Jeg slipper speederen og drejer kontra da jeg mærker bagenden skride. I bakspejlet kan jeg se et sæt forlygter blive større. Sidste sving inden opløbstrækningen. Jeg vil vinde og presser speederen i bund. Mustangen kvitterer med et brøl fra den massive V8 motor og jeg suser over målstregen. Velkommen til Forza 4. Kom indenfor. Jeg gi’r en omgang.
Som det lille klaptræ med GamersLounge G’et angiver, har vi denne gang også en videoanmeldelse. Foretrækker du at læse anmeldelsen findes den nedenfor.
http://www.youtube.com/watch?v=uN2AKQQ3CsI
Forza 4 er en bilsimulator udviklet eksklusivt til Xbox 360 af Turn 10. Nej, det er forkert. Forza 4 er en hyldest til alle som elsker biler. Ikke bare eksklusive biler. Alle biler. Jeg er enig med Jeremy Clarkson. I en verden hvor alt vurderes på kold økonomi og miljøbelastning, er der meget lidt plads til begejstring og adrenalin. Forza 4 er lige så fandenivoldsk som Clarkson er i TopGear. Forza 4 er en fantastisk oplevelse som jeg glæder mig til at vise frem.
Der er selvfølgelig eksklusive biler og ønsker du at opleve noget af det bedste for enhver bilentusiast, skal du gå direkte til Autovista. Autovista er din mulighed for at udforske biler som du ellers kun kan drømme om. Her er alle detaljer nøjagtigt gengivet. Helt ned til de enkelte sting i syninger i læderrattet. Clarkson underholder i vanlig TopGear stil med fakta om de mange biler.
Er du mere til lidt afslappet ræs i sofaen så giver Forza 4 med Kinect noget hvor alle kan være med. Jeg har primært brugt Kinect til det som kaldes Head Tracking. Her følger Kinect dit hoved så du let kan kigge i sidespejle og vinduer, bare ved at dreje dit hoved lidt. Kinect kan også anvendes til stemmestyring og til at styre bilen – begge dele fungerer upåklageligt. Jeg har også kørt adskillige kilometer både med en almindelig kontroller, det gamle Wireless Racing Wheel og det helt nye Wireless Speed Wheel. Når du skal ud at investere i Forza 4, for det skal du, synes jeg du skal tage sættet som indeholder det nye Wireless Speed Wheel. Det fungerer rigtig godt, fylder ikke meget og så giver det lige den ekstra følelse af at være racerkører.
Udover disse helt åbenlyse tilføjelser så er der også ændret meget på mange andre elementer. Du starter din karriere (World Tour) i små biler som f.eks en Toyota Aygo, der er en klasse F. Herfra arbejder du dig op til de hidsige R3 racerbiler. Du når, hurtigere end sidst, niveau 50 hvor der er låst op for alle udfordringer og så er der stadig yderligere 100 niveauer. Så også for entusiasterne er der masser af incitament til at blive med at samle XP. Jeg er også glad for at der er ændret på den måde du forbedrer din bil. Tidligere skulle hver bil hæves i niveau. Nående du det maksimale niveau var der faktisk ingen grund til at anvende denne bil mere. I Forza 4 er det bilmærket du hæver i niveau. Det betyder, at jeg bruger mere tid på mine favoritter i det enkelte mærke. Samtidig bliver alle tuning dele gratis for et helt bilmærke, når du er på niveau 4 for mærket. Det bliver spændende at se hvordan det påvirker økonomien i spillet.
Hvis du er rig og doven så kan du benytte rigtige penge, altså MS Point, til at købe Tokens som anvendes at til købe biler. De dyreste biler koster 3 Tokens og jeg må sige at jeg er meget fristet til at anvende denne mulighed. Jeg har ikke gjort det endnu fordi du tjener XP på alt hvad du gør. Hver dag er der nogle tusinde at hente bare for at være online og der er alle mulige former for udfordringer hvor du også optjener XP. Derfor kræver det ikke mange timer før du kan få råd til nogle af de mere eksotiske biler til din garage. Det giver dig, som sædvanlig, mulighed for at dekorere og male biler i din egen stil. Vil du bare ud at køre ræs, så er der ikke noget som er låst. Du kan tage enhver af bilerne rundt på lige den bane du ønsker. Også den kendte TopGear test bane hvor du kan udfordrer omgangstider som ”Star in a reasonably priced car”. Det er der også en achievement for.
