“Welcome to Pantsu Paradise!”, siger spilæsken til mig. Jeg er overhovedet ikke inde i den japanske “ecchi”-kultur, så jeg aner sjældent, hvad det drejer sig om. Men da jeg heller ikke mener, at man skal dømme et spil, på kontroversielle punkter – så gav jeg mig i kast med Gal*Gun 2. Det er en rail shooter, så det kan ikke gå helt galt.
Gal*Gun 2 finder sted på en japansk skole, hvor vores “helt” en dag opdager en ny app på sin telefon. Da han trykker på den modtager han en pakke med et VR headset, en speciel pistol og nogle andre bips’n’bops.
Han prøver så headsettet, og der står der er engel, iført en personaleuniform. Hun fortæller om, hvordan at dæmoner overtager piger og, hvad det kræver at indefange dem.
Åbenbart er VR headsettet et artifakt, der gør at man kan se dæmoner, men samtidig bliver alle piger vilde med den som har det på. Sikke dog!
Den første ting, som rammer mig meget ambivalent er muligheden for selv at ændre kontrolskemaet. Dette plejer ikke, at gå mig så meget på – men et eller andet sted, føler jeg mig næsten nødsadiget til det, da det originale skema, virker lidt sløvt – i forhold til dets layout. Dette kommer egentlig af, at spillet er et Rail-Shooter.
Når jeg tænker Rail-Shooters, så tænker jeg på de klassiske arkademaskiner, med en controller formet som en pistol, og en hektisk seance fyldt med fjender, der skal skydes. Her er det næsten en drakonisk lov, at “triggeren” sidder ved pegefingeren. Dette er endda ført over i FPS’er til konsoller – såsom CoD, Battlefield, FEAR mm. De har alle triggeren ved pegefingeren. Men det gør den ikke i Gal*Gun 2. Den sidder ved din tommelfinger. Det var lidt meget om triggeren, så lad os gå videre.
Kernen i spillet er, at bruge sin eufoeri-pistol til, at fjerne dæmonerne fra de forskellige skolepiger. Men som nævnt tidligere, er alle piger vilde med dig. Så dem skal man også tage højde for. Spillet fungere jo som sagt som en rail-shooter, hvilket betyder, du ikke kan rykke position før du har klaret en wave. Når du så endelig er klar til, at rykke dig, vil du se nogle hologrammer af din karakter, som du kan rykke hen til. Der er noget strategi involveret i dette, da det kan være bag en busk, nede i en kloak, oppe på et tag mm. Pigerne skal nok få ram på dig uanset hvad.
Når du ikke er på jorden, og du f.eks. står oppe på en statue, så er pigernes primære angreb “ord”. De sænder en sætning i fjæset på dig, som du skal nå at skyde ned inden den rammer. Det bliver meget hurtigt, meget stressende – Præcis som en rail-shooter skal være. Når du så er færdig, kommer du tilbage til klasselokalet.
Spillet har forskellige missioner, som skal klares. Dette gør man via sin Pony telefon. Når man har valgt en mission, bliver man sendt hen til lokationen. Der er som regel forskellige objektiver, som en bos, point loft mm.
Når du så ikke skyder skolepiger med din pistol, så har du muligheden for at være en rigtig charmetrold. Din nabo er nemlig rimelig vild med dig, og hun kan på en eller anden måde se udover headsettet. For at charmere sig ind på de forskellige nøglepersoner, så kan du give dem snacks, slik mm. Dette bliver de glade for i længden, og du kan derfra låse op for forskellige ting.
Spillet er faktisk overhovedet ikke dårligt. Det er bare meget nyt for de som ikke er så forstående over de japanske subkulturer. Jeg ser ikke rigtig noget dårligt i Gal*Gun 2s grafiske udtryk. Det er ikke meget “værre” en Senran Kagura, Fate/Extella, Nights of Azure mm. Det er en grafisk niche, som så småt bevæger sig mod vesten – Dette synes jeg er godt. Ikke noget censur, det gider vi ikke mere!
Der er nogle småting som spillet gør rigtig dårligt, og så er der nogle ting som det gør nogenlunde. Det er meget sjovt, og underholdende – i en “så dumt at det er godt” agtig måde. Dette betyder dog ikke, at det er et spil for alle. Giv det et skud, hvis du kan lide rail-shooters, alt der er ecchi, eller pseudo dating sims.
* Nogle folk er bange for, hvad andre folk vil tænke, hvis de så sådan et spil i deres bibliotek. Men det er lige meget! Spil er kunstværker, og der er ingen grund til at skamme sig over pixels.