Kampspilsgenren er blandt de ældste i spilmediets historie og den bærer en lang række traditioner med sig, heriblandt en banebrydende inddragelse af konkurrenceelementer og et utvetydigt ønske om at underholde som det primære formål. Blandt genrens mest velkendte franchises er uden tvivl Mortal Kombat, en serie af kontroversielle kampspil, hvis overdrevent blodige gameplay og ørehængende soundtrack de fleste nørder har stiftet bekendtskab med. Dog kunne hverken genkendelsesfaktoren, nye figurer eller de berømte finishing-moves redde spillenes udgiver, Midway Games, fra konkurs og efter flere middelmådige udgivelser blev serien lagt på hylden, indtil for to år siden da udviklerholdet NetherRealm Studios atter pustede liv i franchisen. Det er det samme hold af udviklere der med Injustice: Gods Among Us byder på flere virtuelle øretæver, denne gang uddelt af de velkendte superhelte og -skurke fra DC Comics. Der er sket meget siden arcademaskinerne i de tidlige halvfemser og dog synes formularen umådelig bekendt.
Det er ikke første gang at udviklere af et Mortal Kombat spil prøver kræfter med DC Comics’ omfattende repertoire af karakterer. Tilbage i 2008 udkom Mortal Kombat versus DC Universe, og selvom spillet fik en rimelig modtagelse, var kontrasten mellem de blodtørstige krigere og de trikotklædte superhelte akavet og alt andet end naturlig. Denne gang er historien dog en anden, for Injustice: Gods Among Us er helt igennem rendyrket superhelteaction med en bred vifte af velkendte karakterer og fyldt til randen med eksplosioner, tegneseriereferencer og intense kampsekvenser. Ved første øjekast synes Injustice at bære en foruroligende lighed med NetherRealms Mortal Kombat, men spillet træder gradvist i karakter, i takt med at spilleren præsenteres for de unikke tiltag i gameplayet og styringen.
Som i ethvert andet kampspil har du en række forskellige tastekombinationer der, når de bliver udført korrekt, resulterer i større skade på din modstander og som kan sammensættes på kryds og tværs, afhængig af hvilken figur du er oppe imod, hvor du befinder dig på banen og så videre. Omvendt er der, stik imod gængs forventning, ingen knap til at blokere modstanderens slag,
istedet lægges der vægt på at bruge styrepinden til at undvige og dukke sig, samt andre krævende manøvrer der tillader spilleren at vende modstanderens angreb til egen fordel. Resultatet er ekstraordinært intense kampe, hvor spillerne ikke kan købe sig ekstra tid ved bare at holde block-knappen i bunden, og mestringen af disse manøvrer er absolut nødvendig hvis du skal have en chance for at vinde over modstanderen. Navnlig styrepindens vigtighed kan ikke overdrives, da den indgår i næsten alle tastekombinationer og indtil man bliver fortrolig med den, vil spillet ofte synes stift og statisk. En anden afvigelse fra normen er at kampene ikke er delt op i egentlige runder af to eller tre omgange, istedet har begge spilleres livindikator to lag, hvor tabet af det første resulterer i en kort pause på to-tre sekunder, og tabet af den anden sender dem permanent i gulvet. Kampene er således korte og intense, men samtidig ikke så kaotiske at udfaldet kan afgøres på bare få sekunder.
NetherRealm Studios, der ligesom DC Comics er ejet af Warner Bros. har haft frie hænder til at benytte sig af det omfattende tegneserieunivers og omformulere dets persongalleri til figurer i et kampspil, og denne mulighed er alt andet end forspildt. Efter at Injustice: Gods Among Us første gang er tonet frem på skærmen hersker der ikke længere tvivl om at de højtelskede karakterer, samt det univers de er en del af, er blevet behandlet og formidlet med største nænsomhed, respekt og forståelse. Med over tyve forskellige spilbare karakterer kan man nemt komme til at sidde med en oplevelse af at spille den samme figur iklædt forskellige dragter, men NetherRealm har gjort hvad de kan for at specificere og kendetegne hver enkelt karakter ved at udstyre dem med et arsenal af unikke specialangreb der ganske vist udføres med de samme tastekombinationer, men som kommer til udtryk på vidt forskellige måder. Catwoman har sin pisk, Batman sine mange gadgets, Superman sit lasersyn og så videre.
Foruden at definere spillerens figur og skade modstanderen, tjener de mange specialangreb en anden vigtig funktion; ved dels at uddele og modtage tæsk, fyldes spillernes power meter, der er delt op i fire sektioner. Når baren er helt fyldt op kan spilleren udløse et unikt og særdeles destruktivt superangreb, hvis omfang ofte er så altødelæggende og voldsomt at kameraet må zoome ud i rummet for at kapere den massive ødelæggelse. Hvad end det er Superman som losser modstanderen op i atmosfæren, Bane som brækker Batmans ryg, Green Lantern som moser fjenden med sin ring eller noget helt fjerde, så er disse superangreb uden tvivl et af spillets højdepunkter, idet de perfekt opsummerer de overdrevne og undertiden komiske actionsekvenser som tegneserierne blandt andet er kendt for. Det sagt, så falmer overraskelseseffekten hurtigt og fordi sekvensen kan halvere modstanderens livsbar, uden at nogen af spillerne kan gøre fra eller til, så virker den efterfølgende sejr heller ikke specielt velfortjent eller tilfredsstillende.
