Den 4. februar er en lille mærkedag i Grand Theft Auto-historien. Det er nemlig præcis fire år siden, Rockstar for første gang officielt bekræftede, at det næste GTA var under udvikling. Ikke et navn. Ikke en trailer. Bare en kort besked om, at noget stort var på vej.

Siden da har stilheden været næsten legendarisk.

Det næste store skridt kom ikke fra Rockstar selv, men fra det massive læk i september 2022, hvor tidlige gameplay-klip flød frit på nettet. Lækket afslørede blandt andet Vice City som setting, to spilbare hovedpersoner og en række detaljer, som Rockstar bestemt ikke havde tænkt sig at vise endnu. Kort efter endte den formodede gerningsmand i retten, og sagen blev hurtigt lukket ned.

Rockstar tog først officielt ordet igen i december 2023 med GTA 6’s første trailer. Også den gang gik det ikke helt efter planen, da traileren lækkede før tid og tvang Rockstar til at trykke på udgiv-knappen tidligere end ønsket.

Den anden trailer landede i maj 2025 og gav et langt bedre indblik i spillets verden, figurer og tone. Samtidig bekræftede Rockstar, at historien følger Jason Duval og Lucia Caminos, der bliver viklet ind i en større konspiration efter et kup, der går galt.

Oprindeligt var GTA 6 planlagt til efteråret 2025, men spillet er siden blevet udskudt to gange. Senest har Take-Two slået fast, at udgivelsen nu er låst til 19. november 2026, og at markedsføringen for alvor går i gang til sommer.

Fire år efter den første officielle bekræftelse har vi altså stadig kun set to trailers. Til gengæld er forventningerne enorme. GTA 6 ventes at sælge omkring 40 millioner eksemplarer og generere over tre milliarder dollars det første år alene.

Spørgsmålet er ikke længere, om GTA 6 bliver en succes. Spørgsmålet er, om det kan leve op til de gigantiske forventninger!.