Der findes få spil, der er så gode til at få almindelig flyvning til at føles som en Hollywood-produktion. Ace Combat har aldrig handlet om at være den mest realistiske flysimulator i hangaren, men om følelsen af at være den pilot, der dukker op, når hele situationen er ved at gå ad helvede til.

Project Aces bygger videre på seriens velkendte formel med større slagmarker, mere dynamiske omgivelser og en kampagne, der vil lidt mere med sin historie. Men er det nok til at løfte serien til nye højder, eller er vi bare endnu en gang blevet lokket op i luften med en masse missiler og høj musik?

Det føles stadig fantastisk at flyve

Lad os starte med det vigtigste. For hvis selve flyvningen ikke fungerer, kan resten af spillet sådan set være nok så flot.

Ace Combat har altid fundet en ganske effektiv balance mellem arkade og simulator, og Wings of Theve ændrer ikke på den opskrift. Heldigvis. Det ville også være lidt som at bede en god burgerbar om at droppe bøffen, fordi de gerne vil prøve noget nyt.

Du kan hoppe direkte ind i spillet uden at skulle bruge timer på at lære et cockpit at kende, men der er samtidig mere dybde, hvis du gider lære systemerne ordentligt. De mere avancerede styringer åbner for skarpere vendinger, undvigemanøvrer og andre tricks, som bliver stadig vigtigere, når spillet begynder at kaste flere og mere aggressive fjender efter dig.

Spillet lærer dig gradvist de vigtigste systemer, og derfor føles progressionen naturlig. Efter få timer reagerer man næsten automatisk på indkommende missiler, fjendtlige manøvrer og de små muligheder, der opstår midt i en luftkamp. Det er let at komme i gang, men svært at mestre.

Og når det hele klikker, er det stadig noget af det sjoveste. At ligge bag en fjende, vente på den rigtige vinkel, få låsningen og sende et missil afsted, mens en anden modstander samtidig forsøger at gøre præcis det samme mod dig, har en tilfredsstillende enkelhed, som spillet aldrig mister. Jeg tog mig selv i flere gange at glemme det egentlige mål med en mission, fordi jeg havde travlt med at jagte endnu et fjendtligt fly. Det siger egentlig meget godt, hvor godt selve flyvningen fungerer.

Kampagnen har ambitioner, men ikke alle missioner rammer

Kampagnen består af 30 missioner og er dermed den længste i seriens historie. Heldigvis forsøger spillet ikke at løse længden ved bare at sende dig gennem 30 variationer af den samme luftkamp. Der er dogfights, bombetogter, eskortemissioner, jordmål, store militære installationer og sekvenser, hvor du skal håndtere fjender på måder, der kræver mere end bare at få dem i sigtekornet.

Kampagnens bedste missioner opstår, når spillet for alvor begynder at stille krav til både positionering, timing og våbenvalg. De store konfrontationer er særligt vellykkede, fordi de tvinger dig til at tænke over, hvordan du angriber målet.

Et godt eksempel er mødet med det enorme landbaserede våben, hvor det ikke bare handler om at holde aftrækkeren nede og håbe på det bedste. Du skal skifte mellem forskellige våben, finde de rigtige angrebsvinkler og samtidig holde dig i live. Det er præcis den slags mission, hvor Ace Combat 8 viser tænder.

Det er her, spillet er bedst. Når det kombinerer spektaklet med mekanikker, der faktisk kræver, at du spiller godt, føles de enorme slag ikke bare som interaktive mellemsekvenser. Desværre er niveauet ikke lige højt hele vejen igennem.

Når kampagnen bevæger sig ind i sin anden halvdel, begynder nogle missioner at genbruge strukturer, man allerede har set, mens enkelte jagtsekvenser trækker tempoet unødigt ud. Missioner med flere samtidige mål kan også blive frustrerende, fordi du hele tiden bliver bedt om at skifte fokus mellem forskellige opgaver.

Det skaber ikke altid den gode slags kaos. Nogle gange skaber det bare den slags kaos, hvor man lige skal kigge på mållisten igen for at finde ud af, hvad spillet egentlig vil have. Det er kampagnens største svaghed. Ikke fordi den mangler ambitioner, men fordi nogle af de mest interessante idéer ikke bliver brugt konsekvent nok.

En spændende idé gemt inde i en meget klassisk fortælling

Historien har en interessant kerne. Konflikten mellem Sotoa og Usea danner rammen om en historie, der forsøger at balancere storpolitisk krigsdrama med en mere personlig fortælling om identitet og propaganda.

Wings of Theve er oprindeligt en propagandaskikkelse, skabt for at give en presset befolkning noget at tro på. Du bliver sendt ind i rollen som den legendariske pilot, og jo mere succesfuld du bliver, desto mere begynder fiktionen at ligne virkelighed.

Det giver historien et interessant udgangspunkt, fordi den kan lege med temaer som propaganda, identitet, misinformation og spørgsmålet om, hvad der egentlig gør en helt til en helt. Problemet er, at spillet ikke altid ved, hvornår det skal lade idéerne tale for sig selv.