Online har altid været Forza stærke side og den er nu blevet endnu bedre. I Rivals har du mulighed for at konkurrer mod andre selvom de ikke er online. Det er udfordringer hvor du skal slå en omgangstid på en bane. Der er mange former for løb, inklusive nogle tilføjelser i TopGear stil, hvor du skal vælte kegler eller køre slalom under en bestemt tid. Rivals er alle tiders måde at stige i graderne, så der er penge til de biler du skal bruge for at vinde World Tour. Karrierer delen er også meget mere fleksibilitet. Du tilbydes løb i forskellige klasser så du altid har en mulighed for at få udfordringer i forskellige sværhedsgrader. Når du stiger i niveau får du tilsvarende mulighed for at vælge din bonus bil mellem flere i samme kategori. Det er bilspil på dine betingelser, nærmest som et RGP med biler.
Har du et Forza 3 save game så bliver du også belønnet med en helt række biler baseret på dit niveau i Forza 3 og hvilke biler du havde i din garage. Det er et af de store kendetegn ved Forza. Du har et udvalg af biler med en detaljegrad jeg sjældent har set magen til. GamersLounge var inviteret til Forza 4 launch event af Microsoft og der havde jeg bl.a. muligheden for at tale med de to professionelle racerkører Michael Outzen og Ronnie Bremer. Michael var imponeret over detaljerne bl.a at syninger i logoet på rattet matchende den rigtige bil. Ronnie bemærkede at den bule han havde ramt i sidste uge i Spanien også var at finde på banen i Forza 4.
Oplevelsen bag rattet er uden sidestykke. Du kan vælge din sværhedsgrad fra arcade til simulation. Turn 10 har igen forbedret de enkelte elementer så din oplevelse bliver bedre, samtidig med at du kan vælge den indstilling på passer dig. ABS er er blevet lettere at dosere. Styring er har fået to indstillinger simulation og normal, hvor du får ganske lidt hjælp når du f.eks. ønsker at drifte. Ja du hørte rigtigt. Drift konkurrencer og drag races har længe har været et ønske fra mange fans, og nu er det en del af Forza pakken. Den kunstige intelligens er forbedret så den tilpasser sig dit niveau. AI opfører sig som en begynder og giver gas på langsiden og bremser tidligere ind i svinget. Det giver meget bedre balance og du oplever sjældent at være helt alene på banen. Da der også er flere biler på banen skal du forventet meget tætte løb som giver lidt ridser i lakken og måske et mistet sidespejl.
På den tekniske side er det også Forza som sætter standarden. Den detaljerede grafik er flydende og lydsiden er tilsvarende imponerede. Jeg vil anbefale at du skruer helt ned for musikken, den er ikke ret god. Du kan bruge din egen musik eller bare skrue højt op for alt andet. Det fuldender oplevelsen af have det så højt, at du ikke kan hører naboer. Det er sådan Forza skal spilles. Det kan lyde som om Turn 10 kan deponerer nøglerne og hvile på laurbærrene for alt evighed. Det er faktisk lige omvendt. Nu er der ingen vej tilbage. Standarden er høj og i næste udgivelse vil jeg gerne have løb om natten og vejreffekter som regn og sne.
Turn 10 har skabt et bilspil som alle andre vil blive sammenlignet med. Detaljerne i landskaber, baner og biler er enestående. Naturtro simulation som rækker helt ud på lydsiden. Flere biler på banen med en AI som giver et adrenalin kick. Det bedste værktøj til at male og dekorere dine biler. Uovertruffen online del hvor du igen kan lave bruger definerede offentlige løb. Og meget meget mere. Forza 4 er ikke bare det bedste bilspil på Xbox 360. Det er det bedst bilspil. Punktum. Uden forbehold fortjener det GamersLounge top karakter på 5. Rigtig god fornøjelse.
Bedste bilspil overhovedet Simulation til mindste detalje Masser af biler og baner Enestående grafik Nærmest et RPG med biler |