Disney kunne have haft sit helt eget Super Smash Bros.-agtige kampspil, hvis et tidligere koncept var blevet til virkelighed.

Det tidligere Disney Interactive-konceptkunstner Ken Christiansen har nu bekræftet, at Disney arbejdede på idéen om et crossover-kampspil med figurer fra selskabets enorme bagkatalog. Projektet gik under navnet Disney’s Action Figure Face Off, men nåede aldrig længere end prototypefasen.

Idéen opstod blandt andet på baggrund af Kingdom Hearts. Da Disney i sin tid skulle godkende samarbejdet med Square Enix, var der nemlig stor skepsis over for tanken om at lade forskellige Disney-universer mødes. Ifølge Christiansen havde Disney især svært ved at acceptere muligheden for, at figurer fra eksempelvis Løvernes Konge og Den Lille Havfrue skulle befinde sig i samme verden.

Men da Kingdom Hearts først havde brudt den barriere, begyndte kreativiteten at løbe af sted.

Tanken var at bruge Toy Story som forklaring på, hvorfor figurerne kunne mødes. De skulle være actionfigurer, som kunne tages frem og kæmpe mod hinanden. Resultatet skulle være et Disney-kampspil i stil med Super Smash Bros.

Og koncepttegningerne viser, at Disney bestemt ikke holdt sig tilbage med karaktervalgene.

Blandt de planlagte kampe finder man Captain Hook mod Beast, Sheriff of Nottingham mod King Louie, Ursula mod John Silver samt Queen of Hearts mod Horned King.

Det er mildest talt nogle ret alternative matchups. Captain Hook mod Beast giver god mening, men Sheriff of Nottingham mod King Louie? Det er præcis den slags mærkelige kombinationer, der kunne have gjort spillet interessant.

Christiansen fortæller, at Disney ofte arbejdede med store præsentationer, når nye spil skulle pitches til ledelsen. Konceptkunst blev samlet på enorme boards, som skulle give cheferne et visuelt indtryk af spillets idé og potentiale.

Disney havde dog et væld af forskellige spilprojekter i udvikling, og Action Figure Face Off blev aldrig til mere end en prototype. I stedet valgte selskabet at fokusere på spil baseret direkte på film og tv-serier.

Det er næsten synd, når man ser på hvor stort Disneys karakterbibliotek er. Et moderne Disney-kampspil kunne potentielt samle alt fra klassiske skurke til Pixar-figurer og nyere karakterer i én stor rodebutik af et fighting game.

Og måske er timingen faktisk bedre nu end nogensinde. Kingdom Hearts IV er stadig under udvikling og forventes efter planen at udkomme i slutningen af 2027. Spillet viser endnu en gang, at Disney-universerne sagtens kan eksistere side om side.

Så måske er det på tide at finde de gamle actionfigurer frem igen, Disney.