Karakterudviklingen følger ofte velkendte mønstre, og flere afsløringer kan ses komme på lang afstand. Den omfattende baggrundshistorie omkring Strangereal-universet hjælper heller ikke altid. Der er ganske meget information at holde styr på, og noget af det interessante drukner under fiktive lande, militære operationer og karakterer, der meget gerne vil fortælle dig, hvor vigtigt det hele er.

Fortællingen bliver samtidig fortalt mere filmisk. Førstepersonssekvenser, motion capture og mere traditionelle cutscenes giver karaktererne mere plads, og dine wingmen føles mere som personer end tidligere.

Det er en klar forbedring, selv om dialogen stadig kan være så dramatisk, at man nogle gange får lyst til at kigge rundt efter en Top Gun-plakat. Og det er faktisk synd, for historien har noget at byde på.

De lange mellemsekvenser begyndte efterhånden at trække tempoet ned for mig, især når man lige havde afsluttet en intens luftkamp og egentlig bare gerne ville tilbage i cockpittet. Jeg havde derfor gerne set lidt mindre snak og lidt mere luft under vingerne. For når spillet først slipper dig løs igen, er det næsten altid dér, det er bedst.

Når dit fly bliver dit vigtigste våben

Flyene er naturligvis stadig en af de største attraktioner, og her leverer Wings of Theve på flere fronter. De forskellige maskiner adskiller sig tydeligt gennem både flyveegenskaber og våbenarsenal, og det betyder, at dit valg af fly rent faktisk kan ændre din tilgang til en mission.

Progressionssystemet giver dig samtidig mulighed for at forbedre dine maskiner og låse nye våben op. Det er ikke et system, der forsøger at konkurrere med et fuldblods rollespil, og heldigvis for det. Du skal ikke bruge 20 minutter i en menu på at diskutere, om en 4,7 procents forbedring af din manøvredygtighed er vigtigere end 3,2 procent mere våbenskade.

I stedet fungerer progressionen som en naturlig forlængelse af kampagnen. Du får adgang til nye maskiner, prøver forskellige våben og finder langsomt ud af, hvilken type pilot du selv er. Nogle vil have fart og manøvredygtighed, andre vil hellere have tungere våben og større rækkevidde. Det giver en fin følelse af ejerskab over den måde, man spiller på.

Men progressionen har også en lille bagside. Når man først har fundet et fly, der passer perfekt til ens spillestil, er motivationen til at eksperimentere med resten af hangaren ikke altid lige stor. Man kan hurtigt ende med at tænke: “Det her fly virker. Så tager vi det.”

Det er ikke den dybeste progression, man finder i moderne actionspil, men det behøver den heller ikke at være. Ace Combat forstår, at nogle gange er det rigeligt bare at få et nyt stykke legetøj og derefter få lov til at smadre noget med det.

Når wingmen ikke helt gør deres arbejde

Det er også her, man støder på en af spillets mere mærkbare svagheder. Wingmen-systemet føles til tider halvfærdigt. Selvom man kan udstede ordrer og forsøge at få sine allierede til at fokusere på bestemte mål, har de sjældent nok indflydelse på kampens udfald til, at man reelt planlægger omkring dem. Efter mange timer med kampagnen sad jeg tilbage med følelsen af, at mine wingmen havde langt mindre betydning, end systemet lagde op til.

Det er særligt frustrerende i de missioner, hvor spillet samtidig beder dig om at håndtere flere fronter. Her kunne et mere intelligent squadron-system have gjort en reel forskel. I stedet ender man ofte med selv at flyve fra den ene krise til den anden, mens ens holdkammerater mest føles som flyvende statister. Og det er lidt synd.

Potentialet er tydeligt. Et mere avanceret squadron-system kunne have gjort dine wingmen til en reel taktisk ressource frem for baggrundsstøj. Hvor du kunne sende én efter et bestemt mål, mens en anden dækkede dig, og en tredje gik efter fjendens luftforsvar.

I stedet føles de til tider mest som nogle flinke mennesker, der flyver rundt ved siden af dig og råber ting i radioen. Det er et område, hvor spillet kunne have taget et større skridt fremad. Når man giver spilleren mulighed for at lede en gruppe piloter, forventer man også, at gruppen føles som mere end ekstra fly på himlen.

En himmel, der stjæler showet

Ace Combat 8 er et imponerende flot spil. På PlayStation 5 leverer det en stærk visuel præsentation, hvor flyene, skyerne, lyset og landskabet tilsammen skaber nogle ganske spektakulære øjeblikke.

Der er noget næsten absurd tilfredsstillende ved at bryde gennem et tungt skylag, få solen direkte i cockpittet og samtidig have et fjendtligt jagerfly hængende lige i halen. Vejret er dog ikke kun overfladebehandling. Det har fået en mere aktiv rolle i kampene, og skyer kan bruges til at bryde fjendens overblik eller skjule dig, når et par missiler er lidt for interesserede i din bagende.

I andre situationer kan terræn og bygninger påvirke din rute gennem slagmarken, og den slags gør, at man i højere grad forholder sig til selve verdenen omkring sig i stedet for bare at se den som en flot kulisse.

