Facebox360

Nå. Der skulle jo være én af os her på gamerslounge der undersøger hvad djævlen hele det Facebook Xbox eventyr handler om. Facebook entutiaster har jo nok allerede kigget på det, men til dem af jer som stadig overvejer om i vil prøve kræfter med det i hjemmebiografen, er der måske et svar her.

Det skal ikke holdes hemmeligt, at jeg ikke har set på min facebook profil i 3 måneder. Bevares, jeg har da et enkelt billed album, som ganske vist er lagt op af min gode ven Claus, men jeg har da været der! For mig er det nøjagtigt ligesom med msn messenger. I samme sekund jeg logger på, vælter det ind med venneanmodninger og beskeder og jeg tvinges til, at bruge 20 minutter på at redegøre for min færden de sidste par måneder, før jeg kan komme videre med mit oprindelige erinde.

Livet er simpelthen for kort til at bruge tid på grupper som “Alle mænd bør sidde ned og tisse” eller “husmødre til kamp for herreløse racekatte”, og jeg ved jeg har 68 venneanmodninger liggende klar, så jeg kan sidde der med sved på overlæben, i  kampen for at forsøge at huske hvem de er og hvor det nu er jeg kender dem fra. 

facebook001

Det var derfor med en vis ambivalens jeg opdagede at Facebook på Xbox 360 har rimeligt begrænsede muligheder. Jeg blev hverken bombarderet med venneanmodninger eller gruppeinvites og der var ingen der ville chatte med mig. Til gengæld er den eneste ting jeg kan opdatere, min status og hvorvidt jeg vil have at folk skal se, at jeg er på fra min Xbox 360. That’s it!

Selve setupet fungerer meget som det almindelige dashboard eller Zune og er sådan set sat meget fornuftigt op. Man kan scrolle rundt og se sine venners status, profilbillede og personlige oplysninger og kommentere på billeder og hoppe videre til deres venner osv. Det skal nok mest ses som en måde at følge med i tingene på, og ikke så meget den interaktive oplevelse du får på en pc. Dine Xbox Live venner står særskilt, men du får ikke rigtig andre muligheder end at se deres avatar hoppe rundt og en genvej til deres Xbox Live profil.

Listen af features er ikke så lang, men i f.eks. Tiger Woods 10 kan folk se hvor godt du spiller og du har mulighed for at tage billeder og uploade til din profil, og der skulle være flere spil med samme feature på vej. Om listen af funktioner holder sig til det, eller om de finder på noget mere spændende i fremtiden vil tiden vise.

Facebook er gratis og om ikke andet, en god undskyldning til kæresten for at anskaffe sig en Xbox 360. Det skraber kun overfladen af de originale features, og tilføjer endnu ikke noget sindsoprivende til gamingoplevelsen. Men måske bringer fremtiden noget spændende med sig, og microsoft ser bestemt ud til at ville være med hvor det sker!

Bruger du Facebook funktionen på din Xbox?