HyperX er i markedet med en lille gennemsigtig frækkert af en controller. Lad RPG lyset skinne og kom indenfor til en frisk anmeldelse.

Når man først hiver HyperX Clutch Gladiate ud af æsken så skiller sig ud med et moderne, slankt design, der samtidig er utrolig let. De blæde linjer og den minimalistiske æstetik vidner om en ambition om at kombinere elegance med høj funktionalitet. Dog skal det nævnes, at den allerførste oplevelse, når controlleren tages i hånden, efterlader et mærkbart indtryk af, at materialevalget er for let og plastikagtigt. Denne umiddelbare fornemmelse kan give anledning til skepsis over for controllerens robusthed i det længere løb.

Controlleren ligger umiddelbart godt i hånden, og jeg valgte selv at køre det igennem en grundig test i spil som Black Ops 6, Doom Eternal, Quantum Break (ja, ja – jeg havde et gammelt savegame jeg fulgte op på) samt EA Sports 25. Overraskende nok var responstiden super kvik på tværs af alle titler. Uanset om det handlede om intense FPS-aktioner med splitsekunders beslutninger eller hurtige reaktionsbehov under sportsspil, var svarhastigheden upåklagelig. Denne lynhurtige inputrespons gør controlleren særligt attraktiv for dem, der kræver nøjagtighed og konsistens, specielt i de mest krævende spilsituationer.

En indlysende årsag til dette er den ledning som konstant kræver sin tilstedeværelse. Det er en lidt sjov beslutning, da de fleste alternativer på markedet netop kommer med muligheden for at fungere såvel uden som med ledning. Man har selvfølgelig hermed sparet det genoplade batteri, hvilket helt sikkert har smittet af på den meget tiltalende pris. Det gør selvfølgelig også, at man så måske kan appellere til en lidt anden skare end eksempelvis den ordinære (ganske glimrende) Xbox controller. For ud over den solide ydeevne rummer HyperX Clutch Gladiate også flere funktioner, der gør det muligt for spilleren at skræddersy sin spiloplevelse. Controlleren tilbyder avancerede indstillingsmuligheder, hvor man kan tilpasse både knaplayout og sensitivitet på de to triggere. Dertil er der smidt et par ekstra programmerbare knapper på som er placeret under controlleren.

Nu var det den gennemsigtige RGB version vi havde til anmeldelse og på et punkt adskiller den sig negativt i forhold til standard controlleren, det er i forhold til den overflade som er på selve controlleren. Her har de fleste andre controllere en lidt nobret overflade, som gør at den føles behagelig at have i hånden og ikke begynder at glide. I tilfældet med HyperXs RGB controller så er det her helt glat plastik du sidder med. Især under længere seancer var det ikke særligt behageligt når mine hænder blev varme og der blev skabt sved – kombineres det med spil, hvor man vitterlig skal lave finger og hånd-gymnastisk, så trækker det desværre noget ned i oplevelsen.

Fruen fik også ordrer om at give controlleren en tur. Hendes umiddelbare første udtalelse var: “Den er noget plastisk i sit udtryk”. Men efter lidt tid måtte hun også rose den for at den var så let, hvilket står i stærk modstrid til den Elite controller som er familiens favorit herhjemme. Sammenlignet med denne er vi dog også i en noget anden prisklasse her, så den sammenligning er måske ikke helt fair, selv om nogle af de tilvalg der er gjort her netop er for at lokke folk i lejren af semi pro gamere, der ikke kan nøjes med standard controlleren men samtidig ikke har lyst til at betale prisen for top-tier controllerne.

Især i FPS spil – såsom Black Ops samt Doom – har det faktisk også sin berettigelse, for kombinationen af at man kan programmere de to ekstra knapper, samt at man kan indstille triggerne til at aktiveres allerede omkring halvvejs er områder som vil løfte din performance et godt stykke af vejen. Kombinerer man det med en upåklagelig responstid grundet ledningen, så har man lukket en del af hullet op til de bedste controllere – og ærligt talt, så er det sikkert rigeligt for de fleste.

Med det prisskilt som HyperX Clutch Gladiate RGB kommer med, så er det svært ikke at komme med en lille anbefaling. Det er en meget enkel controller, hvor man ikke bliver blæst væk af nogen form for luksus, men samtidig lever den fint op til “keep it simple” hvor der er lagt vægt på enkelte vigtige features. Vægten, responstid, ekstra knapper og muligheden for at indstille hvor hurtigt triggerne aktiveres er alle områder jeg satte pris på. Negativt var dog selve kvaliteten af controlleren, som føltes meget som billig plastik samt at man underligt nok har valgt at holde den helt glat i sin overflade – noget der netop er til stor hindring i eksempelvis en lang FPS seance. I sidste ende smider vi dog en lille anbefaling med herfra.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægNedtælling til officiel lancering: Necesse overrasker med en stor opdatering og teaser 1.0
Næste indlægNye detaljer Mario Kart World som er det hidtil største
Alan Vittarp
Spil har været en del af mit liv siden jeg købte mig en C-64 for nu 35 år siden. Computer Action og Games Preview var bladene der fik mig til at ønske at skrive anmeldelser selv. Det har jeg fået lov til at gøre på tværs af en lang række sites og magasiner - hvoraf kun ganske få stadig eksisterer. Mine interesser er brede og det er ikke mange konsoller jeg ikke har været forbi. Mit hjerte har banket lidt ekstra under spil som Bloodborne, The Last of Us samt Halo.
hyperx-clutch-gladiate-rgb-controller-anmeldelseMed det prisskilt som HyperX Clutch Gladiate RGB kommer med, så er det svært ikke at komme med en lille anbefaling. Det er en meget enkel controller, hvor man ikke bliver blæst væk af nogen form for luksus, men samtidig lever den fint op til "keep it simple" hvor der er lagt vægt på enkelte vigtige features. Vægten, responstid, ekstra knapper og muligheden for at indstille hvor hurtigt triggerne aktiveres er alle områder jeg satte pris på. Negativt var dog selve kvaliteten af controlleren, som føltes meget som billig plastik samt at man underligt nok har valgt at holde den helt glat i sin overflade - noget der netop er til stor hindring i eksempelvis en lang FPS seance. I sidste ende smider vi dog en lille anbefaling med herfra.