Robot Entertainment har i dag Orcs Must Die! Deathtrap ude til PlayStation 5. Det er et nyt kapitel i deres kaotiske og blodige tower defence-serie. Orcs Must Die! Deathtrap bygger videre på den velkendte formel og tilføjer samtidig nye roguelike-elementer samt øget fokus på samarbejde. Spillet formår både at underholde eksisterende fans og introducere nye spillere til universet.

Serien har altid været kendt for sin kombination af tredje person action og klassisk tower defence. Spilleren skal beskytte magiske rifts mod bølger af orker, der i sand selvmorderisk stil marcherer direkte ind i døden. Det, der gør Deathtrap særligt, er balancen mellem aktivt at kæmpe på slagmarken og samtidig placere fælder strategisk. Når en velplaceret katapultfælde sender en hel bølge til himmels, mens du selv rydder op med dit våben, rammer spillet en helt unik tilfredsstillelse. Nytilkomne vil hurtigt opdage, at selvom grundidéen er simpel, så er mulighederne enorme. Der er masser af forskellige fælder at låse op, fra klassiske pigge og bueskytter på væggene til mere avancerede og eksotiske varianter. Dertil kommer forskellige scenarier og vejrbetingelser, der tilføjer udfordringer som skeletter i nattetimerne eller korruption, der blokerer visse fældeplaceringer. Når du er i kampe det underholdende selvom det tager en rum tid at låse op for nogle af de mere eksotiske elementer.

En af de mest spændende tilføjelser er de såkaldte Threads. Efter hver bølge præsenteres spilleren for et valg mellem tre tilfældige buffs eller debuffs. Nogle giver dig fordele – som øget skade på fælder eller forbedrede evner – mens andre kan gøre udfordringen større ved at introducere stærkere fjender. Denne risikobelønning-mekanik sikrer, at hvert gennemløb føles lidt anderledes. Hver War Mage har sit eget lille skill tree, men der er også en større, fælles progression på tværs af karaktererne. Dette gør, at man hele tiden føler sig belønnet – også når man taber en mission. Dog kan lange runs på op til en time føles lidt udmattende, især hvis de ender i nederlag.

Ved spillets start kan man vælge mellem seks forskellige War Mages, hver med unikke våben og evner. Karakterdesignet er typisk humoristisk og karikeret – lige fra kæmpebjørnen Kalos, der fungerer som en druid-lignende tank, til Sophie, en kat med nekromantiske evner. Designet giver spillet en tegnefilmsagtig charme, og de små replikker under kampene bryder stemningen op på en fin måde. Dog er der forskel på kvaliteten af karaktererne. Nogle, som Kalos, føles gennemarbejdede og sjove at spille, mens andre virker mindre veludviklede. Når man spiller i co-op med fire personer, bruger man hurtigt hele rollelisten, og det efterlader et ønske om lidt mere variation.

Visuelt leverer Deathtrap farverige og detaljerede baner, hvor orkerne vælter ind i store, komiske horder. Animationerne er fyldt med energi, og eksplosionerne af blod og lemmer har en tegneserieagtig kvalitet, der understreger den humoristiske tone fremfor det makabre. Musikken blander middelalderlige toner med tunge guitar-riffs, hvilket giver kampene et energisk drive. Selvom spillet kan spilles alene, så er Orcs Must Die! Deathtrap designet til co-op. Når man koordinerer fælder og evner med venner, opstår der en dynamik, der gør spillet langt mere underholdende og overskueligt. Det bliver hurtigt hektisk at holde styr på alle fjendens indgangspunkter.

Orcs Must Die! Deathtrap er et sjovt og actionfyldt bud på tower defence-genren, der med sine roguelike-elementer og co-op-muligheder formår at give genren nyt liv. Også selvom nogle karakterer føles uinspirerede og runs kan trække ud. Spillet kompenserer med masser af humor, variation og en kerneoplevelse, der stadig er utroligt tilfredsstillende. Både for eksisterende fans og nye spillere er det et spil, der leverer timevis af orkedræbende underholdning – især hvis man har venner ved sin side.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægState of Play vender tilbage denne onsdag!
Næste indlægOrcs Must Die! Deathtrap ude til PlayStation 5
orcs-must-die-deathtrap-anmeldelseOrcs Must Die! Deathtrap leverer hektisk action og tilfredsstillende tower defence i farverig tegneseriestil. Det er sjovest i co-op, hvor roguelike-elementerne og de kreative fælder virkelig kommer til sin ret – selvom enkelte karakterer og systemer halter.