Partyspil er efter min mening en af de sidste reelle bastioner for klassisk sofagaming. Den slags spil, hvor man samles foran fjernsynet, griner af hinandens fejltrin og kæmper om sejren. Mario Party har i mange år været kongen af den disciplin, men nu melder Hello Kitty og resten af Sanrio-slænget sig på banen. Og hvis du forventer at skulle ødelægge dine venskaber over et uheldigt terningkast, kan du godt tro om igen. Her handler det nemlig om noget så usædvanligt som at være søde ved hinanden.
Velkommen til Hello Kitty Party Land, hvor samarbejde, minispil og en næsten overdosis af nuttethed er dagens ret.
Anmeldt på Nintendo Switch 2
Velkommen Til Super Sanrio Party
Eventyret begynder med en introduktion til Hello Kitty, My Melody, Chococat, Kuromi og resten af den farverige Sanrio-familie. Inden man bliver sluppet løs i denne mageløse og meget lyserøde verden, skal man skabe sin egen avatar. Mulighederne er ganske begrænsede, men heldigvis kan garderoben udvides senere.
Man vælger også en legekammerat blandt de kendte figurer. Mit valg faldt på Chococat, som tog mig under poten og introducerede mig til byens forskellige aktiviteter. Her fungerer en hyggelig plaza som spillets samlingspunkt, hvor man blandt andet finder butikker og indgangen til brætspillene.
Det hele er overskueligt, charmerende og pakket ind i så meget pastelfarvet sødme, at man næsten kan mærke tænderne begynde at værke.
Mario Party, Men Alle Vinder
Grundlæggende minder Hello Kitty Party Land om Mario Party. Fire spillere, hver med deres egen legekammerat, bevæger sig rundt på et bræt fyldt med aktiviteter, overraskelser og små opgaver. Men hvor Mario Party ofte handler om at stjæle sejren fra sine venner, er præmissen her en ganske anden. Alle arbejder nemlig mod et fælles mål.
På ét bræt skal man samle blomster til Marron Creams festival, mens man på Tropical Twilight skal skaffe vand, så Tiran og hans venner kan lave juice. Brætterne har forskellige temaer og mekanikker, hvilket giver en fin variation, selvom grundstrukturen er den samme.
Terningen er skiftet ud med en roulette, og undervejs kan man benytte forskellige hjælpemidler til at påvirke sine muligheder. Man kan også hjælpe de lokale figurer med alt fra at stege pølser til at ordne kjoler. Det koster resten af turen, men belønner til gengæld med ressourcer til den fælles opgave. Der gemmer sig faktisk en smule strategi under den nuttede overflade. Skal man stoppe op og hjælpe, eller fortsætte mod noget, der måske er endnu bedre? Det er simple overvejelser, men de giver spilleren mulighed for at engagere sig lidt mere, hvis man har lyst.
Undervejs samarbejder man i en række minispil om at indsamle de ressourcer, der skal bruges for at nå brættets fælles mål. Og de er faktisk ganske herlige. Her skal man blandt andet sortere dango-snacks eller transportere et stort smykkeskrin uden at banke det ind i væggene og sprede juvelerne ud over det hele.
Minispillene er søde, varierede og har en fin respons i styringen. Gode præstationer belønnes med flere ressourcer, som fordeles mellem spillerne. Det er en sympatisk tilgang, hvor man hjælper hinanden frem for at konkurrere om, hvem der kan være den største plageånd.
Men der er også en bagside af den lyserøde medalje. For selvom brætterne har tidsbegrænsninger, oplevede jeg aldrig, at de for alvor pressede mig. Ressourcerne kommer i en lind strøm, og de computerstyrede medspillere arbejder ivrigt på at nå målet. Risikoen for nederlag føles derfor nærmest ikkeeksisterende, og det betyder, at spillets strategiske muligheder sjældent bliver nødvendige.
Det er hyggeligt, bestemt. Men spændende? Ikke nødvendigvis.
Tag Hyggesokkerne På
Når man har fået nok af brætspillene, kan man bruge sine hårdt tjente penge i plazaens forskellige tøjbutikker. Her bugner hylderne med søde kostumer, dragter og beklædningsgenstande, der passer perfekt ind i Sanrio-universet. Det giver en fin lille motivationsfaktor, hvor man gradvist kan gøre sin avatar mere personlig. Og når man nu alligevel render rundt i en verden, hvor alt ligner noget fra en lyserød slikbutik, kan man lige så godt gøre det med stil.
På Nintendo Switch 2 tager spillet sig desuden rigtig fint ud. Jeg har primært spillet på fjernsynet, hvor de flotte farver og nuttede omgivelser kommer til deres ret. Styringen er responsiv, lyddesignet understøtter den afslappede stemning, og den haptiske feedback giver minispillene lidt ekstra liv. Spillet gør samtidig et godt stykke arbejde med at introducere sine mekanikker, så nye spillere kan være med uden at skulle have en doktorgrad i videospil.
Ren Picnic
Hello Kitty Party Land giver mig på mange måder samme fornemmelse som Animal Crossing: amiibo Festival. Den samme jordnære, næsten skovtursagtige stemning, hvor det ikke handler om at udkonkurrere sine venner, men om at nyde turen sammen… Og ved du hvad? Det er faktisk ganske hyggeligt.
Som voksen mand kan jeg sagtens sætte pris på charmen og de små finurlige aktiviteter. Men det er næppe et spil, jeg ville finde frem, næste gang kammeraterne kommer på besøg. Dertil mangler det ganske enkelt den konkurrence og uforudsigelighed, der normalt får et partyspil til at slå gnister. Til gengæld kan jeg sagtens se det som en hyggelig introduktion til videospillenes verden for familiens yngste. Her er plads til at eksperimentere, samarbejde og fejre de fælles succeser, uden at nogen skal sidde tilbage med nederlagets bitre smag.
Min oplevelse har primært været med computerstyrede medspillere, og jeg har derfor ikke haft mulighed for at afprøve, hvordan spillet fungerer med en hel sofa fuld af små gamere. Men spillets tilgængelige mekanikker og samarbejdsorienterede tilgang gør det til et oplagt bud på en fælles familieoplevelse.
Skulle jeg udelukkende vurdere Hello Kitty Party Land ud fra mine egne præferencer, ville vi nok lande på en solid treer. Men det ville samtidig være at overse, hvem spillet egentlig er skabt til. For de yngste spillere leverer det en charmerende og gennemført oplevelse, hvor samarbejdet er vigtigere end konkurrencen.
Hello Kitty Party Land inviterer dig på en hyggelig skovtur, hvor solen altid skinner, vennerne hjælper hinanden, og der er rigeligt med blomster til alle. Og selvom jeg personligt savner lidt flere torne mellem roserne, er det svært ikke at trække på smilebåndet undervejs.
Nogle gange behøver man ikke vinde over sine venner. Det er nok bare at have det sjovt sammen med dem.
