj 2026). Det er den ultimative kærlighedserklæring til hele Batman-universet, hvor vi får lov at genopleve de mest ikoniske scener fra film og spil. Jeg fik lov at snuse til det på Gamescom, og co-op-oplevelsen er i topklasse. Det følger i fodsporene fra LEGO Horizon Adventures hvor der en fokus på unikke individuelle karakterer, i Dark Knight er der 7, hvor de mere klassiske har flere hundrede forskellige mini figs at vælge fra. Uanset om du er til LEGO eller Batman er dette spillet at holde øje med.

Men 2026 ser også ud til at stå i de finske geniers tegn! Yes, jeg har smugkigget på de andre. Jeg glæder mig helt vildt til Saros fra Housemarque (dem bag Returnal), som lander i april 2026. Det bygger videre på det fænomenale, lynhurtige gameplay fra Returnal, men med et genialt tvist: I stedet for at miste alt når du dør, beholder du dine opgraderinger via et “Second Chance”-system. Det bliver en benhård, atmosfærisk tredje-persons action-IP, som jeg slet ikke kan vente med at sætte tænderne i!

Og som om det ikke var nok, så står Resident Evil: Requiem (RE9) klar til at skræmme livet af os i februar 2026, hvor vi følger Grace Ashcroft og legenden Leon S. Kennedy 30 år efter Raccoon City. Det er også en
serie som står mit hjerte nær da jeg har spillet alle hovedtitler siden jeg første gang stiftede bekendtskab med universet. Og så er der Capcoms mystiske Pragmata, som endelig ser ud til at lande i april.

Sidst, men ikke mindst, hvisker rygterne om, at et vist dansk studie (vi kigger på jer, IO Interactive!) er på vej med noget helt nyt, hvor hovedpersonen faktisk har hår på hovedet denne gang! Selvom jeg er meget til det skallede look, bliver det spændende at se en ny stil.