VidZoneTOP

Det er skide koldt! Vi har sollys i 5 timer om dagen og når 80% af befolkningen enten har snotnæser eller H1 influenza, kunne man frygte at selve julestemningen er truet.

Julefrokosterne står for døren og man slipper nemmere afsted med, at knibe Sussi fra marketing let i den ene balde, hvis ikke man står badet i koldsved med en tung klistret vejrtrækning der næsten signalerer at svineinfluenzaen startede hos dig. Men god musik kan redde hvilken som helst fest og Sony har sat sig for at redde din julefrokost med sang og dans. Deres redningsplan hedder VidZone.

VidZone giver dig mulighed for at streame musikvideoer, live koncerter, behind the scenes interviews og making of reportager ganske gratis!
Hvis du og din snotnæse er ude blandt offentligheden, kan du forberede dine egne playlists på din PSP, så sangene ligger klar på din Playstation 3 når du kommer hjem. – Smart!
Der skulle efter sigende være masser af pladelabels på og kunstnere som Beyonce, Kings of Leon og Foo Fighters, Thomas Helmig, Infernal og Nephew er klar fra start! Fik jeg nævnt at det var gratis?

Tjenesten er klar til at redde din julefrokost fra d. 3. december 2009.