Jeg vil gerne have en skærm der kan klare alle de opgaver jeg bruger til daglig. Den skal have en præcis farvegengivelse til det almindelige kontor arbejde, så skal det kunne vise UHD i HDR10 og ikke mindst skal den kunne klare en billedfrekvens på mindst 120 hz og helst 144. Så skal den kunne stå på skrivebordet og dermed have en størrelse på 24 til 27 tommer og helt sikkert ikke større end 32. Sådan en fætter ville koste omkring 18.000 kr! Jeg kender ikke dit budget, men det er betragteligt over mit. Så dumpende Acer’s Nitro XV273K ind af døren. Hvordan klarer den kravene?

Kigger du på de tekniske specifikationer så er Acer Nitro XV273K en skærm i Ultra High Definition (UHD). UHD kaldes også 2160p fordi opløsningen er 3640 x 2160 pixels. Du ser også UHD angivet som 4K selvom 4K reelt er 4096 x 2160. Den har også en billedfrekvens på 144 hz med overclocking eller 120 hz hvis du benytter én Display Port. Den har to DisplayPort 1.4 og to HDMI 2.0b sammen med et jack-stik til lyd for de to indbyggede 4w højtalere. Der er også upsteam USB. Den har også HDR og her skal du så holde tungen lige i munden.

High Dynamic Range (HDR) giver et bredere farvespekter end normalt. Det gælder ikke bare i spil det gælder også på fjernsyn. Lige inden vi hopper til de forskellige standarder så har jeg fra AMD hugget et billede som viser hvordan HDR er bedre. Ovenfor kan du se Standard Dynamic Range (SDR) som er det vi har haft længe. Nedenfor kan du se HDR. Der er to forskellige ting du skal tage med fra denne tegning. Skærme med SDR kan vise et farvespekter med 8 bit og en lysstyrke på omkring 250-300 nits. Skærme med HDR kan vise et farvespekter med 10 bit og en lysstyrke over 1000 nits. De 8 kontra 10 bit svarer til tykkelsen på den grå bjælke hvor der står monitor. Dermed vises der betydeligt flere farve variationer med HDR. Lysstyrken som er candela pr. kvartmeter forkortet nits, angiver hvor sort du kan have det sorte og hvor hvidt du kan have det hvide. Populært så er det hvor fine detaljer du kan have i de lyse og i de mørke dele af billedet.

Acer Nitro XV273K har det som kaldes HDR400 med 8-bit plus Frame Rate Control (FRC). Det er ikke helt det samme som 10-bit HDR men jeg mener det er farvedækningen som er det vigtigste. Farvedækning kaldes også gamut. Her har XV273K 90% dækning i den standard som kaldes DCI-P3 (DCI står for Digital Cinema Initiative). HDR400 angiver at skærmen kan have en lysintensitet på 400 nits. Der er også VESA standarder som kaldes HDR500, HDR600 og HDR1000. Dermed rammer XV273K standarden for at kunne være den første rigtige skærm med HDR. Der er tænkt på detaljerne så der er også et skema med som viser den faktisk farvegengivelse.

Når alt det tekniske æv så er skubbet til side så er det vigtigste hvordan oplevelsen af billedet er. Det er rigtigt godt. Helt uden dyre tekniske instrumenter så synes jeg detaljer repræsenteres flot. Der er masser af varierende farver og det sorte er også helt sort. Ud over at bruge skærmmen til alle de ting jeg normalt gør, så tager jeg også en tur med testufo’en. Den finder du her https://www.testufo.com/ Den kan du også selv bruge til at se hvordan din skærm virker. Den er også rigtig god til at prøve forskellige indstillinger som f.eks. Visual Response Boost som er Acers system til at reducere den udviskning der sker af billedet. Hver producent har sit eget system og Acers er VRB. Fælles er at de tænder og slukker individuelle lyspaneler for at reducere udviskning når ting bevæger sig.

Betjening er enkel med On Screen Display og nogle diskret placerede knapper på bagsiden. Det lille joystick gør det let at justere de forskellige indstillinger. Der også er nogle forud definerede indstillinger som jeg synes fungerer fint. Jeg har ikke prøvet de 144hz det kræver en opsætning hvor begge DP-porte anvendes og dit grafikkort konfigureres til det. Der er to kabler med i en en kvalitet som gør det muligt. De 120 hz fungerer upåklageligt og selv de 60hz som kan leveres med HDMI fra f.eks. en PlayStation 4 er også godt. Som du kan se på det øverste billede så har den også en række skærme du kan montere på siderne og øverst. Det har jeg ikke det store behov for, så de er blevet i kassen.


Acer Nitro XV273K har tre ben som den står på. Som unyttig paratviden så står den samlet i kassen så det er bare at løfte den ind på plads hvor den skal stå. På billedet kan du se den i forhold til en standard Dell P2217H kontormonitor til venstre på 22″, en BenQ Zowie XL2546 på 25″ i midten og så er Nitro på 27″ helt til højre. Du skal ikke tage dig af reklamen på toppen. Det er bare hvis den skulle stå i en butik. Kanten er refleksfri og der er kun en lille blå LED som viser at den er tændt nederst til højre. Den er noget mindre en på Zowie skærmen. Det er klart at hvis den skal benyttes til konkurrence så er det vigtigt, at der ikke er noget som kan forstyrre øjet. Strømforsyningen er en traditionel brik som du kender det fra en PC. Det er lidt en smagssag om du synes det er smart eller ej. Når du skal lave dine kabler pænt er det lettere end med et kraftigt 240 volts kabel. Teknisk så flytter en brik alt der kan forstyrre billedet væk fra skærmen. Det kræver mindre afskærmning.

Acer Nitro XV273K er et rigtigt godt bud på en monitor som kan anvendes til kontor brug, konkurrence gaming og til at producere et smukt og intenst billede i nogle af de seneste store open world spil. Den kan findes til en pris på omkring 8.000 kr. hvilket er rimeligt når du tager specifikationerne og ydelsen i betragtning. Den kan faktisk også leverer de 144hz uden at det går ud over farvedækningen. Noget som andre skærme ikke formår.

TL;DR
Vurdering
KildeAcer Nitro XV273K
Forrige indlægRazer Chroma og Apex Legends
Næste indlægCall of Duty: Black Ops 4 skal en tur til Delphi 26. marts
Jeg er ansvarshavende redaktør på GamersLounge og aktiv gamer primært på PC & PS4. Nyt legetøj leger bedst, så det bliver til mange forskellige spil på flere forskellige platforme. Jeg falder altid tilbage til shootere eller de mere action prægede titler når der rigtigt skal kobles af. Noget af det mest spændende er at få lov til at lave interviews og previews fra de events vi deltager i. Jeg øver for at blive bedre til CS:GO og følger danske eSports turneringer. Tak fordi du kiggede forbi.