Der er en særlig form for frustration forbundet med EA Sports FC. Det er et spil, man kan bruge hundredvis af timer på, mens man undervejs brokker sig over balanceproblemer, kunstig intelligens og en forretningsmodel, der konstant minder én om, at fodboldglæden også er en indtægtskilde. Alligevel vender man tilbage. Ikke nødvendigvis, fordi EA hvert år revolutionerer fodboldspillet, men fordi selskabet har fat i noget, som konkurrenterne endnu ikke for alvor har formået at udfordre.
Engang var Pro Evolution Soccer det oplagte alternativ til FIFA. I dag lever fodboldserien videre som eFootball, men i en free-to-play-form, der ikke for alvor har udfordret EA Sports FC’s dominans. Der findes andre fodboldspil, men for dem, der søger den samlede pakke af licenser, hold, spillere, turneringer og Ultimate Team, er der reelt ingen direkte konkurrent på samme niveau.
Det giver EA en usædvanlig position på markedet. Selskabet skal naturligvis levere et velfungerende fodboldspil, men når spillerne ikke har et sammenligneligt alternativ, burde det også forpligte til mere end at vedligeholde det eksisterende. EA Sports FC 27 er på mange måder en forbedring i forhold til forgængeren, men det er først og fremmest en videreudvikling af noget, der allerede fungerer. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om spillet er godt, men også om EA udnytter sit forspring tilstrækkeligt.
Jeg brugte mere end 600 timer på EA Sports FC 26, så mine indvendinger kommer ikke fra en, der blot har kigget spillet over skulderen. Tværtimod er det netop den store mængde spilletid, der gør både styrkerne og svaghederne tydelige. Når man vender tilbage igen og igen, er det, fordi grundspillet fungerer. Men det betyder også, at man efterhånden lægger mærke til de samme problemer og begynder at forvente mere.
Ultimate Team begynder denne gang et sted, der minder om slutningen på sidste års udgave. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. EA Sports FC er et spil i konstant udvikling, hvor justeringer af afleveringer, løb, forsvar og spillerfærdigheder løbende ændrer oplevelsen. EAFC 26 havde sine problemer ved lanceringen, og denne gang virker det, som om udvikleren har lært lidt af erfaringerne. Balancen føles overordnet mere gennemtænkt fra begyndelsen.
Det mærkes især på afleveringerne og den defensive kunstige intelligens, som synes at være blevet tonet ned. Hvor man tidligere i højere grad kunne stole på, at medspillerne automatisk lukkede huller og håndterede modstanderens løb, kræver spillet nu mere opmærksomhed. Sværhedsgraden World Class føles pludselig som en reel udfordring, og selv Professional kan straffe de beslutninger, man normalt træffer på autopilot. Det er en velkommen ændring, for fodbold bør ikke reduceres til at finde den mest effektive kombination af knapper. Men det er også her, diskussionen om den defensive AI bliver mere interessant, end den ofte fremstilles.
Fodbold er et holdspil. Elleve spillere skal bevæge sig som en samlet enhed, dække rum, holde kæderne og reagere på hinandens handlinger. I EA Sports FC styrer man imidlertid kun én spiller ad gangen og er derfor afhængig af, at de øvrige spillere forstår deres roller. Hvis jeg trækker en forsvarsspiller langt ud af position, bør modstanderen kunne udnytte det. Det er konsekvensen af en dårlig beslutning, og den bør spillet ikke beskytte mig imod.
Problemet opstår, når jeg i stedet bliver straffet, fordi mine medspillere pludselig glemmer deres opgaver. Der er en afgørende forskel på, at min egen positionering skaber et hul, og at den kunstige intelligens efterlader et hul, som ingen tilsyneladende har tænkt sig at lukke. Målet bør ikke være at gøre AI’en så svag som muligt, men at skabe et holdspil, hvor mine beslutninger betyder noget, uden at resten af holdet holder op med at fungere som et hold.
Den samme balancegang gælder spillets såkaldte scripting og de særlige evner, der adskiller spillerne fra hinanden. Hvis alle spillere reagerede ens, ville der ikke være megen mening i at jagte bedre kort i Ultimate Team. Stjernespillere skal naturligvis kunne noget særligt. Udfordringen er at få deres styrker til at føles som en naturlig del af fodbolden frem for som en mekanisk fordel, der tilsidesætter resten af spillets regler.
Her er EAFC 27 for det meste på rette vej, men der er stadig ubalancer, som er svære at ignorere. Små, teknisk stærke spillere som Pina og Lopez er igen urimeligt effektive. Bolden nærmest klæber til fødderne på dem, og det kan føles næsten umuligt at fratage dem den. Når den defensive AI samtidig er mindre hjælpsom, bliver kombinationen frustrerende. Det handler ikke om, at bestemte typer spillere ikke må være gode, men om at deres styrker risikerer at gøre andre dele af spillet irrelevante.
På banen er der altså forbedringer, men også velkendte problemer. Det ændrer dog ikke ved, at EA stadig kan noget ganske særligt med selve fodboldoplevelsen. Kampene har en tilfredsstillende rytme, og når systemerne spiller sammen, opstår der de situationer, der får én til at tænke, at man lige tager én kamp mere. Det er stadig spillets stærkeste kort.
