HyperX Cloud III S Wireless kombinerer sublim lyd, ekstrem batteritid og luksuskomfort i ét kompromisløst headset.
Der er få headset-serier, der har samme renommé som HyperX Cloud. Da Cloud II udkom, blev det nærmest en målestok for, hvordan et gamingheadset burde lyde og føles – solidt, behageligt og med en lyd, der imponerede både gamere og musikelskere. Så da HyperX Cloud III S Wireless landede på mit bord, var forventningerne tårnhøje. “S”’et står for en ny iteration – en evolution snarere end revolution – men med præcise forbedringer, der rammer dér, hvor det betyder noget: lyd, byggekvalitet, batteri og trådløs performance.
Når man åbner æsken, forstår man hurtigt HyperX’ filosofi. Her er ingen overflødige plastikindlæg, skumlag eller kabelfest. Indholdet er kort og kontant: headset, et USB-C til USB-C kabel (meget kort) og en lille stofpose til transport. Det er næsten asketisk – men samtidig elegant. HyperX bruger pengene dér, de gør en forskel: på selve produktet.

Og det mærkes. De massive metalstænger, der holder hovedbøjlen, føles solide, som noget der kan tåle at blive taget af og på tusind gange. Ørekopperne er lavet af hård, tæt plast med en lækker mat finish, og memory foam-ørepuderne er blandt de mest komfortable, jeg har prøvet i prisklassen. Jeg har haft dem på i timevis uden irritation, varmeophobning eller tryk. Det er et headset, man kan have på en hel aften uden at blive mindet om, at man har det på.
Opsætningen er, som man håber på i 2025: hurtig, gnidningsfri og uden bøvl. Den medfølgende dongle sørger for lynhurtig 2,4 GHz-forbindelse, og headsettet virker plug-and-play på PC, Switch og PlayStation 5. Jeg testede også Bluetooth-funktionen, som fungerer perfekt til mobilen eller laptoppen.
Det eneste minus er, at headsettet ikke understøtter Xbox, hvilket stadig føles som et ærgerligt hul i kompatibiliteten.
Til gengæld scorer HyperX point på den smarte integration med DTS Headphone:X via Microsofts Sound Unbound-app. Headsettet bliver automatisk registreret som licenseret, hvilket giver gratis adgang til DTS – en funktion, der normalt koster penge. Det er en lille, men utrolig brugervenlig detalje, som gør opsætningen endnu mere gnidningsfri.
Når først lyden rammer, forstår man, hvorfor Cloud-serien har så mange fans. Grundlyden i Cloud III S Wireless er utroligt velafbalanceret. Bassen er fyldig, men kontrolleret, mellemtoneområdet er klart og naturligt, og diskanten leverer detaljer uden at blive skarp.

