Jagten på en ny Kratos ser ud til at være ved at være slut. Ifølge flere medier er Dave Bautista i forhandlinger om at overtage rollen som den ikoniske kriger i Amazons kommende live-action serie baseret på God of War.
Rollen blev ledig, efter at Ryan Hurst måtte forlade produktionen som følge af en alvorlig bicepsskade, der kræver operation. Amazon valgte derfor at caste rollen på ny, så optagelserne kan genoptages allerede til efteråret.
Bautista er et navn, mange fans længe har nævnt som en oplagt kandidat. Med sin baggrund som professionel wrestler i WWE og roller som Drax i Guardians of the Galaxy-filmene har han både fysikken og erfaringen med actionprægede karakterer.
Selvom skuespilleren har tabt sig en del de seneste år, vurderes han stadig at kunne opbygge den muskuløse fysik, som mange forbinder med Kratos. Til gengæld er alderen blevet et samtaleemne. Bautista er 57 år og vil sandsynligvis være 58 under optagelserne, hvilket får nogle til at spekulere på, hvor fysisk krævende rollen bliver over flere sæsoner.
Nyheden kommer samtidig med rygter om, at Amazon også leder efter nye skuespillere til Atreus og Thrud fra seriens anden sæson. Produktionen ser dermed ud til at gennemgå flere markante ændringer, allerede inden første sæson har fået premiere.
Samtidig fortsætter God of War-serien med at vokse på spilsiden. God of War: Laufey udkommer efter planen i februar 2027, mens endnu et Kratos-spil også er under udvikling.
Hvis aftalen falder på plads, bliver det Dave Bautistas største videospilrolle til dato. Spørgsmålet er nu, om han kan overbevise fansene om, at han er den rette mand til at løfte Leviathan-øksen.














