Da vi anmeldte Super Mario Party Jamboree til Switch 1 sidste år, var vi dybt imponerede. Det samlede alt det bedste fra Mario Party-seriens lange historie og blandede det med masser af nye idéer og minispil, og det hele fungerede bare. Vi kaldte det en af de stærkeste titler i serien til dato – og gav det et velfortjent 5-tal. Nu er Super Mario Party Jamboree – Switch 2 Edition + Jamboree TV landet, og det burde på papiret være kronen på værket. Desværre ender det mere som en delt og forvirret oplevelse, hvor det nye og det gamle ikke spiller sammen.
Tak til Nintendo og Bergsala for, at gøre denne anmeldelse mulig.

Ved første øjekast ligner det en klassisk udvidelse. Man får nemlig både det originale Jamboree og en ny udvidelse kaldet Jamboree TV samlet i én pakke. Problemet opstår, når man finder ud af, hvor adskilte de to dele faktisk er. Den originale version er præcis som vi kendte den – med alle de minispil, figurer, brætspil og sidemodes vi elskede. Men den er teknisk set uændret. Der er ingen forbedret opløsning, ingen hurtigere loading og ingen integration af den nye Switch 2-hardware. Det føles bogstaveligt talt som om man har startet sin gamle Switch og bare trykket “play”.
Og det kunne man måske leve med, hvis Jamboree TV var en naturlig forlængelse af det hele. Men i stedet er det et helt separat spil, med egne menuer, egne regler og sit eget indhold. Her finder vi de 14 nye minispil, som udnytter Joy-Con 2’s musestyring. Overraskende nok fungerer de virkelig godt – faktisk langt bedre end forventet. Særligt Goomba Scoopas, hvor man rydder sne og skubber Goombas ind i sit mål, og Stuffie Stacker, hvor man balancerer bamser i tårne, er virkeligt kreative og sjove. De små 45-sekunders aktiviteter passer perfekt til den mere eksperimenterende styring, og det hele føles friskt og nyt. Alle musespillene er 2v2, hvilket også bringer noget variation til team-delen af spillet.
Samtidig byder Jamboree TV på to nye regelsæt til selve brætspillet; Tag-Team Rules og Frenzy Mode. Det første lader dig spille to mod to, hvor hvert hold deler stjerner, mønter og items, og derfor skal tænke strategi sammen. Det andet er en hurtig version, hvor du kun spiller fem runder. Perfekt til en hurtig aftenrunde, hvor man ikke har tid til at bruge flere timer. Begge regler er sjove og fungerer godt. Men… og her kommer det store men… de er udelukkende tilgængelige i Jamboree TV. Vil du spille med dine oplåste figurer, bræt, Pro Rules eller achievements? Så skal du åbne den gamle version igen.
Og de to spil taler slet ikke sammen. Har du slået en rekord i et minispil i TV-delen, bliver det ikke registreret i originalen. Har du opnået noget i det ene spil, bliver det ikke overført til det andet. Det er lidt som de der HD-opsamlings trilogier vi har set i andre udgivelser, hvor det faktisk giver mening. Men Jamboree TV burde have været en integreret del af hovedspillet. Det er i hvert fald, det som jeg føler emballagen signalerer.

Det her split ødelægger den ellers flydende og tilgængelige oplevelse, som vi netop roste Jamboree så meget for i første omgang. I stedet for én samlet og fleksibel festpakke, hvor man kunne vælge og vrage mellem gamemodes og regler, får man to adskilte spil, der begge mangler noget af det, det andet har. Det er ærgerligt.
Især fordi Jamboree TV mangler mange af de ting, vi fremhævede i vores oprindelige anmeldelse: kampagnetilstanden, Koopathlon, Bowser Kaboom Squad, Paratroopa Flight School, Rhythm Kitchen og hemmeligheder der kan låses op som boards og stickers. Det hele er væk. Der er ingen progression, ingen achievements, og man starter med alt låst op – hvilket fjerner meget af det, der gjorde singleplayer-delen engagerende.
I stedet får man nogle sideindslag, som ikke rigtig løfter noget. Carnival Coaster er en samarbejds-railshooter, hvor man spiller musestyrings-minispil og prøver at få mere tid på uret. Det er kortvarigt sjovt, men bliver hurtigt ensformigt. Bowser Live er det helt store gimmick-eksperiment, hvor man, hvis man har det valgfrie kameraudstyr, kan se sig selv i spillet og skrige ind i mikrofonen for at score point. Det er nok sjovt én gang – og det er dét.
Det værste er næsten, at selv hvis man gerne vil have hele pakken, kan man ikke kombinere det bedste fra begge verdener. Vil du spille Pro Rules med bedre grafik? Det kan du ikke. Vil du kombinere musestyrings-minispil med achievements og unlockables? Glem det. Selv bare at skifte mellem de to versioner er en omstændelig affære – spillet lukker ned, rulleteksterne ruller, og du skal vente, før du kan spille videre. Det er ikke elegant. Og til den stejle pris, hvor mere end halvdelen af pakken er nøjagtigt det samme som sidste år, så føles det lidt som en slatten udvidelse i forklædning.

Super Mario Party Jamboree på Switch 1 var et af de mest komplette og velbalancerede partygames, Nintendo har udgivet. Det samlede klassikere og nye idéer på en måde, der gjorde det til et must-have. Switch 2-versionen burde have forfinet den oplevelse og tilføjet endnu mere, men ender i stedet med at skille det hele ad i to halvfærdige dele. De nye idéer og spiltilstande er sjove – men det hele ville have fungeret langt bedre, hvis Nintendo havde haft modet til at integrere det hele i én samlet udgave.
Men det er vigtigt at understrege, at Jamboree TV ikke er uden kvaliteter. De nye minispil er både kreative og teknisk imponerende, og ideerne bag Tag-Team Rules og Frenzy Mode viser, at der stadig er masser af liv i Mario Party-konceptet. Det er bare ærgerligt, at Nintendo ikke gik skridtet videre og samlede det hele i én helstøbt pakke.
Derfor håber vi, at Switch 2 Edition + Jamboree TV ikke er slutningen, men snarere et skridt på vejen mod noget større. For når det glimter – og det gør det… kan man stadig mærke magien fra Mario Party-universet. Og med lidt mere fokus og sammenhæng, kan det næste kapitel meget vel blive den sande kroning, serien fortjener.













