I årevis var EA Sports synonym med FIFA i spilverdenen. Det partnerskab sluttede officielt i 2023, og siden da har FIFA-brandet været fuldstændig fraværende i spilform. Det ændrer sig nu. Netflix Games og Delphi Interactive har annonceret, at de arbejder på et helt nyt, officielt FIFA-spil, som lanceres i 2026.

Det nye FIFA-spil bliver eksklusivt tilgængeligt via Netflix-appen på iOS og Android og forventes at udkomme til sommer. Timingen er næppe tilfældig, da FIFA World Cup 2026 sparkes i gang kort tid efter. Netflix og FIFA beskriver projektet som et nytænkt FIFA-fodboldsimulationsspil, men detaljer om gameplay, licenser eller spilmodes er stadig yderst sparsomme.

Ifølge FIFA-præsident Gianni Infantino markerer samarbejdet begyndelsen på en ny æra for digital fodbold. Ambitionen er intet mindre end at nå milliarder af fodboldfans verden over og gentænke, hvad et simulationsspil kan være. Det er store ord, især når man tager FIFA-brandets historik og forventninger i betragtning.

Netflix Games har i forvejen oprustet markant på spilfronten. Tjenesten har for nylig tilføjet både WWE 2K og Grand Theft Auto til sit katalog og signalerer tydeligt, at spil ikke længere bare er et supplement, men en reel del af Netflix’ fremtidsstrategi. Med FIFA i folden får Netflix nu også adgang til verdens største sportsbrand, hvilket kan vise sig at være et ekstremt stærkt træk på mobilmarkedet.

Udviklingen varetages af Delphi Interactive, et californisk studie ledet af Casper Alexander Daugaard og tidligere Zynga-chef Andy Kleinman. Studiet arbejder samtidig sammen med IO Interactive på 007: First Light, hvilket vidner om ambitioner langt ud over casual mobilspil.

Det helt store spørgsmål er, hvad FIFA bliver uden EA Sports. Bliver det et rendyrket mobilspil med fokus på tilgængelighed og korte sessioner, eller forsøger Netflix og FIFA faktisk at levere en seriøs simulationsoplevelse på mobilen. Med VM 2026 som bagtæppe har projektet et enormt potentiale, men også et massivt pres på skuldrene.

Flere detaljer loves i løbet af 2026. Indtil da må fodboldfans nøjes med visheden om, at FIFA-navnet igen er på vej tilbage i spilverdenen. Bare et helt andet sted, end vi er vant til.