Den 21. maj bliver flere års rygter og spekulationer endelig be- eller afkræftet, når Microsoft fremviser deres næste Xbox-konsol. Konsollen, der af rygtemøllen har fået navne som Durango, Nextbox eller det mindre opfindsomme Xbox 720, er Microsofts tredje videokonsol og skal konkurrere med Sony’s Playstation 4 og Nintendo’s Wii U om markedet som en del af den ottende konsolgeneration.

Rygterne og spekulationer omkring konsollen er mange, især har det været omdiskuteret hvorvidt Microsoft ville presse yderligere på i kapløbet med Sony om at lave en kraftfuld og hardware-orienteret maskine, eller om den næste konsol istedet vil fokusere på at være lettilgængelig og brugervenlig for at åbne brugersegmentet yderligere. Andre vigtige spørgsmål omhandler hvorvidt maskinen vil være bagudkompatibel med gamle spil, hvilke tjenester konsollen vil tilbyde udover spil og hvor vigtig en internetforbindelse er for brugeroplevelsen. Microsoft har haft succes med at integrere TV og streaming af videoer i 360’eren, og dette lader også til at blive en central af den næste konsol.

Navn, pris, udseende og mange andre spørgsmål forbliver ubesvaret indtil videre, men én ting er sikkert; d. 21 maj er dagen hvor Microsoft løfter sløret for deres næste Xbox og dermed for alvor sætter gang i næste konsolgeneration. Allerede nitten dage efter fremvisningen finder den årlige E3-messe sted i Los Angeles, hvor Microsoft uden tvivl vil have endnu flere oplysninger om deres nye maskine.