Planer om at udvikle helt ny ”ensomheds-bekæmpende” spilgenre sikrer københavnske BetaDwarf en af de største danske spilinvesteringer nogensinde.

Den københavnske spiludvikler BetaDwarf har med en ny ambitiøs plan, om at skabe en helt ny venskabs-fremmende spilgenre, ikke blot sat sig for at ændre det globale spillandskab – de har gjort det så overbevisende, at en kreds af udenlandske investorer netop har investeret 44 mio. DKK i virksomheden.

CEO for BetaDwarf, Steffen Kabbelgaard forklarer, at det nye ambitiøse projekt både er et resultat af egne erfaringer og grundig research af spilkøbernes demografiske udvikling. ”Vi har jo selv været kæmpe fans at den ekstremt populære MOBA-genre i teamet, men må i takt med at vi er blevet ældre også sande, at reaktionerne og ikke mindst den tid det kræver at spille MOBA, kan være svær at finde efterhånden som man bliver ældre,” forklarer han. ”Samtidigt kan vi også se, at ensomhed er et stigende problem i Verden. Undersøgelser i lande som USA, Kina og Storbritannien viser, at over 50% af den voksne befolkning oplever ensomhed.”

Computerspil bliver ellers ofte beskyldt for at medføre ensomhed og social isolation, men ifølge BetaDwarf kommer deres nye spilkoncept til at gå i den helt modsatte retning. Under kodenavnet ’Project Haven’ tager de udgangspunkt i eksisterende spilgenrer såsom Online Rollespil, og den dominerende eSports-genre MOBA, men kombinerer dem på en ny måde, der er optimeret hen imod at skabe situationer og spilmekanikker der er optimeret til at opbygge venskaber og sociale forbindelser.

BetaDwarf er allerede i dag en god forretning – ikke mindst i kraft af deres succesfulde Free2Play-titel Minion Masters – der med 2,5 mio. downloads og et online-community på mere end 100.000 medlemmer giver solide sorte tal på bundlinjen. Men den danske spiludviklers vision for spilmarkedets fremtid har været så overbevisende, at en række internationale investorer nu er gået sammen om at investere yderligere 6,6 mio. USD i virksomheden i en Serie A-investering. Investeringskredsen består af Hong Kong-baserede Makers Fund, amerikanske 1UP og Everblue, samt britiske LVP, der tilbage i 2018 også lagde en seed-investering i virksomheden.

”Efter at have fulgt rejsen til Betadwarf de sidste to år, har vi konstant været imponerede over deres evne til at sætte ambitiøse mål, og så ramme dem kort efter. Deres evne til at løfte Minion Masters til nye højder og deres ambition om at bygge et nyt koncept omkring et så vigtigt tema ivores branche er begge eksempler på det. Vi er begejstrede for at kunne støtte dem, i takt med at de løfter deres virksomhed til det næste niveau. ”Siger Michael Cheung, partner hos Makers Fund.

Den danske brancheorganisation for spiludviklere, Producentforeningen, ser den nye investering som et klart tegn på en stigende anerkendelse af ambitionerne og vækstvilligheden i den danske spilbranchen. ”Vi har på det seneste set en øget udenlandsk aktivitet i den danske spilbranche, hvor en række investeringer viser en stadig stigende international interesse. Derfor ser vi investeringen i BetaDwarf som den hidtidige kulmination på, at Verden for alvor er ved at få øjnene op for ambitionerne og det kommercielle potentiale i den danske spilbranche,” forklarer  Jan Neiiendam, fungerende adm. direktør i Producentforeningen.