Hvis der er én ting, der næsten er lige så ikonisk som selve Grand Theft Auto-serien, er det radioen. Gennem årene har Rockstar Games gjort de forskellige stationer til en vigtig del af spiloplevelsen, hvor både musik, værter og skæve indslag har været med til at give spillenes verdener deres helt egen personlighed.
Nu har Rockstar løftet sløret for seks af de stationer, som spillerne kan høre i Grand Theft Auto VI, og udvalget bliver ret bredt. Der er blandt andet lagt op til latinmusik, country, metal, pop og sydstatsrap, mens Rockstar samtidig introducerer podcasts, som Jason og Lucia kan lytte til på farten.

Blandt de nye stationer finder vi Cocoteo FM, som står for moderne latinmusik med blandt andet bachata, merengue, dembow og reggaeton. Stationen bliver styret af værterne El Martillo og La Gata, så der skulle være gode chancer for, at turen gennem Leonida hurtigt udvikler sig til en mindre fest.

Der bliver også plads til country på Back Country Radio, hvor MW og Delta Dawne sender musik ud over Grassrivers og Port Gellhorn. Stationen får samtidig en række mere skæve indslag, blandt andet en omrejsende reporter, en sump-meteorolog og Delta Dawnes hemmelige elsker Mud Dog Mike, der sender fra sin airboat.

AfroBank FM tager turen til Afrika og byder på alt fra klassiske numre til nyere genrer som amapiano og 3-step. Værterne Burna og Palmsy står bag stationen, mens metalfans til gengæld får The Chamber 106.6, hvor DJ Kerry og DJ Tom lover årtiers metal-klassikere. Det er måske ikke lige den station, man sætter på, når svigermor sidder på bagsædet.


De mere traditionelle GTA-lyde er også tilbage. Flash FM vender tilbage som en Vice City-institution med popmusik fra Robyn og Alex, mens Dirty South Classics fokuserer på regional rap og hip-hop med Trick og Trina bag mikrofonerne.
Men Rockstar ændrer samtidig lidt på den måde, radioen fungerer på. For første gang i serien kan Jason og Lucia lytte til podcasts, som kan opleves ud over den almindelige radio. Musik og podcasts kan både høres i køretøjer og til fods gennem nye hovedtelefoner og earbuds, der er koblet til deres smartphones.
Det er en ret interessant udvidelse af et system, som serien ellers har haft styr på i mange år. GTA-radioen har altid været en måde at give verden personlighed på, men med podcasts og muligheden for at lytte uden for bilen kan den i endnu højere grad følge spilleren rundt i Leonida.
Rockstar lover samtidig flere detaljer om spillets dynamiske musik og flere sange fra Grand Theft Auto VI: The Album. Albummet kommer til at indeholde 34 originale numre fra en blanding af forskellige kunstnere og genrer.
Grand Theft Auto VI får dermed ikke bare en større verden at udforske. Det ser også ud til, at Rockstar endnu en gang har tænkt en del over, hvad der skal spille i baggrunden, mens vi laver noget, vi bestemt ikke burde lave.
Du kan allerede nu, høre nogle smagsprøver fra de forskellige stationer lige her!