Også slagmarkerne føles mere levende takket være de forbedrede ødelæggelseseffekter. Bygninger, køretøjer og større mål kan reagere på dine angreb, og nogle eksplosioner kan sætte gang i mindre kædereaktioner.

Det er ikke et fuldt destruerbart landskab, men det giver kampene en mere fysisk fornemmelse, når det, du skyder på, faktisk ser ud til at reagere på det.

Og så er der DualSense. Controllerens funktioner er ikke ligefrem det, der kommer til at revolutionere serien, men den ekstra feedback i hænderne fungerer fint som prikken over i’et på en oplevelse, der i forvejen har masser af fart og tyngde.

Støj, missiler og en helt absurd god lydside

Hvis grafikken får dig til at føle, at du sidder i et jagerfly, er lydsiden det, der overbeviser dig om, at du samtidig spiller hovedrollen i en meget dyr Hollywood-film.

Motorerne brøler, missilerne suser forbi, radioen går amok, og musikken skifter mellem orkestral dramatik og mere guitarbaserede numre, når kampen virkelig skal til at eksplodere. Det er en lydside, der konstant understreger kampenes intensitet, og netop derfor fungerer den så godt.

Ace Combat har altid levet af at være større, højere og mere dramatisk end virkeligheden. Når musikken rammer det rigtige tidspunkt, og du samtidig ligger på halen af en fjende gennem et skylag med et missil på vej efter dig, er det svært ikke at blive revet med. Selv en forholdsvis almindelig luftkamp kan få følelsen af at være finalen på en film. Den slags iscenesættelse er en af seriens største styrker.

Multiplayeren vil gerne være mere end et ekstranummer

Wings of Theve har også fået en større onlinekomponent med både PvP og PvE, og multiplayeren forsøger tydeligt at være mere end bare en lille bonus ved siden af kampagnen. Der er progression, forskellige spiltyper og muligheder for at spille sammen med andre, hvilket giver spillet en længere hale, hvis man har lyst til at blive hængende efter kampagnen.

Det er dog stadig singleplayerdelen, der føles som spillets egentlige hjerte.

Multiplayeren fungerer, men den mangler noget af den intensitet og iscenesættelse, som gør singleplayerkampagnen så underholdende. Onlineoplevelsen kan også føles mere omstændelig, end den behøver at være, særligt når man skal navigere mellem de forskellige funktioner og aktiviteter i stedet for bare at komme hurtigt ind i den næste kamp. Det er derfor svært at se multiplayeren som grunden til at købe spillet. Den er snarere endnu en grund til at blive ved med at spille, når kampagnen er gennemført.

Konklusion

Ace Combat 8: Wings of Theve får serien til nye højder! Project Aces har ikke genopfundet serien, men de har forfinet næsten alt det, der allerede fungerede. Flyvningen er fremragende, missionerne byder på god variation, og de bedste øjeblikke leverer den storslåede Hollywood-følelse, som Ace Combat er kendt for.

Historien har interessante idéer, men bliver til tider lidt for melodramatisk, mens både wingman-systemet og progressionen mangler lidt dybde. Heldigvis overskygges de problemer af intense luftkampe, flotte omgivelser og et soundtrack, der løfter oplevelsen yderligere.

Ace Combat 8 løfter måske ikke serien til helt nye højder, men det er uden tvivl et af dens stærkeste kapitler. Hvis du elsker hurtige jagerfly, store eksplosioner og spektakulære luftkampe, er det svært ikke at blive revet med.

Ace Combat 8: Wings of Theve blev anmeldt på PlayStation 5.

Spillet udkommer d. 8 Oktober 2026 på PS5, Xbox Series X|S og PC.

TL;DR
Vurdering:
Forrige indlægRemedy med eksklusive sange fra Control Resonant
Næste indlægBarbie flytter
Jonas Plum
En ung fyr fra det Nordjyske. Vokset op med spil lige fra Commodore 64 og til nutidens konsoller. Holder af et spil med en fed historie og action. Er en gut med lidt for mange spil og alt for lidt tid. Arbejder til daglig på et lager, men i fritiden handler det om livet med fruen og spil. PSN - Xbox Live - Steam @ MrJonasDK
ace-combat-8-wings-of-theve-anmeldelseAce Combat 8: Wings of Theve får serien til nye højder! Project Aces har ikke genopfundet serien, men de har forfinet næsten alt det, der allerede fungerede. Flyvningen er fremragende, missionerne byder på god variation, og de bedste øjeblikke leverer den storslåede Hollywood-følelse, som Ace Combat er kendt for. <br> <br> Historien har interessante idéer, men bliver til tider lidt for melodramatisk, mens både wingman-systemet og progressionen mangler lidt dybde. Heldigvis overskygges de problemer af intense luftkampe, flotte omgivelser og et soundtrack, der løfter oplevelsen yderligere. <br> <br> Ace Combat 8 løfter måske ikke serien til helt nye højder, men det er uden tvivl et af dens stærkeste kapitler. Hvis du elsker hurtige jagerfly, store eksplosioner og spektakulære luftkampe, er det svært ikke at blive revet med.