Superangrebene er ikke ene om at efterlade spilleren med denne blandede smag i munden. Injustice indeholder omkring femten forskellige baner der alle har relation til DC-universet. Blandt dem tæller Arkham Asylum, Metropolis, the Watchtower og andre velkendte omgivelser. Fælles for dem alle er at spilleren har mulighed for skifte mellem banens scener, eksempelvis mellem the Batcave og Wayne Manor, ved at losse modstanderen igennem et bjerg, en række højhuse eller lignende. Underholdende som det måtte være at se sin modstander blive hjælpeløst banket igennem cement og klippeblokke, så er faktum at jeg med en enkelt tastekombination fjernede en fjerdedel af hans livsbar, hvilket næppe kan siges at være retfærdigt. Det akkurat samme gør sig gældende ved brugen af banens rekvisitter som våben; jeg betvivler ikke Superman eller Solomon Grundys evne til at kaste med biler og containere, men snarere hvorvidt det bidrager eller fratrækker fra spillets balance.
Et af spillets stærke punkter er den overraskende gennemførte singleplayerdel der henholdsvis består af et historiemodul og en lang række svære udfordringer i de såkaldte S.T.A.R. Labs. Historien minder om hvad man kan forvente at finde i en gennemsnitlig Justice League-tegneserie, og selvom plottet ikke er synderlig originalt, så er det, genren taget i betragtning, en sand milepæl indenfor kampspil, der ellers typisk kun tilbyder hjernetomme kampe mod gradvist mere udfordrende computere. De fire eller fem timer som historiemodulet varer er ikke alene fanservice i sin fineste form, men også en god introduktion til de forskellige figurer, baner og gameplay-elementer. Og så skader det bestemt heller ikke at man kan genkende flere af stemmeskuespillerne fra andet Justice League media. Hvad angår S.T.A.R. Labs udfordringerne, så ligger appellen i kvantiteten; NetherRealm har lavet vel over halvfems forskellige små missioner der udfordrer spilleren på forskellige punkter.
Selvom det overordnede indtryk af Injustice: Gods Among Us’ singleplayerdel er overordentligt positivt, så er det ingen hemmelighed at spillets fremtidige succes står og falder med multiplayerdelen. Her må jeg imidlertid udtrykke min, hvis ikke skuffelse, så ihvertfald forvirring over udførelsen. Efter hver kamp du udkæmper, både online og offline, både i multi- og singleplayer, modtager du erfaringspoint som lader dig stige i level. Oprindeligt antog jeg denne del af spillet for at være en simpel måde at kategorisere spillerens færdigheder og optimere matchmaking-servicen, således at nybegyndere blev sat overfor andre nygebyndere og det samme med mere garvede spillere. Imidlertid er det ikke tilfældet, da erfaringssytemet åbenbart kun eksisterer for at give adgang til alternative kostumer til figurene, artwork og flere singleplayermissioner, samt naturligvis af fungere som en ligegyldig og misvisende potensforlænger.
Hvorfor NetherRealms ville gide at implementere et pointsystem baseret på erfaring, uden at tilknytte det til matchmaking eller på anden måde gøre det til en reel indikator for brugerens evner og færdigheder, er hinsides min forstand. Forrige års Mortal Kombat blev revset for sin ustabile internetforbindelse, og selvom jeg ikke havde sådanne problemer med Injustice, så er det stadig ustabilt, men på en langt mere irriterende måde. At jeg som level 2 eller 3 i min første multiplayerkamp kan blive sat op imod en person der banker mig til plukfisk i løbet af de første ti sekunder, for derefter fyrre levels senere kan have samme ’fornøjelse’ af at gøre det samme mod en tilfældigt udpeget modstander der prøver spillet for første gang er alt andet end underholdende. Det vidner om en hos udviklerne enten komplet manglende forståelse for hvordan nye spillere integreres ind i spillet, eller en direkte ligegyldighed overfor selvsamme.
Injustice tilhører en spilgenre der altid vil have et eller flere skæve elementer der bidrager til en intern ubalance, samt en dedikeret skare af spillere der på infam vis gør en kunst ud af at finde disse elementer for derefter at misbruge dem i sådan en grad at spillet bliver uudholdeligt for deres modstandere. At NetherRealms ikke har været bedre til at imødekomme disse problemer er både frustrerende og forvirrende, og dommen må således lyde at Injustice: Gods Among Us mest henvender sig til garvede kampspilsentusiaster og passionerede DC-fans der ved hvad de går ind til og som ikke har nogen kvaler med at betale en plovmand for det.
[box_info]Spillet er anmeldt på Xbox 360 og er leveret af Warner Bros.[/box_info]