Snufkin: Melody og Moominvalley, er skabt af de norske Hyper Games og udgivet af Raw Fury. Hyper Games kalder selv spillets genre for “historie rig og hjertevarmt musikalsk eventyr”… og der må jeg erkende, at de rammer hovedet på sømmet.
Snufkin: Melody of Moominvalley åbner op med Mumitrolden og Mumrikken, der sidder på en bro og snakker om, at efteråret er på vej, og at Mumrikken må ud på sin rejse. Et løfte om at de skal mødes på broen når efteråret kommer, bliver lavet, og derfra tager Mumrikken ud. I en kort montage af årstidernes skifte, ser vi Mumrikken trodse vejrforhold af hård kaliber, for endnu engang at vende tilbage til Mumidalen. Da han ankommer i foråret, er spillet i gang. Mumrikken ser en skare af naturens dyr og væsener, løbe ængsteligt væk og vurdere at der er noget i vejen. Hvilket senere leder os ind i spillets plot.
Denne anmeldelse er skrevet ud fra Nintendo Switch udgaven.
Snufkin: Melody og Moominvalley, har flere nordiske sprog, og da jeg var stor fan af Mumi og Mumrik som barn, var jeg simpelthen nødt til, at spille spillet på dansk – og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det – selvom det desværre må blive uden Lars Thiesgaard og Torben Sekovs stemmer….
Grafikken er som det første, utrolig charmerende, med en papirklips-agtig atmosfære. Det skabte med det samme en nostalgisk følelse i mig, specielt parret med den meget rørende og afslappende baggrundsmusik der er lavet i samarbejde med Sigur Ross. Da spillet foregår nonverbalt og alt kommunikation foregår i talebobler, lader det et stort ansvar til lyddesignet og miljømæssig historie fortælling.
Mumrikken støder f.eks. ind i et lille kræ, som er meget betaget og stor fan af Mumrikkens arbejde. Men da det lille kræ ikke har et navn, og efter egne overvejelser nok er for lille og ubetydelig til at få et, følger han efter Mumrikken i håb om, at finde et navn.
Mumrikken kan gøre dyrene og væsenerne glade ved at spille på sin harmonika, hvor de så kan hjælpe ham på forskelligt vis. F.eks. at komme over vand og hjælpe ham op til høje steder.
Hans harmonika fungerer samtidig som spillets “level system”. Ved at samle inspiration, kan Mumrikken gøre flere dyr glade med sin harmonika – som så derved hjælper med andre opgaver. Inspirationen findes i buske og ved at fjerne mærkværdige skilte, som er sat op rundt i dalen. Mumrikken synes det er for meget, at sætte regler på naturen, og finder så senere ud af, hvem der står bag.
Parkbestyren arbejder sammen med politiet om, at opretholde de nye regler bliver overholdt 24/7, da de er i gang med opbygge fremtidens dal. Her bliver vi introduceret til en puzzle-stealth mekanik, som indebærer, at man skal fjerne skilte uden at blive opdaget. Når det er klaret, forsvinder de opsatte parker med reglerne, og politiet finder et nyt sted at opretholde reglerne.
De er ikke så svære at løse, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over, hvor dumme politiet er. Det er så hjertevarmt, med den klassiske finske, mumi-humor man kan opleve i serien. Hvor spillet starter meget lineært, åbner det sig op når Mumrikken ankommer til Mumidalen. Her bliver det gjort tydeligt, at problemer er meget større end forventet. Naturen er døende, vandet er væk og Mumi er ikke til at finde.
Der er flere veje der åbner sig op fra Mumidalen, som kræver andre værktøjer end harmonikaen. Mumrikken får et arsenal af musikinstrumenter, som åbner for veje og hemmeligheder og tjanser. Eventyret bliver her mere fyldigt og interessant, og humoren bliver bedre og bedre. Jeg ved ikke hvad det er ved det, men dialogerne og ordvalgende er så laissez faire og underspillet, at det trods det ret simple og nemme gameplay, holdte mig fordybet og interesseret.
Det er ikke de mest komplekse opgaver eller puzzles man skal løse, men charmen og pacingen skaber en symbiose af nærmest trance-inducerende gameplay. Finder man en bunke sten, er det tydeligt at den skal placeres i nærheden, og det er lige til at regne sig frem til. Da spillets aldersgrænse er Pegi 3, er det selvfølglig at forvente, at gameplayet ikke bliver for svært eller hektisk – men selv end voksen mand som jeg, kan finde glæde i denne type gameplay.
Mange af de andre opgaver, omhandler ofte at hjælpe kendte Mumitrolden-karaktere, såsom Snif, Snorkfrøkenen, Mumifar og Mumimor og diverse hemul – med småopgaver. Selvom spillets semi-åbne verden egentlig er åben, er der en retning man bliver taget i, og her finder man ofte det som skal bruges til de forskellige tjanser.
Spillet er på ingen måde et mesterværk og jeg savnede til tider lidt mere dynamik, men da jeg så på spillet som en interaktiv billedbog, opstod der en dybere mening for mig. Det er ikke et særligt langt eventyr heller, men det er et eventyr der er hjertevarmt, humoristisk og utrolig dybt. Som altid er der en god morale i Mumitroldens fortællinger, og dette eventyr er ikke en undtagelse. Der er hjerte, nerve og tanker lagt bag.