Efter at have været eksklusivt tilgængeligt på Xbox siden december, er Indiana Jones and the Great Circle endelig klar til at gøre sin entre på PlayStation 5. Spillet, der er udviklet af MachineGames og udgivet af Bethesda, udkommer den 17. april – og det bliver med en række markante tekniske forbedringer til PS5 Pro-ejere.
Indiana Jones and the Great Circle har allerede cementeret sin status som et af 2024’s mest roste spil. Med sin stærke fortælling, intense nærkamp og en imponerende audiovisuelt præsentation har det fanget både kritikere og spillere. Troy Baker lægger stemme til den ikoniske hovedperson, mens spillets visuelle design benytter Harrison Fords velkendte ansigt, hvilket giver spillet en autentisk filmisk stemning, som fans af serien vil sætte pris på.
Forud for udgivelsen på PlayStation har Sony offentliggjort, at spillet vil understøtte native 4K-opløsning, avanceret ray tracing og 60 billeder i sekundet på PS5 Pro. Det er endnu ikke bekræftet, om alle disse elementer kan kombineres uden kompromis, men ud fra den officielle kommunikation forventes det, at Pro-versionen vil levere en oplevelse på allerhøjeste tekniske niveau.
Udover de visuelle forbedringer vil spillet også udnytte flere af DualSense-controllerens funktioner. Adaptive triggers og haptisk feedback er med til at øge fornemmelsen af fysisk tilstedeværelse, hvad enten man svinger Indys pisk, fægter med næverne i nærkamp, eller bevæger sig forsigtigt gennem mørke gravkamre med hjælp fra hans ikoniske lighter. Derudover vil controllerens LED-lys ændre farve afhængigt af spillerens situation i spillet, f.eks. ved kamp, stealth eller alarmtilstande.
Spillet vil også understøtte PS5’s Community Game Help-funktion, hvilket betyder, at spillere, der måtte have brug for en hånd undervejs, hurtigt kan få tips uden at forlade spillet.
Udgivelsen den 17. april gælder alle udgaver af spillet, men spillere, der vælger at forudbestille enten Premium- eller Collector’s Edition, kan allerede tage hul på eventyret fra den 15. april.
Indiana Jones and the Great Circle er MachineGames’ seneste store produktion efter Wolfenstein-rebooten, og alt tyder på, at de igen har ramt plet – denne gang med en karakter, der har været synonym med eventyr i mere end fire årtier. Nu er det endelig PlayStation-spillernes tur til at træde ind i rollen som den legendariske arkæolog.














