Hvis du synes, at Skyrim og Red Dead Redemption 2 var store spilverdener, så spænd hjelmen. Ifølge udvikleren bag Crimson Desert er spillets open world ikke bare større – det er markant større.

I et interview med Gaming Interviews fortæller Will Powers fra Pearl Abyss, at Crimson Deserts verden, kontinentet Pywel, er mindst dobbelt så stor som Skyrim og endda større end Red Dead Redemption 2s map. Han er dog hurtig til at påpege, at rå tal ikke fortæller hele historien.

Ifølge Powers handler open world-spil ikke om størrelse for størrelsens skyld, men om hvad spilleren faktisk kan lave i verdenen. Derfor har holdet haft fokus på at fylde Pywel med aktiviteter, afstikkere og interaktioner, fremfor blot tomme vidder.

Crimson Desert adskiller sig også på andre måder fra klassiske open world-RPG’er. Du kan blandt andet flyve rundt på en drage, hvilket gør transport i den enorme verden langt hurtigere. Til gengæld skal man ikke forvente tunge rollespilselementer som valg med store konsekvenser for historien.

I stedet opstår rollespillet gennem det, Powers kalder “head canon”. Spillerens oplevelse formes af, hvilke aktiviteter man vælger at kaste sig over, hvilke quest-lines man følger, og hvilke distraktioner man falder over undervejs. To spillere kan derfor få vidt forskellige oplevelser, selvom de følger den samme overordnede historie.

Ifølge Pearl Abyss er det, pressen indtil videre har set af Crimson Desert, kun en lille bid af det samlede kort. Det lover mildest talt godt – eller skræmmende, hvis du allerede har en lang backlog.

Crimson Desert udkommer den 19. marts 2026.