Borderlands The Pre-Squel kunne i bedste Google Translate stil blive til Grænselande Indlednings Efterfølger. Selvom det er 2K Australia der står bag denne udgivelse så har de selv i titlen fanget essensen af Borderlands serien. Det er også en glimrende årsag til at fiske din old-gen, altså en PlayStation 3 eller Xbox 360, frem fra gemmerne.
Historien presser sig ind mellem Borderlands 1 & 2 og handler om skurken Handsome Jack’s karriere fra ukendt håndlanger til skruppelløs diktator. Det foregår på Elpis der er planeten Pandora’s måne. Du ved, planeten hvor du har suset rundt i Borderlands 2. Det giver nogle helt nye gameplay elementer. Det første du bemærker, er at du skal huske at forny den mænge ilt (O2) du har til rådighed fra nogle af de mange ilt gejsere. Det giver et anderledes pres i kampene hvor du skal tænke mere strategisk end bare løbe lidt frem og tilbage. Heldigvis er der også kampe indenfor hvor der er ilt.
Månen har også en lavere tyngdekraft og det giver mulighed for at hoppe højt og så klaske ned for at ramme fjender. Du kan også i nogen grad svæve og dermed komme rundt på Elpis for at undersøge tage og klippetoppe for mere loot. Det er lige før det er blevet et helt selvstændigt gameplay element at komme rundt. Der er også nogle af side missionerne der, på godt og ondt, nærmest er rene platformsspil.
Det kan selvfølgelig ikke være Borderlands uden farverige figurer og her møder du Nisha the Lawbringer, Athena the Gladiator, Wilhelm the Enforcer og så vores alle sammens favorit service robot Claptrap. De har alle deres egne specielle færdigheder med f.eks. at kunne stoppe tiden så du kan skyde i slow motion, lave et skjold der beskytter mod skade, hidkalde masser af droner eller som Claptrap anvende evnen Vaulthunter.exe til at undersøge omgivelserne. Han kan også producere en klon af sig selv til at hjælpe. Ikke overraskende har de australske udviklere sat deres helt eget præg på lydsiden med ord som ”Strewth”, ”Blimey” og ”Bonza”.
Det er ikke fordi 2K Australia har kastet barnet ud med badevandet. Nej i alle sammenhænge så er det Borderlands som jeg kender og elsker det. Du skal samle XP og dermed udbygge dine færdigheder yderligere. Der er altid nye spændende våben at finde som gør din udforskning lettere indtil du møder nye og større fjender. Der er faktisk så elskelige fjender at det (næsten) er synd at skyde dem. Du har masser af side quests eller missioner hvor humor dækker over det som faktisk er en dyster fortælling.
Det er desværre kun udgivet til old-gen altså Xbox 360 og PlayStation 3 samt selvfølgelig PC. Jeg har haft fingrene i PlayStation 3 udgaven og selvom det cell shadede tegneserie look stadig holder så begynder alderen på spilmotoren at være mere og mere tydelig. Der er også hold fat i noget af det som jeg stadig irriteres over og det er at jeg aktivt skal trykke for at samle ting op. Historien tager også en rum tid om at komme i gang selvom Borderlands for mig mindst lige så meget er et sandkasse spil.
Borderlands har placeret sig som en solid serie med en stor underholdningsværdi. Borderlands The Pre-Squel følger trop. 2K Australia tilføjer nye velfungerende elementer og deres egen stil med respekt for det som har gjort serien succesfuld. Der er kvalitets underholdning til både helt nye spillere og til alle der har brugt alt for meget tid med Borderlands 1 & 2 så er det gensynets glæde. Borderlands The Pre-Squel lander godt oppe af karakter skalen. Rigtigt god fornøjelse.