Rygterne har længe floreret: Bliver Grand Theft Auto 6 det første spil til 100 dollars? Hvis man spørger en tidligere Rockstar-profil, er svaret klart nej.
Obbe Vermeij, tidligere teknisk direktør hos Rockstar North, afviser i et interview med GamesHub, at GTA 6 kommer til at koste 100 dollars ved lancering. Ifølge ham har Rockstar ingen interesse i at hæve prisen markant, selvom spillet meget vel kan ende med at blive det dyreste spil, der nogensinde er udviklet.
GTA 5 satte nye standarder for, hvor meget et spil kan tjene. Det er det mest indtjenende underholdningsprodukt i historien og kun overgået af Minecraft i antal solgte eksemplarer. Med den slags historik er forventningerne til GTA 6 enorme, og samtidig er udviklingstiden blevet så lang, at mange har spekuleret i, om regningen ender hos spillerne.
Det mener Vermeij dog ikke. Hans vurdering er, at Rockstar i stedet vil holde GTA 6 på en “normal” pris og tjene pengene på bagsiden.
Med andre ord: online-delen!
Selvom Rockstar endnu ikke officielt har bekræftet en GTA 6 Online, peger lækager og branchekilder på, at en online-komponent allerede er langt i udvikling. Hvis det bliver tilfældet, giver strategien mening. En lavere indgangspris betyder flere spillere fra start, hvilket igen skaber et større fundament for mikrotransaktioner, DLC og langvarig live service, præcis som vi har set det med GTA Online siden 2013.
Samtidig lægger Vermeij ikke skjul på, at GTA 6 sandsynligvis bliver historiens dyreste spil at lave. Budgetter på op mod 2 milliarder dollars har været nævnt i rygter, og flere forsinkelser presser naturligt omkostningerne yderligere op. Alligevel mener han, at Rockstars enorme gennemslagskraft kan opveje det, uden at prisen på selve spillet behøver at eksplodere.
Interessant nok peger Vermeij også på, at GTA 6 måske bliver et historisk toppunkt, når det gælder udviklingsomkostninger. Ifølge ham kan kunstig intelligens på sigt reducere udgifterne markant, især fordi en stor del af spiludvikling består af gentagende opgaver. Han anslår, at kunstnere står for omkring 70 procent af omkostningerne på et spil, og netop her kan AI potentielt spare tid og penge.
Om det bliver fremtiden, er dog langt fra sikkert. Mange udviklere og spillere er skeptiske over for AI i spilproduktion, og det er uvist, hvor stor en rolle teknologien reelt kommer til at spille. Én ting virker dog sandsynlig: GTA 6 bliver dyrt, ambitiøst og enormt, men næppe et spil, der koster 100 dollars (600 kr) på hylden.














