Bethesda er midt i et tv-eventyr uden lige med Amazons Fallout, og succesen har naturligt nok sat gang i spekulationerne. For hvis én af spillenes kæmpestore verdener kan blive et globalt streaming-hit, hvorfor så ikke den anden? Kunne The Elder Scrolls blive den næste store serie?

Todd Howard er ikke afvisende, men han er tydeligvis ikke ivrig efter at trykke på den store adaptation-knap lige nu. I et interview med Eurogamer forklarer han, at Fallout-processen tog et helt årti, og at holdet bevidst tog det ekstremt roligt, da Hollywood første gang begyndte at banke på efter Fallout 3. De ville skabe noget rigtigt, ikke noget hurtigt.

Og Elder Scrolls? Howard siger hverken ja eller nej. Han kalder Fallout mere unikt egnet til en tv-serie, fordi genren og universet har en frihed, hvor man kan kaste alt fra zombier og mutanter til aliens og Mothman ind, uden at det føles malplaceret. Macaulay Culkin, der medvirker i Season 2, beskriver netop det som Fallout-universets hemmelige våben: der er ingen faste rammer, alt kan ske.

Men succesen har alligevel fået Howard til at tænke. Fallout-seriens effekt på franchisen er større, end han havde forventet, og det får ham til at overveje, om Elder Scrolls også har en tv-fremtid. Bare ikke nu. Han siger direkte, at han er villig til at sige nej i et årti, før noget konkret sker.

I mellemtiden buldrer Fallout-serien videre. Season 3 er allerede bekræftet, og skuespillerne selv forventer, at historien fortsætter helt op mod Season 5 eller 6. Aaron Moten, der spiller Maximus, fortæller, at seriens endepunkt har ligget fast fra starten, og det er tydeligt, at holdet tager sig tid til at udvikle karaktererne og universet ordentligt.

Så spørgsmålet er måske ikke om vi får en Elder Scrolls tv-serie, men hvornår Bethesda føler, at tiden er moden. Og hvem ved… måske er både Season 6 af Fallout og Elder Scrolls 6 udkommet, før den beslutning tages. Vi krydser fingre.