The Sims er en serie elsket af mange. Har du altid ønsket at lege gud, arkitekt og have lige det liv du kunne ønske dig, så er The Sims svaret. Det seneste skud på stammen, The Sims 4, er nu endelig udkommet på PS4 og Xbox One. Af et spil der allerede har været ude længe på PC, hvordan mon konverteringen så har været til konsollerne? Vi har haft fingrene i spillet på PlayStation 4 og meldingen er positiv.
The Sims 4 på PS4 byder på alt det man allerede kender fra PC versionen. Intet er kogt ned, eller på anden måde nedgraderet. Dette er mere eller mindre identisk med hvad du finder på PC. Udover grundspillet, får konsol ejere også de samme opdateringer, udvidelser og gratis DLC på tværs af systemerne. Det er rigtig skønt at man får det samme, uanset hvilken platform man spiller på.
Til de der ikke lige er bekendt med The Sims serien, kan jeg lige fortælle kort. Du laver en person kaldet en sim. Du kan vælge at bare have én eller en hel familie. Heri gælder både børn og voksne. Du kan style dem, ligesom du ønsker. Hudfarve, hår, bygning, personlighed, navn, tøj stil og så meget mere. Når man vælger tøj til sin sim, skal man vælge tøj til forskellige begivenheder såsom hvad man skal have på til fester, dagligdag, når man går i seng osv. Der er så meget at vælge imellem, at det kan virke en smule overvældende. Men det er også her det virkelig tager for sig, idet du kan sådan set lave din sim som du ønsker og dermed skabe din egen historie. Synes du din sim skal være en punkrocker med grøn hudfarve og en stemme som en chipmunk, så kan du det. Det er virkelig kun fantasien der sætter grænser.
“Der er nemlig snydekoder, ligesom på PC”
Når din sim(er) er færdig, kan du flytte ind i et hus. I The Sims 4 har man 3 nabolag at vælge imellem. Du vælger selv hvilken og om det skal være et allerede færdigbygget hus eller en tom grund. Vælger du en tom grund, kan du gå amok med at bygge lige dét hus du ønsker. Her stikker det helt af, hvilket er så skønt. Så er det med at finde sin indre arkitekt frem. Der er så få restriktioner, så du kan bygge et kæmpe hus i flere etager, to huse , et hus i en kælder eller noget helt fjerde. Når man starter sit byggeprojekt, skal man lige tænke på sit budget. Man starter med et beskedent beløb og det virker måske rigeligt, men du finder hurtig ud af, at alt koster. Så pengene forsvinder hurtigt! Her er det igen rart med lighed, platformene imellem. Der er nemlig snydekoder, ligesom på PC. Det er fantastisk at man kan gå fra 100 simeleon (spillets form for valuta) til 50.000 ved at skrive ét enkelt ord.
Spillet går for alvor igang når du udlever din dagligdag med din sim. Du skal finde jobs, lære andre simmer at kende, lave mad, gå på toilet, få kærester, lære nye færdigheder og alt det man ellers skal i det virkelige liv. Det er så underholdende at lege gud og bestemme hvilken lykke eller skæbne, din sim skal have.
Interaktionen din sim kan have med omverdenen, er rigtig godt skruet sammen. Måden hvorpå man kan snakke med andre simmer og lave ting sammen, giver nogle rigtig sjove højdepunkter. Det er altid godt at blive bekendte og venner, men det kan også hurtig gå i den anden retning. Der er så meget man kan gøre med andre simmer og deres følelser overfor hvad du laver og siger, skinner igennem. Har man spillet nogle af de andre The Sims spil, er det tydeligt at se springet der sket i løbet af årene.
Spillet på PS4 køre meget godt og næsten fejlfrit. Noget af det der halter er frameraten der kan dykke lidt, hvis man har bygget alt for meget eller der lige skal loades nye ting ind i spillet. Men dette er kort varig, heldigvis! Noget andet vi lige skal have af vejen er styringen. Til at starte med er det lidt et virvar af knap trykkeri og forvirring i, hvordan du kommer hen til de forskellige punkter i menuerne og redskaberne. Men når man så har det på plads, er det fedt at gå amok med at bygge og styre din sim, ligesom du ønsker. The Sims 4 er i grafisk lighed med PC versionen. Der er ikke den store forskel, hvilket viser hvor meget omsorg der er lagt i konsol udgaven af spillet.
Grundspillet har meget at byde på og med mange timers gameplay. Du kan allerede nu finde udvidelsespakker der giver dig et endnu støre udvalg af ting til din sim, i form af nye steder at tage hen, blive til en vampyr, indhold til dit hus osv.
The Sims 4 er et solidt spil der bare fungere rigtig godt på konsollerne. Jo, der er nogle små dyk i ydeevnen og styringen kan have en lidt stejl læringskurve. Men når man har kommet sig over det, kan man fordybe sig i at udleve de historier eller gøre ting man kun ville have drømt om. Spillet tager sig godt ud på PS4 og helt sikkert også på Xbox One. Her er så meget at lave og bygge. Der er timevis af sjove stunder i spillet. Det bliver kun spændende at se, hvad der ellers sker med The Sims 4 på konsollerne og hvad der er i vente af udvidelser. Så fedt!