Hvis du har gået og nørklet med at samle digitale figurer i PlayStation Stars-programmet, så er det ved at være sidste udkald. Sony har nemlig besluttet at slukke og lukke for hele balladen – mindre end tre år efter det blev lanceret.
Så hvis du har gemt dine point til en regnvejrsdag, så er det måske nu, du skal tage den virtuelle regnjakke på og begynde at indløse belønningerne.
Tak for nu, PlayStation Stars
Lanceret i 2022 som et loyalitetsprogram med fokus på digitale samlerobjekter og opgraderede medlemsniveauer, skulle PlayStation Stars være Sonys måde at sige “tak for din tid og penge.” Men det blev aldrig den store fanfavorit – og nu trækker Sony stikket.
Fra i dag er det ikke længere muligt at tilmelde sig programmet, og hvis du en gang har meldt dig ud, så er det slut med second chances – du kan ikke genaktivere medlemskabet. Der er dog stadig en kort periode, hvor aktive medlemmer kan optjene og stige i niveau. Deadline for det hele er 23. juli 2025 kl. 16:59 dansk tid.
Efter den dato? Så er det farvel til nye kampagner og belønninger. Dog får man helt frem til 2. november 2026 til at indløse de rewards, man allerede har optjent – og dine digitale collectibles skulle blive hængende i din konto, så du stadig kan vise dem frem, hvis nogen skulle være interesseret.
Ikke et definitivt farvel?
Sony kalder det hele for “denne version” af PlayStation Stars og nævner samtidig, at de vil evaluere erfaringerne og måske genopfinde loyalitetsprogrammet på et senere tidspunkt. Så måske får vi en PlayStation Stars 2.0 engang – forhåbentlig med lidt mere substans og lidt færre digitale støvsamlere.
Sony slutter af med at takke alle deltagere – og det gør vi da også her fra GamersLounge. Det var hyggeligt, mens det varede (og så alligevel ikke så hyggeligt).
PS Plus-spil stadig aktive
Hvis du er mere til gratis spil end digitale samlerkort, så husk at PlayStation Plus-spillene for maj stadig er tilgængelige frem til 2. juni. Denne måned kan du bl.a. kaste dig over Warhammer 40,000: Boltgun og det vanedannende kortspil Balatro.














