Forspoken er et yderst ambitiøst eventyr RPG spil, udviklet af Luminous Productions og udgivet af Square Enix. Spillet har været længe undervejs siden første teaser, blandt andet grundet forsinkelser. Lever Forspoken op til de store forventninger, som jeg og mange andre måtte have?

Denne anmeldelse er skrevet ud fra PS5 versionen.

Velkommen til Athia

Vi spiller som den unge Alfre “Frey” Holland – en pige der lever på den gale siden af loven, for at leve til dagen. Frey er havnet i en masse problematikker, som vi bliver præsenteret for, da vi oplever en retsag, kort inden juleaften. Vores heltinde har levet lovløst i New Yorks gader og dette bliver cementeret da vi støder ind i en bande, der forlanger hun skaffer “bilen”. Hvad det drejer sig om ved vi ikke, men det er tydeligvis et større problem end som så. Nu bliver vi så præsenteret til spillets kernemekanik – sofistikeret parkour.

Frey stikker af fra banden, og finder hjem til en forladt bygning hvor hendes kat Homer, venter på hende. Frey hiver en taske frem fra skabet, som viser at hun er klar til at skabe et nyt liv, langt væk fra New York. Problemerne følger hende dog, og hun er nødsaget til, at forlade hendes hjem, med hendes kat – uden tasken.

Frey er dog ikke slået ud, hun ved hun kan løse hendes problemer – men opdager i en inspireret rus en lysende kilde der er tiltrækkende og drager hende. Ved kilden finder hun et armbånd, som transportere hende til en anden virkelighed – landet Athia.

Frey finder sig selv i et mystisk land, med store slotte, bjergkæder og en mytologiske væsener – og en stemmer der taler til hende inde i hendes hoved, som kommer fra armbåndet kaldet Vambrace eller “Cuff”. Frey opdager hun har fået magiske kræfter – og gennem en serie af uforudsigelige hændelser, må hun rede landet Athia fra den mystiske kraft, “the breaking”.

Parkour og Sarkasme

Forspoken ligger allerede rigtig meget focus på parkour i starten af spillet, og dette premis bliver forstærket da vi ankommer til Athia. Ved hjælp af Freys nye kræfter, er det muligt at flyve rundt, løbe op af vægge, laver flips og andre vilde tricks. Dette gør opdagelsen af denne nye verden ret interessant, da det hele er en legeplads, med mulighed for udforskelse og svedige moves.

Desværre er dette bare ikke den rigtige virkelighed. Landet Athia er utrolig kønsløst og brunt. Nuancerne blender meget sammen, og det er til tider svært at skelne mellem partikeleffekterne fra angreb, monstre og baggrund. Det hele virker så afdæmpet og kedeligt. Det var for mig dog ikke en oplevelse der holdte hen. Det virker utrolig rodet og uinteressant.

Jeg brugte flere dage på, at finde ud af om jeg syntes spillet var sjovt – og det er det til dels, men morskaben bliver desværre overskygget af uinspirerende quests, kedelige landemærker og en utrolig usmagelig personlighed hos vores hovedperson.

Frey er ikke rar, og hun er rigtig hurtig til at være arrogant eller sarkastisk, så meget at det ikke længere kække bemærkninger, men bare irriterende kynisme. Der foregår nemlig meget dialog mellem hende og Cuff. Det er en underlig pingpong mellem reelle tanker og følelser fra Cuff og et iskoldt eller sarkastisk svar fra Frey. Det er ikke direkte ubehageligt, men det er ikke den dialogiske-setting, der giver spillet point.

Forhastet Motivation

Motivationen for, at Frey skal redde Athia er også lidt en forbier. Der er nogle begivenheder der gør, at den sidste overlevende by går fra at ville gøre en ende på Frey til, at hun er deres frelser. Jeg har som sådan ikke noget imod, hvordan plottet bevæger sig, da gameplayet jo er det spillet handler om – ja… men.

Gameplayet er sammensat af en sofistikeret parkour-mekanik og ærgerlig buttonmapping. Kampene foregår meget lig shooters, da ens magi angreb fra en distance. Man kombinere parkour og magi til, at lave kaotiske kampe, der ser super seje ud, men har en ringe udførelse. Ens primære angreb foregår på R2 knappen og det bliver meget hurtigt trættende at trykke på knappen så meget som man gør.

Heldigvis har man adgang til andre angreb som fungere som support-angreb, sat på L2 knappen. Men det føles altså bare stadig ikke rigtigt. Gameplayet skriger efter bedre buttonmapping, hvilket man heldigvis selv kan gøre noget ved i spillets “options”.. Men det er stadig ærgerligt at optimeringen af spillets kontrol skal ske fra spilleren.

Derudover, er der diverse quests, kaldet “detours” som låser op for forskellige ting, såsom kapper, negle-designs og resurser. Disse quests er meget over-det-hele og har som sådan ikke rigtig rod i noget og føles mest som fyld. Der er rigtig mange af dem. Forskellige er de, men stadig meget ensformige.

Det er ofte sker, med kapper og neglene er, at de bare bliver en del af det inventar man har. De første par ting man får i spillet, kan nemt opgraderes og bliver hurtigt ens go-to udrustning. Jeg oplevede ikke på noget tidspunkt, at det var til min fordel at skifte ud med de første par ting jeg fik, da Freys styrke afhænger mere af hvad man opgradere af angreb frem for beklædninger.

Det er tydeligt ambitiøse tanker der er lagt ind i hvordan gameplay og verden skal hænge sammen, men desværre virker det hele så forhastet. Historien er intetsigende, menneskerne der lever i Athia er kedelige og intetsigende, lyddesign er ligegyldigt, da det er de samme lyde de fleste steder og bidrager slet ikke til fordybelsen af spilleren.

Men det underlige er, at selve gameplayet er okay. Det er slet ikke perfekt, eller helt skidt, bare okay… og okay er faktisk nok til, at det ikke er helt så kedeligt at bevæge sig gennem landets bjerge og skove. Det er dog langt fra perfekt, men det er nok til at det ikke er helt forfærdeligt.

Forspoken er et spil der skabte der store forventninger, men som desværre ramte forbi på rigtige mange parametre. Det er ikke den oplevelse spillet lage op til, da de første teasers og trailers kom, og det lugter desværre af udskydelse og dårlig opstart. Historien er desværre hvad historien er, og den kan ikke opdateres via patches.. Men forhåbentlig bliver gameplayet mere stilrent hen ad vejen. Desværre er det ikke noget jeg vil vente spændt efter. Parkour er fedt, kampene kan gøres fede med lidt fokus på knapperne. Men det er også det – et uinspirerende eventyr, med en tarvelig personlighed hos, en skæv dynamik mellem hende og Cuff.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægHavesimulatoren Garden In! er ude nu
Næste indlægLogitech G FITS er den første trådløse øretelefon i spilkvalitet
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!
forspoken-anmeldelseForspoken er et spil der skabte der store forventninger, men som desværre ramte forbi på rigtige mange parametre. Det er ikke den oplevelse spillet lage op til, da de første teasers og trailers kom, og det lugter desværre af udskydelse og dårlig opstart. Historien er desværre hvad historien er, og den kan ikke opdateres via patches.. Men forhåbentlig bliver gameplayet mere stilrent hen ad vejen. Desværre er det ikke noget jeg vil vente spændt efter. Parkour er fedt, kampene kan gøres fede med lidt fokus på knapperne. Men det er også det - et uinspirerende eventyr, med en tarvelig personlighed hos, en skæv dynamik mellem hende og Cuff.