Karrieredelen har også fået endnu en omgang opmærksomhed, og her synes jeg faktisk, at EA er kommet lidt længere. Man føler sig i højere grad som manager, og transfermarkedet har fået flere muligheder, mens tilfældige hændelser giver sæsonerne en smule mere liv. Det er stadig langt fra den dybde, man finder i Football Manager, men der er flere grunde til at engagere sig i klubbens udvikling end blot at spille kampene og købe nye spillere.
Systemerne er dog ikke altid lige overbevisende. Bestyrelsen kan eksempelvis pludselig kræve, at man skriver kontrakt med en spiller, man aldrig har scoutet og knap nok kender. Det skaber ganske vist en uventet udfordring, men også en fornemmelse af, at spillet har glemt den sammenhæng, som en god manageroplevelse kræver. Uforudsigelighed er værdifuld, når den tvinger én til at træffe interessante valg. Den er mindre interessant, når den blot føles som en tilfældig ordre fra et system, der ikke helt forstår sin egen verden.
The Grounds er et andet eksempel på en idé, der ikke helt finder sin plads. Området er tænkt som et socialt samlingspunkt med små aktiviteter, og på papiret er der intet galt med at give spillerne et sted at mødes. For dem, der ønsker den slags, kan det sikkert også have sin værdi. Men for mig føles det mest som et ekstra lag, der er lagt oven på en eksisterende struktur, uden for alvor at forbedre Ultimate Team, karrieredelen eller selve fodbolden. Det er mere indhold, men ikke nødvendigvis mere spil.
Visuelt er EA Sports FC fortsat imponerende. Det er efterhånden svært at forestille sig, hvordan en fodboldkamp på skærmen skulle se markant mere autentisk ud. Hvis man passerer fjernsynet i det rette øjeblik, kan man let forveksle spillet med en rigtig tv-transmission. Spillerne, stadionerne og præsentationen rammer en overbevisende helhed. Til gengæld er det svært at få øje på de store fremskridt fra sidste år, men når udgangspunktet allerede er så stærkt, er det heller ikke nødvendigvis her, EA behøver at genopfinde alting.
Kommenteringen er en anden sag. Jeg forstår godt, at der er grænser for, hvor meget variation man kan skabe i kommentatorernes replikker, når de skal dække et næsten uendeligt antal mulige kampsituationer. Men efter mere end 600 timer med forgængeren kender jeg efterhånden formuleringerne, stemmerne og betoningen så godt, at illusionen jævnligt brister. Det er ikke i sig selv et stort problem, at dele af præsentationen går igen. Det er snarere den samlede oplevelse af, at EA har valgt at genbruge noget, som spilleren hører igen og igen, uden at gøre tilstrækkeligt for at holde det friskt.
Det bringer os tilbage til spillets grundlæggende dilemma. EA ved præcis, hvordan man holder spillerne beskæftiget. Sæsonpas, særlige spillerkort, tidsbegrænsede udfordringer og nye milepæle sørger for, at der næsten altid er et mål lige inden for rækkevidde. Man mangler måske bare én kamp for at få den næste belønning, eller et par sejre for at nå den næste milepæl. Det er en effektiv mekanik, og den bygger ovenikøbet på noget, der i udgangspunktet er sjovt: Ønsket om at forbedre sit hold og se resultatet af sine anstrengelser.
Det er ikke forkert, at et spil forsøger at fastholde sit publikum. Problemet opstår, hvis arbejdet med at få os til at vende tilbage fylder mere end arbejdet med at give os en grund til at glæde os over det, vi vender tilbage til. EAFC 27 viser, at EA stadig kan levere en overbevisende fodboldoplevelse, men også at selskabet er blevet meget dygtigt til at holde den eksisterende struktur kørende. Der er forskel på at fastholde spillerne og at flytte spillet fremad.
Jeg har svært ved at være alt for hård ved EA Sports FC 27. Det er stadig et rigtig godt fodboldspil, og de justeringer, der er foretaget i år, gør faktisk en forskel. Det er også svært at overse, at jeg selv har brugt hundredvis af timer på forgængeren, og at der må være noget grundlæggende tilfredsstillende ved en oplevelse, der kan fastholde én så længe. Mine frustrationer er ikke et tegn på, at spillet ikke fungerer, men på at jeg gerne vil have mere ud af det.
Derfor behøver genbrug og manglende fornyelse heller ikke i sig selv at overskygge de kvaliteter, der stadig gør EAFC til en fornøjelse at spille. Men de bør heller ikke bare accepteres som en naturlig del af en årlig serie. Når EA indtager en så dominerende position, følger der et ansvar med. Selskabet skal ikke blot sikre, at vi spiller videre, men også vise, at der er ambitioner for, hvor spillet skal bevæge sig hen.
EA Sports FC 27 er stadig et spil, der kan få én til at glemme tiden på banen. Det er bare ikke længere nok, at EA ved, hvordan man får os til at spille videre.