Brødrene David og Kyle Pittman, begge spiludviklere, er gået sammen om at skabe Eldritch, et stemningsfyldt, vanedannende og ganske nådesløst indiespil. Spillet drager inspiration fra klassiske roguelikes, altså spil hvor banedesignet er tilfældigt genereret og et enkelt dødstilfælde betyder at man skal starte forfra. Gameplayet selv er en blanding af action-, sniger- og platformspil og det hele præsenteres med en simpel, men fyldestgørende retrografik.
I Eldritch spiller du som en navnløs opdagelses-rejsende der gennem gamle biblioteksbøger får adgang til mystiske huler og grotter fyldt med skjulte skatte og grusomme monstre. Andet behøver du sådan set ikke at vide – herfra er det bare et spørgsmål om at komme igang. Foruden portalerne til de fremmede verdener finder du i biblioteket også lidt proviant, samt en kiste der kan opbevare de skatte du måtte være i stand til at bringe med hjem. Det er en brugbar funktion som tillader spilleren at opbygge et lager og forråd pauserne – og dødstilfældende – imellem.
Grotterne du besøger er som sagt tilfældigt genereret og derfor svære at redegøre for. Den første af slagsen tilhører drybstenshule/vinkælder-varianten, medens de efterfølgende er en anelse mere eksotiske. Fælles for dem alle er at de huser et antal karikerede, charmerende Lovecraft-monstre, samt en lang række tilfældigt placerede fælder, skatte, værktøjer og artefakter. Med et kompas kan du lettere holde styr på de kringlede tunneler, et bundt dynamit kan skabe adgang til nye områder og med det rette antal artefakter kan du kaste besværgelser der tryllebinder dine fjender og vender dem mod hinanden.
Man lærer hurtigt værdien af ovennævnte egenskaber, samt af at gemme sig for fjenden og undgå konflikt, for at spille Eldritch er konstant at balancere mellem opdagelse og overlevelse. Den simple og til tider komiske grafik til trods formår spillet at opbygge en truende og til tider direkte uhyggelig stemning, ikke mindst igennem den sløve og melankolske lydside. Antallet af fjender og fælder tager også hurtigt til og et skæbnesvangert møde med en bevinget dræbersprutte betyder oftest at man må starte forfra igen.
Det er både præmisset og charmen ved genren, men alligevel kan den næsten uindskrænkede frihed og om-og-om-igen-tilgang godt give en oplevelse af monotoni og formålsløshed, det varierende banedesign til trods; Du sendes ned i en grotte med den opgave at finde nøglen til den næste, men de manglende retningslinjer kan altså virke både befriende og fængslende.
Eldritch er på nuværende tidspunkt en usleben juvel der udviser stort potentiale, men endnu ikke indfrier det. Karakteren skal ses i lyset heraf. Tilhængere af Spelunky og andre roguelikes vil formentligt elske spillet, men tiltag som et større antal baner, mere indhold og en multiplayerfunktion ville højne genspilnings- og underholdningsværdien markant.