Skulle der stadig befinde sig nogen derude der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Bethesdas seneste kapitel i The Elder Scrolls-serien, så byder der sig netop nu en god lejlighed. I dag udkommer nemlig The Elder Scrolls: Skyrim – Legendary Edition, der er en opsamling af udgivelserne under spillets baner, navnlig Dawnguard, Hearthfire og Dragonborn. Sidstnævnte udkom tidligere på året og tillod spillere at ride på drager mm.

Endvidere indeholder samlingen en række nye funktioner, blandt andet en ‘Legendary’ sværhedsgrad og muligheden for at nulstille sin karakters egenskaber, hvilket gør det muligt at nå et højere level. Med Legendary Edition lægges der fra udviklerne også låg på udviklingen af nyt materiale til Skyrim, hvorimod det trofaste modding-community uden tvivl vil fortsætte med viderebygningen af Bethesdas episke rollespil.

Altså ikke mere Skyrim for denne gang. Men det er tænkeligt at Bethesda vil være fremme på den kommende E3-messe, både med The Elder Scrolls: Online og deres seneste gyserspil, The Evil Within. Og hvem ved, måske også en Fallout 4 annoncering?