Hvis efterligning er den ypperste form for ros, så er Gravebound på sin egen måde en ganske stor kompliment til Fortnite. Ikke fordi det ligner Epic Games’ mastodont på overfladen, men fordi det har den samme umiddelbarhed: Man skal ikke bruge lang tid på at forstå, hvad spillet vil have én til at gøre.
Du skaber hurtigt en avatar, hopper ned i hullet og er i gang. Herefter handler det om at bevæge sig rundt på kortet, skyde de fjender, der vælter frem, løse forskellige objectives og samle point, våben, items og valuta op. Lykkes det at nå extraction, tager du dine gevinster med videre og kan bruge dem til at udvikle din karakter og dit udstyr. Det er en klassisk extraction-struktur, som blandt andet kan give mindelser om ARC Raiders, men Gravebound gør en dyd ud af at holde det enkelt. Og det er faktisk en af spillets styrker.
Skydemekanikken sidder ganske solidt. Den føles bekendt på den bedst mulige måde, og man er hurtigt inde i rytmen. Man kan løbe og skyde, eller sænke tempoet og gå i sigtemode, når situationen kræver mere præcision. Der er ikke noget stort system, man først skal lære at mestre, før det begynder at føles godt.
Der er noget helt grundlæggende underholdende ved at hoppe rundt og strafe omkring en flok morderiske husholdningsmaskiner, mens man forsøger at holde dem på afstand. Gravebound har tydeligvis besluttet sig for, at verdens undergang bliver sjovere, hvis den samtidig angribes af hvad jeg må formode er vrede køleskabe, blendere og andre maskiner, der har fået nok af menneskeheden. Det fungerer bedre, end det måske burde.
Der er også en fin variation mellem våbnene, og banernes længde rammer et punkt, hvor en vellykket extraction ikke nødvendigvis føles som afslutningen på en spilsession. Tværtimod kan man sagtens sidde med den dér klassiske “én tur mere” efter at være kommet sikkert ud. Det er en vigtig egenskab i et spil, der grundlæggende lever af gentagelsen.
Under overfladen ligger der samtidig et let RPG-lag. Våben kan opgraderes, karakterens evner kan udvikles, og den loot, man får med hjem, kan være med til at gøre de næste ture mere interessante. Udviklerne hos Crater Studios lægger samtidig op til at udbygge systemerne med mere indhold, flere våben, fjender, områder og forskellige former for progression undervejs i Early Access. Det er også her, co-op-delen bliver interessant.
Gravebound er bygget til op til seks spillere, og selv om det sagtens kan spilles alene, er det tydeligt, at udviklerne forestiller sig, at meget af underholdningen skal opstå, når man tager vennerne med. Loot skal findes, objectives skal klares, fjender skal håndteres, og til sidst skal hele holdet helst nå frem til extraction med livet i behold.
Jeg havde ikke mulighed for at opleve Gravebound med et fuldt hold, da der ganske enkelt ikke var mange spillere online på det tidspunkt, hvor jeg prøvede spillet. Det er selvfølgelig ikke optimalt for et spil, hvis idé i høj grad bygger på socialt samarbejde. Til gengæld fungerer solospillet overraskende fint, og netop derfor er det interessant at forestille sig, hvad der sker, når seks spillere begynder at blande deres våben, builds og beslutninger sammen.
For Gravebound er ikke et Destiny-raid. Der er ikke komplicerede encounters, hvor seks mennesker skal koordinere sig ned til mindste bevægelse. Grundlaget er langt mere ligetil: skyd, bevæg dig, aktivér, saml og forsvar. Men måske er det også meningen.
Der er en næsten befriende lav indgangstærskel til Gravebound. Man forstår hurtigt både kamp, objectives og extraction-loopet, og det giver spillet mulighed for at fokusere på den del, der potentielt kan blive rigtig sjov: hvad sker der, når man putter en gruppe venner ind i det samme kaos? Visuelt er Gravebound en anden historie. Man skal ikke forvente et teknisk vidunder. Flere steder kan det næsten føles, som om man er havnet i noget, der kunne være strikket sammen i Roblox. Pixel-art-stilen er bestemt ikke poleret på den måde, man normalt forbinder med moderne produktioner.
Men der er samtidig noget sympatisk ved, at Crater Studios tydeligvis har lavet spillet ud fra en kærlighed til de genrer og spil, de selv spiller. Den absurde blanding af extraction shooter, roguelite-elementer, RPG-progression og postapokalyptisk maskin-horror føles ikke som et forsøg på at opfinde en helt ny genre. Det føles mere som et hold, der har taget de ting, de selv synes er sjove, og forsøgt at bygge deres egen legeplads omkring dem. Det er måske netop derfor, Gravebound er værd at holde øje med.
Det er endnu ikke spillets enkelte bestanddele, der gør det særligt. Det er kombinationen og det potentiale, der ligger i at samle seks mennesker omkring den samme simple idé: Hop ned, skyd nogle absurde maskiner, find noget værdifuldt, pres lykken lidt længere – og kom hjem igen.
Gravebound har allerede fat i den del, der skal være sjov: Selve skyderiet.
Nu bliver det spændende at se, om Crater Studios kan bygge nok oven på det til, at der også opstår noget, man har lyst til at vende tilbage til sammen med vennerne.