Jeg testede headsettet med tre spil, der hver især udfordrer lydbilledet på deres måde:
- Senua’s Saga: Hellblade II for stemningsdybde og positionslyd.
- Resident Evil 2 (Remake) for horror og rumfornemmelse.
- Gears 5 for tempo, eksplosioner og hektisk action.
DTS Headphone:X gør virkelig en forskel. I Hellblade II hviskede stemmerne omkring Senua så præcist, at jeg fysisk drejede hovedet flere gange for at tjekke, hvem der stod bag mig. I Gears 5 føltes kuglerne og eksplosionerne som om de kom fra specifikke retninger, og i Resident Evil 2 flyttede zombiernes stønnen sig troværdigt rundt i rummet. Det er ikke bare surround-lyd – det er en rumlig oplevelse med klarhed og separation, der føles naturlig snarere end kunstig.
Jeg brugte også tid på at teste musikken via Deezer i lossless-kvalitet, for at se, om DTS’en kunne give noget ekstra i et mere neutralt lydmiljø. Resultatet? Overraskende imponerende.
På Trentemøllers “Moan” blev de elektroniske bobler og rytmiske lyde placeret så præcist, at de syntes at bevæge sig rundt om hovedet. Det føltes ægte tredimensionelt.
Fleetwood Mac’s “Dreams” afslørede en diskant, der er silkeblød og distinkt. De lyse toner fra guitar og vokal blev adskilt, men stadig naturlige og harmoniske.
Og med Billie Eilish’ “bury a friend” samt Massive Attack’s “Angel” viste Cloud III S Wireless, at den kan håndtere tung bas uden at miste kontrol. Den dybe bund var fysisk til stede, men stadig afbalanceret – aldrig mudret.
Det, jeg især bemærkede, var hvor levende musikken føltes. Jeg kunne placere instrumenterne, høre rummets klang og mærke detaljerne. Det er et headset, der får musikken til at ånde – og det er sjældent i gamingkategorien.
Headsettet kommer med en aftagelig HyperX “Boom” mikrofon, og den leverer langt bedre lyd, end man typisk forventer i denne prisklasse. Jeg brugte den på Discord under både hektiske shooter-sessioner og mere rolige rollespilsaftener (D&D inkluderet). Feedbacken fra medspillere var entydig: klar, tydelig stemme – uden baggrundsstøj, selv når jeg hamrede løs på tastaturet. Den indbyggede støjreduktion gør et solidt stykke arbejde, og det er praktisk at kunne tage mikrofonen af, når man blot vil lytte til musik eller se film.

Hvis der er ét punkt, hvor HyperX virkelig trækker fra konkurrenterne, så er det batteritiden. Vi taler 100–150 timer afhængigt af, om du bruger 2,4 GHz eller Bluetooth. Det er ganske enkelt fremragende. Jeg har haft headsettet i brug i over en uge uden at oplade det – og det viser stadig over 60 % strøm tilbage.
Rækkevidden er også markant forbedret. Jeg kan nu gå hele vejen ud i køkkenet og hente en kop kaffe midt i en D&D-session, uden at miste signal eller gå glip af dungeon-masterens beskrivelser. Det lyder måske banalt, men den slags frihed gør faktisk en forskel i hverdagen.
Komforten er, som nævnt, i top. Vægten på omkring 330 gram føles let på hovedet takket være en god vægtfordeling. Ørepuderne omslutter ørerne fuldstændigt, og hovedbøjlen er fleksibel uden at føles løs. Knapperne på ørekopperne har en god taktil fornemmelse. Volumen, mikrofonmute og tænd/sluk-knappen sidder, hvor man forventer dem. Alt føles robust og gennemtænkt – det her er bygget til at holde.

Med en pris på omkring 1.400–1.500 kr. placerer Cloud III S Wireless sig i den øvre mellemklasse. Den koster lidt mere end forgængeren Cloud II Wireless (typisk 1.000–1.200 kr.), men du får langt bedre batteri, DTS inkluderet, forbedret mikrofon, bedre byggekvalitet og en mere poleret lydprofil. Det er et headset, der føles som kulminationen på mange års finjustering.
HyperX Cloud III S Wireless formår at bygge videre på Cloud II’s arv og bringe den ind i en ny generation. Det er både et gamingheadset og et seriøst lytteredskab – en sjælden kombination. Det er ikke perfekt – Xbox-manglen og det korte kabel er stadig små irritationsmomenter – men helhedsoplevelsen er så gennemført, at det næsten føles småligt at nævne. Cloud III S Wireless leverer på alle de områder, der betyder noget: lyd, komfort, batteri og byggekvalitet.
HyperX Cloud III S Wireless er et af de mest helstøbte trådløse gamingheadsets på markedet lige nu. Det kombinerer en dybt imponerende lyd med rekordlang batterilevetid, fremragende DTS-understøttelse og en mikrofon, der rent faktisk kan bruges til seriøs kommunikation. Det er solidt, komfortabelt og gennemført – et headset, man mærker er lavet af folk, der selv spiller og lytter.













