Mange der har set Oculus Rift, synes det ser spændende ud. Flere har forsøgt at lave virtual reality tidligere, men det har aldrig været godt nok til at skabe den helt store interesse. Den interesse er der for Oculus VR – også fra Mark Zuckerberg og Facebook, som har besluttet at købe Oculus VR.

Der er nok ikke mange, der havde regnet med at Facebook ville være dem, der skulle investere i denne virksomhed. Ikke desto mindre er det, det der er sket, og hvad betyder det så for Oculus Rifts fremtid. Umiddelbart ingenting. Planen er stadig den samme, og headsettet er stadigvæk lavet med henblik på gaming. Dog åbner Mark Zuckerberg også op for at der kan være andre måder man kan bruge headsettet på. Eksempelvis sportsbegivenheder, hvor du altid vil have den bedste plads.

Så indtil videre skal du ikke frygte at headsettet fremadrettet skal bruges til Farmville eller Candycrush. Det er stadig gaming, der er i fokus, men det lyder da spændende, at man muligvis kan få lov til at bruge headsettet til andre ting. En ting er sikkert – det bliver spændende at følge udviklingen. Også at se om der bliver en vinder på Virtual Reality-markedet. Flere spillere har meldt sig ind. Er der plads til dem alle?