Under Gamescom: Opening Night Live 2021 blev der annonceret en utrolig masse spil, og eventet køre stadig indtil i morgen. Ét af de annonceringer vi bed mærke i, var spillet DokeV fra Black Desert Online udvikleren Pearl Abyss. Her har vi et spil hvor du skal fange monstre i en farverig by. Et miks af Pokémon og Splatoon.

DokeV blev annonceret og vist frem allerede tilbage i 2019 under Pearl Abyss Connect 2019, men spillet har sidenhen ændret sig og er nu gået fra at være et MMO til at blive et Open-World Action Adventure spil. DokeV har ændret sig så meget, at selv traileren her har titlen “World Premiere”.

I DokeV kommer du til at skulle fange koreanske skabninger som er gået amok i en stor flot by. Der er både travle gader, smukke kyster og skove at trave rundt i, hvor du skal fange så mange skabninger som muligt – men selvfølgelig også slås mod dem. Der er masser af måder at komme rundt på, lige fra at stå på skateboard, jetski, paragliding og ved brug af et magisk reb. Det hele er musiklagt med lækre K-pop numre, som er med at sætte tonen og den muntre stemning som man ser i traileren.

DokeV har endnu ingen udgivelsesdato. Men er planlagt at skulle udgives på PC og konsoller.