fifa-10-banner

Fifa 10 er klar til kickoff. Med præcision, skills og godt tempo lægger det op til et brag af et fifa-år. Nyt driblesystem og skudsystem giver Fifa et helt nyt og mere realistisk look og lægger endnu en gang Fifa-spillet op i toppen af verdens sportsspil.

Der er blevet skrevet rigtig meget om hvad vi kunne forvente os af Fifa 10. EA har været gode til at annoncere forbedringerne og dem holder de til fulde. Så spørgsmålet er ikke hvad der er ændret/nyt/anderledes, men derimod hvad forbedringerne gør for spillerens oplevelse.

Indtil nu har man været vant til at Fifa var et casual fodbold spil, som enhver kunne komme ind og lege med i. Nemme controls og et enkelt gameplay har været nogle af hovedingredienserne indtil nu. Med Fifa 10 ændrer EA kursen mod realismen og det kommer de trofaste spillere til gode. Mere præcision i både afleveringer og skud er hovedingredienserne for at kunne manøvrere bolden rundt på banen. Selvom du har skud-assistancen på “hjulpet” kræver det stadig, at du er præcis når du fyrer et skud af. Det nytter ikke noget at presse sticken op mod et hjørne og fyre bolden afsted. Det vil stort set altid føre til et skud, der går langt forbi mål.

fifa-10-05

360-grader driblingen har været EA’s helt store fokuspunkt i forbindelse med Fifa 10. Den tidligere anvendte 8-punkts dribling er væk og nu er der ingen bånd der binder en. Det øger ens muligheder for at komme forbi en forsvarsspiller på de mest spektakulære måder. Der er heller ikke noget federe end når “udenoms”-finten er timet perfekt og man på den måde får en motorvej mod mål. Det er ikke svært at vænne sig til, men det kræver god træning for at blive en effektiv dribler. Spillernes bevægelser virker også meget mere naturlige og nærkampene har fået mere betydning end speed. Spillere som Ronaldo, Evra og Rooney er stadig hurtige, men de har svært ved at løbe hvis de har en stor spiller ved deres skulder. Spillernes hurtighed er blevet udlignet på sådan en måde, at Rooney selvfølgelig er hurtigere end Puyol, men det er få meter der skiller dem ad og derfor har nærkampene fået en større betydning.

Målmandens intelligens har været et stort samtaleemne i fodboldspil og det vil det nok fortsat være. Målmanden er blevet bedre til at positionere sig, så man ikke skal tage højde for hans position hver gang man forsvarer sig. Man skal sjældent trække målmanden ud for at han kan redde skuddene udefra – det klarer han selv og man kan faktisk komme galt afsted hvis man beder ham om, at gå ud af sit mål af andre årsager end hans egen fri vilje. Målmanden kommer også hurtigere på benene så han kan lave dobbeltredninger og hans reflekser er forøget. Han er også hurtigere til at løbe tilbage i målet – hvis bolden eksempelvis bliver lobbet over ham, kan han løbe tilbage og skrabe bolden væk i anden omgang.

fifa-10-09

Som altid, har Fifa diverse spilmodes. Du kan spille Karriere, Be A Pro og flere andre spilmodes. I Karriere-delen bliver du manager for et hold, som du samtidig også spiller med i kampene. Spillernes form forøges eller forringes alt efter hvordan de spiller i en vis periode. Altså, hvis du scorer mange mål med dine angribere, men samtidig lader mange mål gå ind på dig – så går angribernes form opad, mens forsvarets form forringes. Hvis en af dine spillere så viser god form i en længere periode, så stiger hans grundniveau med 1 point eller 2. Spillerændringerne sker meget naturligt og en spillers grundniveau stiger/falder sjældent mere end 1-3 point på en sæson.

fifa-10-06

Be A Pro er stadig en forholdsvis ny spilmode i Fifa, men ideen er rigtig god og det er rigtig sjovt at forme en enkelt spillers karriere. EA har opfundet Game Face så du kan få dit eget ansigt på en spiller. Om det ligner eller ej vil jeg ikke bedømme, men det er sjovt at spille med en som i hvert fald ligner én, en smule. Ved at klare forskellige udfordringer forbedrer din spillers skills sig og hvert år bliver tilbudende fra andre klubber bedre og bedre.

Online kampe virker meget mere flydende end i de to tidligere udgaver og man bliver inden kampene, oplyst om hvordan forbindelsen er, ved hjælp af en lille indikator i højre hjørne. Det formindsker muligheden for lag og det giver en meget bedre oplevelse at spillet kører fejlfrit. Du kan endda selv vælge tempoet på kampene. Ranked kampe må være på alle hastigheder, så du behøver ikke spille unranked for at kunne spille i det hurtigste tempo.

fifa-10-07

Clubs blev introduceret sidste år. Find et hold og spil 10 mod 10 online, hvor hver enkelt så styrer hver sin spiller. Uden at sige for meget kan det blive et af spillets helt store hovedpunkter, da det ser ud til at man kan aftale kampe på forhånd og mødes mod andre klubber i lobbies, for så at spille kampen. Det lægger helt klart op til at vi kan få gang i klub-bold og mon ikke vi får flere hold-konkurrencer at se i løbet af det næste år. Også i Clubs kan du downloade dit Gameface og alle dine holdkammeraters så det ligner et hold, hvor det faktisk er jer selv der er stjernerne.

Fifa 10 er klart det bedste fodboldspil til dato. Det er helt utroligt hvor meget EA har nået med dette spil på få år og det kan man kun rose dem for. Deres nye strategi med at lytte til fansene har klart hjulpet og det har gjort Fifa 10 til et fantastisk realistisk fodboldspil.

5/5