Copenhagen Contemporary, der har 7.000 kvadratmeter udstilling på Refshaleøen, har lige nu særudstillingen “Soft Robots”. Denne gang er det et tema omkring teknologi og AI, mere specifikt “kunsten at trække vejret”. Noget som ikke mange mennesker tænker noget særligt over. Set fra et gaming-synspunkt så repræsenterer de elementer, der er fundamentet for formidling, samtidig med at mange historier har teknologi og AI som omdrejningspunkt. Historisk set har Danmark også været på forkant i grænselandet mellem maskiner og myter. H.C. Andersens eventyr “Nattergalen”, der ikke alene er en fortælling om kærlighed, men også den evige søgen efter det unikke, men stadig kendte.
Vi var tidligt på sommeren forbi udstillingen, som lægger beslag på 1.700 kvadratmeter. Direktør Marie Laurberg introducerede tankerne bag udstillingen sammen med to af de kuratorer, som havde udvalgt de 15 værker. Kunst har ikke været en stor del af min opvækst, og måske netop derfor så nyder jeg Marie Laurbergs evne til at formidle idéen bag udstillingen og hvad der har været den røde tråd for at vise værker skabt af samtidskunstnere. Samtid skal forstås helt bogstaveligt, for alle værker er skabt inden for de seneste år. Selv for mig, synes jeg, at den røde tråd gennem de meget forskellige værker er tydelig og passer godt til hele udstillingens navn: “Soft Robots – The Art of Digital Breathing”.
Hvert værk er et studie i sig selv. Dette blev illustreret under rundvisningen, hvor der ikke var tid til at gå i detaljer med alle værker. Du finder både i det lækre katalog og på plancher ved værkerne forklaringer og et perspektiv, som kan sætte tankerne i gang. Det organiske går igen gennem mange af værkerne, og jeg synes, de kræver, at du betragter dem i en rum tid for at du får den fulde oplevelse. Jeg synes, moderne kunst har en evne til både at skabe en følelse samtidig med at det udfordrer vanetænkning. Som altid så er der værker som appellerer mere eller mindre til den enkelte. Det gælder også for mig. Et af de værker, jeg fandt mest fascinerende, var det helt mørke rum, hvor mekanik skabte en visuel fest af en symfoni af sæbebobler. Ja, sæbebobler. Hver gang jeg efterfølgende ser et barn med en af de små dåser, hvor man kan blæse sine egne bobler, kommer jeg til at tænke på lige dette værk. Det er skabt af duoen A.A. Murakami (Azusa Murakami & Alexander Groves) og har titlen “Beyond the Horizon”. Du kan se et klip med det ovenfor.
Der er også nogle værker, som vækker adskillige følelser i mig. Det er bl.a. værket af danske Jonas Kjeldgaard Sørensen. Titlen på det animerede fårehoved er “Broadcaster” og er det ældste værk i udstillingen, skabt i 2018. Hvis du skal opleve værket i sin helhed, skal du sætte en god halv time af for at lytte til hele monologen. Den er lige dele humoristisk og seriøs. Så kan du spørge dig selv, hvorfor det lige nøjagtigt er et fårehoved, som bliver brugt. Der skal man kende mere til kunstneren, som i sin tidlige karriere var i England, hvor han blev optaget af alt med uld. Det startede med det meget britiske tweed, og siden da har det udviklet sig med uld som det gennemgående tema. Så jeg kan ikke lade være med på den ene side at være tryllebundet af konceptet samtidig med at det talende hoved, som på alle måder ligner et rigtigt fårehoved, samtidig fremkalder ubehag. Du har et klip ovenfor.
Der er som nævnt 15 meget forskellige værker, som du alt efter temperament kan bruge mere eller mindre tid på. Set i gamer-sammenhæng så er “Soft Robots” en oplevelse, som du ikke må snyde dig selv for. Her hvor vi nærmer os efteråret, så er det en glimrende årsag til at spendere den tid, du synes, til at opleve udstillingen. En stor del af værkerne kræver også en del teknik for at blive levende, og alene det at studere denne del er en oplevelse i sig selv. Så er der også teknologi, som alene er forblevet et stjerneskud, som f.eks. NFT’er. Det er repræsenteret af Takashi Murakami’s “CLONE X” nedenfor. Har du, med god grund, glemt hvad NFT’er er så kan du læse eller genlæse vores perspektiv “To NFT or not to NFT – that is the question!“
Tak til Copenhagen Contemporary for invitationen og indsigten der sætter et stort S i Samtidskunst.