Fire Emblem er en klassisk Tactical-RPG serie som for første gang så lyset, tilbage i 1990 med debut titlen ”Fire Emblem: Shadow Dragon and the Blade of Light” som blev udgivet på Famicom. Siden da har der været udgivet mange andre titler, som kun har gjort spilserien mere populær.
Fire Emblem er efterhånden også blevet meget populært her i vesten. De fleste af os, inklusiv mig selv, lagde først ud med Fire Emblem i forbindelse med Fire Emblem: Awakening. Men selvom jeg var så ”sent” ude, så har jeg haft en fest, hver gang jeg har spillet en af titlerne. Min første titel var Awakening og derefter Fates tvillingen, det vil sige jeg har haft høje forventninger til den nye dreng i klassen – Shadows of Valentia. Spørgsmålet er så, lever titlen op til mine forventninger? Ja den gør så! Dog er der nogle ting, hvor jeg ikke rigtig har følt mig helt tilfreds.
Fire Emblem Echoes: Shadows Of Valentia er en genfortælling af Famicom titlen Fire Emblem Gaiden som udkom tilbage i 1992. Der er løse plot detaljer som følger med fra den originale titel, såsom gengående karakterer, dog er der mange ting som er blevet opdateret til den moderne Fire Emblem spiller.
Spillet indeholder en stor worldmap, lidt à la den der er i Awakening. Det der gør denne worldmap unik, er de forskellige shrines der findes rundt omkring. Disse shrines introducerer ”Exploration” (udforskning). Her kan du opleve Alm eller Celica i et 3. Persons perspektiv – som fungerer lidt som et middelmådigt adventure spil. Ideen er virkelig god, og jeg må da indrømme at jeg nyder, at udforske grotter, finde diverse objekter, samt spillets valuta. Under udforskningen kan du støde ind i nogle fjender i form af Terrors, Gargoyles mm. Her har du muligheden for at slå først ved, at angribe dem. Dette fører dig ind i den klassiske Fire Emblem kamp-struktur, hvor du kontrollerer dine enheder individuelt. Under udforskningen kan du også finde diverse fontæner, som kan give dine enheder ét level i deres forskellige egenskaber, pr. slurk.
Efter første kapitel får du muligheden for, at styre både Alm og Celica på worldmappen. Worldmappen er delt i 2 halve som fungerer som en skillevæg mellem dem. De kan ikke interagere med hinanden, medmindre det er en del af historien. Du kan skifte frem og tilbage som det passer dig for, at opleve begge sider af historien på samme tid.
Spillet er gjort mere strategisk, da du i f.eks. Fates kunne kaste med magi som gjaldt det livet. I Shadows of Valentia koster magi livspoint. Der er de basale angreb som fire og lightning som er rimelige i forhold til, hvad de koster at kaste. Men så er der angreb som Aura som koster en god del af livspointsne, men gør mere skade. Dette gør, at du tænker mere taktisk, når du angriber fjenden.
Tactics er også blevet opgraderet og forenklet. Det er godt at gøre brug af, hvis man som spiller sidder i en situation, hvor man er i tvivl om, hvordan man skal placere sine enheder – så derfra kan du vælge knappen ”improvise” som får de enkelte enheder til, at handle bedst muligt, i den givende situation. Der er også knapperne ”charge” og ”fallback”, som gør det hurtigere for spilleren at bevæge enhederne over slagmarken.
Der er også blevet introduceret en ny genstand, kaldet Mila’s Turnwheel. Dette er et artefakt, som gør brug af tandhjul du finder gennem din rejse. Mila’s Turnwheel kan spole tiden tilbage, og rede dine enheder fra døden. Det er et meget taktisk redskab, som man helst gerne vil spare på, da tandhjulene er lidt af en mangelvare. Dog, mister det lidt funktionen, hvis du spiller casual, da enhederne kommer tilbage, når kampen er ovre.
Spillet bringer os også de famøse Collection Quests, hvor man skal bringe ting til diverse mennesker, for belønninger som til tider kan hjælpe dig i kamp. Det er meget sjovt for de som går op i, at klare spil 100%, men jeg har til tider følt det som overflødigt.
Amiibo har fået en ny funktion, som bringer Robin, Ike, Marth og alle de andre Fire Emblem Amiiboer til livs i spillet, for at kæmpe ved din side. Dog, er det i form af dyr magi. Men hvis du eger amiibo’er fra FE serien, så er det klart et skud værd.
Spillets soundtrack som er skrevet af Takeru Kanazaki og Yasuhisa Baba er fantastisk. Det er smukt, elegant og spændingsfyldt. Jeg er virkelig imponeret over den fantastiske musik, som de har komponeret. Det fanger stemningen i, hver kamp, kapitel, område, by mm. Det hele spiller bare så godt sammen.
Det er fedt at opleve så dybdegående historie, delt i 2 forskellige sider. Det er også virkelig forfriskende, at opleve karakterne i 3. Persons perspektiv. Det gør også, at man bliver drevet til, at spille mere, og finde de forskellige shrines og finde de hemmeligheder som de gemmer på. Karakterne er også morsomme og interessante, og det er meget rart, at kunne læne sig tilbage, og opleve historien udfolde sig langsomt, som en slags interaktiv roman. Der har ikke været tidspunkter, hvor jeg ikke synes, at dialogen har været spændende, og det gjorde også, at jeg hele tiden havde en lille stemme i hovedet der sagde ”bare én kamp til”. Jeg er meget imponereret over spillet, og jeg glæder mig til, at se den fremtidige DLC.
Dog er der nogle ting, som jeg desværre ikke har haft glæde af:
De har delt worldmappen op i 2 dele er en rigtig fed idé, på trods af jeg ikke synes den virker helt 100. Jeg fandt mig selv i, at vælge den ene side oftere da dens karaktere var mere underholdne og relaterbare. Dog kan man ikke komme videre i spillet, før man har opfyldt begge siders kriterier. Jeg kan sagtens se, at de gerne vil have man oplever begge sider af historien på samme tid, men jeg synes bare ikke det fungerer optimalt. Jeg gad godt, at begge sider af historien var delt i 2 separate historier, som man f.eks. kunne vælge i starten af spillet, og på den måde kunne man investere sig selv i en side ad gangen.
De har fjernet pair-up funktionen – som gjorde at du kunne parre 2 af dine enheder på slagmarken, og derfra opbygge deres forhold og angribe fjenden sammen. Forhold er dog stadig en ting, men det er mere enkelt, og de personlige samtaler skal foregå midt i kamp. Jeg savner en form for barakker eller lign. Som gav spilleren et pusterum og, hvor de kunne slappe af og nyde de samtaler og relationer som enhederne har til hinanden. Det er formegentlig sådan, da det er en genfortælling af en ældre titel.
Det er dog småting, som heldigvis ikke ødelægger spiloplevelsen, dog er jeg sikker på, at det kunne have givet spillet det lille ekstra. Hvis du er ny til Fire Emblem, gammel veteran eller leder efter et fedt RPG spil, så vil jeg klart anbefale, at give Shadows of Valentia et skud – du vil ikke fortryde det!