Topspillerne er klar til at gå på banen! Det bliver en ren stjerneparade af de største navne fra den danske Superliga, der kommer til at indtage hvert enkelt cover til de særlige, danske Club Editions af FIFA 15 fra EA SPORTS™, når spillet udkommer den 25. september.
Alt i alt bliver spillet lanceret i 10 danske klubudgaver. I år er det klubberne selv, som har valgt den spiller, de mener er den rette til at pryde lige præcis DERES udgave af det populære fodboldspil. Hele 9 af klubberne i Superligaen har ønsket at give deres fans muligheden for i år at få deres helt specielle udgave af FIFA 15. Derudover har også Horsens fra den næstbedste række valgt at lege med. På den måde vil man som fan få en helt unik oplevelse, når man vælger sit eget eksemplar af den nyeste version af verdens mest populære fodboldspilserie.
”Igen i år er EA SPORTS meget stolte over at kunne præsentere en bredt udvalgt af de største profiler fra den danske liga på coveret til årets Club Editions,” siger Morten Nielsen fra EA SPORTS i Danmark. ”Klubbernes og spillernes støtte til og interesse for FIFA-serien gør samarbejdet endnu mere spændende og relevant, og det glæder os at kunne gøre spillet endnu mere interessant og vedkommende for de mange lokale FIFA- og superligafans”.
Blandt de udvalgte superligaprofiler er AaB’s forsvarsspiller Kenneth Emil Petersen, som var en af de helt centrale spillere, da nordjyderne sidste sæson løb med både det danske mesterskab og pokaltitlen.
”Jeg har spillet FIFA, siden jeg var lille, og spiller det stadigvæk. Så det er selvfølgelig sjovt at se sig selv på coveret af spillet – en plads, der jo normalt er reserveret til betydeligt større stjerner. Og så er det selvfølgelig ekstra specielt at få æren i en sæson, hvor vi i AaB er regerende vindere af The Double,” siger Kenneth Emil Petersen.
Disse spillere kommer til at indtage coveret på FIFA 15 Club Editions i Danmark:
Klub | Udvalgte spillere på coveret |
FC Midtjylland | Pione Sisto |
Randers FC | Kasper Fisker |
FC København | Andreas Cornelius |
Brøndby IF | Johan Elmander |
OB | Rasmus Falk |
AaB | Kenneth Emil Petersen |
AC Horsens | Janus Drachmann |
Silkeborg IF | Dennis Flinta |
Sønderjyske | Pierre Kanstrup |
FC Vestsjælland | Thomas Mikkelsen |
FIFA-serien omfatter en række af verdens suverænt mest succesrige og solgte sportsspil til dato, og seriens popularitet understreges af, at over ni millioner fans har fundet sammen i EA SPORTS’ fodbold-community på http://www.facebook.com/easportsfifa. Derudover spilles der hver eneste dag flere millioner virtuelle FIFA-fodboldkampe på internettet, samtidig med at der hvert år afvikles et officielt verdensmesterskab, FIFA World Cup (der har fået det blå stempel af fodboldens verdensforbund, FIFA), hvor verdens bedste spillere mødes både online og til store turneringsarrangementer.
FIFA 15 giver fodbolden nyt, digitalt liv med en utrolig detaljegrad, så du kan opleve sporten som aldrig før. Følg intensiteten på tilskuerpladserne, mens der råbes, heppes og jubles ligesom under virkelighedens kampe, og lyt med, mens kommentatorerne guider fans gennem kampenes fortællinger ved hjælp af den særlige dynamiske kamppræsentation. For første gang nogensinde vil alle 22 spillere på banen være bundet sammen af Emotional Intelligence-teknologien, der betyder, at spillerne reagerer på både deres med- og modspillerens handlinger i overensstemmelse med kampenes udvikling. Den nye generation af grafik lader spillerne træde ind på levende baner med græs, som bliver slidt og hærget under kampene. Authentic Player Visuals-teknologien gør spillerne mere adrætte, atletiske og virkelighedstro. Styringen af spillerne forbedrer den måde, de bevæger sig rundt på banen i takt med brugernes valg. Det giver de enkelte spillere større boldkontrol og mere personlighed, når de er i boldbesiddelse, samtidig med at mand-mod-mand-duellerne bliver mere intense og underholdende end nogensinde tidligere.