DICE har skruet hjelmen fast og gjort klar til krig. Battlefield 6 (eller hvad det ender med at hedde) får sin første større test denne uge – og du kan måske være en af de heldige, der får adgang.

Der er tale om en pre-alpha server test, som varer i præcis 72 timer og starter 23. maj. Men det er ikke for hvem som helst – du skal nemlig inviteres med i folden.

Sådan tilmelder du dig testen

DICE har annonceret via BattlefieldComm på X, at formålet med testen er at “verificere serverperformance og stabilitet med flere spillere.” Den finder sted i Europa, Nordamerika og udvalgte områder i Asien.

Der vil være et begrænset udvalg af maps og spiltyper tilgængelige, men hey – det er stadig et smugkig på næste kapitel i den ikoniske FPS-serie.

Hvis du vil forsøge at få adgang, skal du tilmelde dig Battlefield Labs via EA’s officielle playtest-side. Her udfylder du et spørgeskema, og så håber du, at DICE sender dig et gyldent invite. Det er dog ikke alle, der kommer med i klubben – pladserne er begrænsede, og udvælgelsen sker manuelt.

Tavshedspligt (men leaks sker alligevel)

Alle deltagere er dækket af en NDA (fortrolighedsaftale), så forvent ikke et hav af gameplayvideoer på YouTube. Men vi ved jo, hvordan det plejer at gå… Tidligere tests er allerede blevet lækket, så hold øje med Reddit, hvis du er nysgerrig.

Battlefield Labs blev lanceret i marts og har hidtil kun haft en lille gruppe spillere inde, men denne test markerer et betydeligt hop i antallet af deltagere. Ifølge DICE har spillerfeedback allerede gjort spillet mere stabilt og balanceret – så du kan gøre en forskel, hvis du kommer med!

DICE regner med at løfte sløret for spillet senere på sommeren, og Battlefield 6 forventes at udkomme senest marts 2026. Der er altså stadig god tid til at øve dine headshots.