Den nye eksklusive aftale gælder for alle OverActive Medias e-sportsbrands i både Europa og Canada

OverActive Media og EPOS har indgået et nyt eksklusivt flerårigt samarbejde, hvorved EPOS bliver den officielle audio-partner for alle OverActive Medias e-sportsbrands og -hold, herunder alle MAD Lion-hold (League of Legends European Championship, League of Legends SLO og CS:GO) i Europa og OverActives canadiske hold (inden for Overwatch League og Call of Duty League).

Partnerskabet betyder, at EPOS’ anerkendte high-end audioprodukter vil blive en integreret del af OverActive Medias faciliteter i Berlin og Madrid samt i OverActive Medias canadiske hovedkvarter i Toronto. Dertil kommer placering på spillertrøjer hos alle OverActive Medias e-sportshold samt integration hos spiller- og influencer-streams, eventintegration og strategiske retail-muligheder.

”Vi har landet vores første store globale partnerskab med et verdensomspændende brand, hvilket er en afgørende milepæl for os i vores mission om at vokse på det internationale marked for e-sportshold. Vi ved, hvor afgørende god, præcis og dynamisk lyd er for professionelle gamere, og derfor er det oplagt for os at samarbejde med et eksklusivt brand som EPOS,” siger Chris Overholt, direktør hos OverActive Media.

”EPOS sigter mod at hjælpe gamere og e-sportsatleter med at kunne nå til nye højder og tage gaming med ind i helt nye dimensioner med de mest kraftfulde og avancerede audioprodukter, og vi er meget glade for at samarbejde med OverActive Media. Som virksomhed kommer vi med 115 års erfaring inden for audioprodukter, og vi deler vores viden og ekspertise – og vores anerkendte og prisbelønnede audioprodukter – så vi kan hjælpe med at løfte spillernes gameplay,” siger Maja Frølunde Sand-Grimnitz, global marketingansvarlig hos Gaming for EPOS.